Forumkommentarer

Opdragelse i klimakrisen
In Gæste/bedsteskribenter
jesperkoerstz
12. nov. 2019
Kære Martin Dejligt at høre fra dig. Jeg tvivlede i svage øjeblikke på, om jeg ville høre fra dig igen, fordi du måske syntes, at det var for meget forlangt at skulle agere klimapræst med beføjelse til at dømme og tilgive en børneopdragelsesblogejers synder. Men du gjorde det, noterer jeg mig. Du skriver ordret ”Jeg kan da tilgive det, men…”, og det er mere end nok for mig. Jeg føler mig lettet og befriet og kan nu sætte mig ind i, hvordan det må føles at være en katolsk skoledreng, der har været i skriftestolen, og hvor er der dog rart at vide, at der mulighed for tilgivelse, hvis jeg en skønne dag skulle komme til at putte mad i restaffald eller komme til at flyve for mine blå øjnes skyld. Så skriver jeg nok igen og prøver at få dig til at gøre det én gang til (fedt eksempel med hvidvaskerne i øvrigt). Og så beder du mig om ikke at tilgive dig, at du ikke er mere politisk aktiv, og der sætter du mig på noget af en opgave. Jeg er opdraget til, at hvis nogen spørger mig, hvordan jeg har det, ja, så spørger jeg dem tilbage, og når nogen tilgiver mig mine synder, ja, så tilgiver jeg også deres. Men bevares, som du ønsker: Jeg tilgiver dig ikke, at du ikke er mere politisk aktiv. Du burde være betydelig mere aktiv, for når man er oplyst som du, bærer man en særlig forpligtelse til at antænde sin indre Greta Thunberg. Det er for nemt bare at være klimatisk bevidst inde for hjemmets fire vægge, og du er velkommen til at sende en selfie til Jagtstuen næste gang, du går til en Fridays for future- demonstration, eller når du begynder at dele grønne genbrugspapirbrohurer ud nede på gågaden. Og hvis du bare lover mig at gøre det, altså handle politisk og dokumentere dine handlinger (man er vel rundet af en New Public Management tænkning), ja, så lover jeg, at jeg nok skal blive ved med at lade være med at tilgive dig. Jeg synes, det er interessant, det du skriver om forbruget og med, at det en gang var forbundet med noget skamfuldt at købe noget overflødigt, mens virksomheder i dag finder på alle mulige krumspring for at få dig til at få en feel-good oplevelse, mens du køber deres produkt, som i virkeligheden er overflødigt. Som for eksempel min lokale kafferistermand, som er det mest klimavenlige menneske, jeg kender. Han gør alt, hvad han kan for at være klimavenlig, men kan aldrig løbe fra det faktum, at han prøver at få mig til at drikke mere af sit produkt, som transporteres halvdelen af kloden rundt for at nå frem til mig, og som, når jeg har travlt, bliver serveret i et indgangskrus som, selv om det er den mest bionedbrydelige af slagsen, stadig er et engangsmateriale og dermed skadeligt for klimaet. Hvis han virkelig ville gøre noget for klimaet, burde han sælge noget andet, og hvis jeg virkelig ville gøre noget for klimaet, burde jeg undlade at købe kaffe, når jeg havde travlt, så jeg slap for at modtage hans papbæger (dog sørger jeg for at undlade at spørge efter plastiklåget, som han i øvrigt også skjuler, så man aktivt skal bede om det). Men i grundessensen er det bare noget, vi leger. Han leger klimakaffesælger, og jeg leger klimakaffekunde. Og vi får en god klimafølelse i maven, men vi burde gøre noget andet, hvis vi virkelig mente det alvorligt. Og her er jeg nok i virkeligheden tilbage ved mit gamle argument om, at det er de privilegerede menneskers leg lige nu, og først når de privilegerede mennesker har lagt pres på nogle politikere, der har indført nogle reelle baske tiltag, vil der ske reelle forandringer. Indtil da er det fløjtende ligegyldigt, om jeg læser papiraviser eller tager lidt for lange brusebade. Det er og bliver den rene symbolik og et spørgsmål om at sove godt om natten. Men jeg vil gerne bringe et nyt perspektiv på banen, som jeg synes lægger sig lidt op af din kritik af vores alle sammen forbrug i feel good industrien, og det drejer sig om kapitalismens overordnede udvikling (ja, jeg er så småt ved at erkende, at du hellere vil tale om filosofi og politik end om de helt nære ting, så nu kan vi lige så godt få det hele med). Rige mennesker er nu blevet så rige, at de ikke aner, hvad de skal bruge deres penge til, og det giver ikke længere livsværdi nok at geninvestere dem i nye maskiner, så de kan tjene endnu flere penge. Nej, de bliver nødt til at gøre noget andet, og her kan de enten vælge at købe en fodboldklub eller give sig til at redde verden. Og heldigvis er der en del, der vælger det sidste. Det betyder, at vi udover at vente på de rigtige præsidenter i de rigtige lande også skal håbe på og trygle om, at den rigeste procentdel af verdensbefolkningen vælger at udødeliggøre sig selv, ved at ”brande” sig som dem, der redede klimaet. Det er som om kapitalismen er blevet så fremskreden og har skabt så meget ulighed, at der er opstået en form for rigmandsfilantropi, der måske kan være en del af løsningen på vores alle sammens klimakrise. ”Thank you, rich people”. To spørgsmål: Deler du min analyse af, at kapitalismens udvikling i retning af ekstrem ulighed faktisk kan blive en del af løsningen i takt med at alle kræver handling fra de rigeste, samtidig med at kapitalismens krav om øget vækst og produktion selvfølgelig også er en del af, eller selve- problemet? Og har du egentlig nogle forslag til, hvordan vi kan få denne her disputs tilbage til at handle bare en lille smule om børneopdragelse, så jeg kan forsvare at have den liggende på her min børneopdragelseshjemmeside? Jeg har lagt et billede ind af nogle børn, for i det mindste at opretholde en illusion om det. Mange hilsner Jesper
Content media
0
0
Opdragelse i klimakrisen
In Gæste/bedsteskribenter
jesperkoerstz
07. nov. 2019
Kære Martin Jeg må lige irettesætte en enkelt ting. Papiraviser er gode. Entydigt gode. Hvis nogen er belærende på en irriterende måde, er det selvfølgelig noget rod. Men det kan aldrig være papiravisens skyld!! Og derfor er der ingen grund til at nævne den. Nå, men jeg er ved at være lidt træt af, at vi er efterhånden er rørende enige om det meste. For jeg mener jo også, at man skal være et forbillede for sine børn, og gøre i stedet for at sige og være god mod dyr og alt det der. Men vi er også alle syndere, når det kommer til klimastykket, og i den katolske kirke har man i flere hundrede år haft stor succes med at bekende sine synder, så hvad siger du til, at vi nu og her etablerer et digitalt skrifterum, hvor vi kan udgyde vores synder, og måske opnå en form for tilgivelse. Jeg er hvert fald villig til at tilgive dig, hvis du måtte have nogle klimasynder (selvfølgelig inden for rimelighedens grænser), og så håber jeg også, du er villig til at gøre det samme med mig. Jeg starter. Mine fem største klimasynder: 1 Madspild- i min familie er vi ikke særlig dygtige til at sortere mad, og det sker virkelig tit, at der ryger madrester ned til restaffald, og nogle gange gør vi det endda med åbne øjne, fordi vi ikke orker at fiske en af de grønne bionedbrydelige poser frem. 2 Flyvning. Vi har nedsat flyveriet, men vi kan ikke slippe det. Om et par uger skal jeg til Irland, og ikke nok med, at jeg skal flyve. Jeg skal også mellemlande. Jeg kommer med andre ord til at strø et co2 spor ud over store dele af Europa- alene for min fornøjelses skyld. 3 Lange bade. Vi siger tit til hinanden, at vi nok ikke bruger ligeså meget vand som gennemsnitsfamilien. Men det gør vi. Øv. 4 Kød. Vi prøver at spise mindre kød, men især frokosten er en forbandelse. Der findes ikke kødfri frokost jeg kan holde ud. 5 Papiraviser. Mit kryptonit. Kan du tilgive mig? Venlig hilsen Jesper
0
0
Opdragelse i klimakrisen
In Gæste/bedsteskribenter
jesperkoerstz
06. nov. 2019
Kære Martin Jeg sidder netop nu i et gammelt DSB-diesel tog, sådan et dobbeltdækkertogsæt, som pendlerne elsker for deres pålidelighed og sædekapacitet, men som klimatosserne hader for deres ekstreme partikeludledning og dieselforslugenhed. DSB har i årevis sagt, at de skulle udfases, men som alt andet vedrørende togdrift i Danmark, har det vist sig at være en umulig og uoverstigelig opgave at indkøbe nye tog. Og måske giver det også bedre mening at vente til jernbanenettet er endeligt elektrificeret om en 10-15 års tid, hvis tidsplanerne mod forventning skulle holde. Når vi taler offentlig transport i Danmark skal det hele helst være lidt sølle, lidt langsomt og en lille smule for dyrt. Så samtidig med at vi hører politikerne holde skåltaler om deres visioner om 70 procent, oplever pendlerne dagligt, at den mest klimavenlige transportform bliver ringere og ringere. Nå, men togkørsel i Danmark går så langsomt, at det frigiver en masse kostbar skrivetid, og da jeg er superheldig at have opsnappet en smule internet i denne gamle dieselkrabat, havde jeg også lige mulighed for at gå ind og genlæse dit sidste klimaskriv i vores efterhånden omfattende korrespondence. Og jeg kan lide dit sidste indlæg af flere grunde: For det første synes jeg, det er et genialt træk, når du skriver med en børneopdragelsesblogejer, at du refererer til selvsamme børneopdragelsesejers tekster på en anerkendende måde, der får børneopdragelsesejeren til at føle sig vigtig. Det er i den grad fremmende for dialogen. For det andet synes jeg, det er en fed filosofisk regel, at den mest oplyste og magtfulde har den største forpligtelse. Det vil jeg gerne skrive under på. For det tredje er jeg enig med dig i stort set det hele. For det fjerde synes jeg, det er fedt, at du stiller spørgsmål til mine ytringer, som når jeg for eksempel siger, at debatten nogle gange bliver for skinger. For hvad mener jeg egentlig med det? Det har jeg tænkt lidt over, og jeg er enig med dig i, at det nok er det individualiserede udtryk, der er det værste. Der er blevet opfundet et ideal om, at det er noget cool og lækkert at være klimabevidst, og når man går igennem Østerbro i dag, er der så meget øko-second hand-vintage til overpris, at det føles som at gå i en form for kulisse for overklassen. Og det er jeg bare ikke så vild med. Det er et ekskluderende udtryk, hvor klima bliver en identitetsmarkør og avanceret hobby for de velstillede. Hvis disse mennesker virkelig ville gøre noget for klimaet, kunne de donere halvdelen af deres løn til de mest effektive grønne organisationer eller bare grave pengene ned i haven, så de udgik fra forbrugskredsløbet, men det vil de ikke, for det er en usynlig gestus, og det er meget federe at købe en økologisk cortado i en bionedbrydelig kop med en sjat havredrik til 45 kroner og så smide et billede op på Insta, så vennerne kan se, at man igen i dag har været klimacool. Jeg underkender ikke, at enhver revolution starter med en adfærdsændring hos en privilegeret gruppe i storbyen - jeg er bare ikke så vild med at kigge på det. For andre dele af skingertheden (nyt ord) har jeg ikke noget i mod. Jeg kan godt lide, når teenagerne pjækker fra skole for at gå til demo, og jeg kan godt lide, når grønne unge mennesker køber genbrugstøj og overbeviser deres forældre om at blive veganere. Det minder mig om en politisk vækkelse a la 70’erne ,og det årti har det altid ærgret mig, at jeg ikke var en del af. Og det fede ved klimakrisen (hvis man kan sige det sådan) er, at det er nogle sunde værdier, der skal fremmes. Mindre forbrug, mindre kød, mere kollektiv transport og mere vind i håret. Men jeg kunne godt tænke mig at høre lidt om dine tanker omkring børneopdragelse, jeg er jo ikke børneopdragelsesblogejer for ingenting: Har du børn? Har du gjort dig nogle overvejelser om, hvordan dine børn skal ”klimatiseres”? Skal de tvinges til at tænke klima på en bestemt måde? Og skal de tvinges til at være aktivistiske? Du er selvfølgelig lidt inde på det i dit første indlæg, men måske kunne jeg lokke dig til at være lidt mere konkret. Hvordan vil du helt specifikt opdrage dem klimatisk korrekt? Venlig hilsen Jesper PS. Og hvis du sidder og læser dette og ikke er Martin, er du altså mere end velkommen til at blande dig. Det kunne kun være fedt med flere stemmer her i tråden.
0
0
Opdragelse i klimakrisen
In Gæste/bedsteskribenter
jesperkoerstz
05. nov. 2019
Kære Martin Jeg mener ikke, at man er etisk forpligtet til at gøre noget. Jeg synes, at alle os, der har overskud og ressourcer til det, skal gøre hvad vi kan for klæde vores børn på til at leve i en verden, hvor det her spørgsmål bliver et altdominerende tema. Og jeg synes også, at man skal leve klimavenligt, hvis man kan se fidusen i det. For os det for eksempel win win at leve klimavenligt. Vi forbruger mindre, sparer penge og får frisk luft, når vi cykler igennem byen. Og jeg vil gerne være med til at inspirere andre, så de også kan se fidusen i at leve klimavenligt- for det føles faktisk ret godt. Men jeg synes også bare, vi skal være opmærksomme på, at en politiker med et pennestrøg kan skabe langt større forandringer end alverdens velmenende øko-hippier tilsammen. Alle os klimatosser skal råbe og skrige, så politikerne forstår, at protesten er kommet for at blive, og at vi holder dem op på deres løfte om eksempelvis en 70 procent målsætning. Men vi skal råbe opad i stedet for at sparke nedad (som du også er inde på i dit indlæg). Vi skal være opmærksomme på, at der er en kæmpe majoritet i befolkningen, der ikke kommer til at ændre nævneværdig adfærd, før politikerne sætter ind med nogle afgifter, der for alvor kan mærkes (og vi skal passe på, at vi ikke udvikler et samfund, hvor der foregår én udvikling i de store byer og en anden udvikling ude i bananen). Der skal være nogle overskudsmennesker, der lægger pres på politikerne for at skabe handling, men vi skal samtidig respektere, at der er rigtig mange mennesker, der ikke har ressourcer eller styrke til at ændre adfærd, og at det er helt okay og logisk, at man køber oksekød, når det koster 50 kroner for et kilo. Jeg synes nogle gange, at debatten bliver en smule skinger, og jeg kan blive helt træt, når jeg oplever en øko-klima-mor i supermarkedet, der kigger forarget over på mine frosne pizzaer og min skruelågsbefængte letmælk. Er du enig? Eller ej? Og hvad tænker du om samfundsdebatten? Er du enig med mig i, at den kan blive lige lovlig skinger? Venlig hilsen Jesper
0
0
Opdragelse i klimakrisen
In Gæste/bedsteskribenter
jesperkoerstz
04. nov. 2019
Kære Martin Først vil jeg sige tusind tak for dit indlæg. Jeg har i månedsvis plaget og tryglet mine læsere om at skrive nogle tekster og lægge dem op i Jagtstuen, og så er det bare superfedt at se, at du har taget udfordringen op. Så tak for det. I forhold til din tekst er jeg enig med dig i grundsubstansen, men jeg kunne godt tænke mig også at udfordre dig lidt. For det første: Er det ikke et illusorisk "vi", der udvikler bæredygtige løsninger, ændrer levevis og forandrer verden med udgangspunkt i Danmark? Er faktum ikke, at vi ligeså godt kan læne os tilbage og vente på, at USA får en progressiv præsident, der går all in på klimadagsordenen og klasker hænder med den kinesiske præsident om nogle løsninger, der for alvor batter noget i regnskabet? Jeg forstår godt lysten til at ville skabe dette "vi", og jeg leger sådan set også selv med ved at leve et nogenlunde klimavenligt liv. Men jeg gør mig ingen illusioner om, at det gør den store forskel. Jeg finder tværtimod motivationen i at gøre mine børn beredte til den dag, de geopolitiske forhold ændrer sig og der bliver indført nogle seriøse afgifter på oksekød, benzin og flybilletter- for det er jeg overbevist om vil ske en dag. Og så er det bare meget fedt, at de er klar - og istand til at leve et liv uden alt for meget klimabelastende forbrug. For det andet: Hvis vi endelig skal tro på, at vi kan skabe tilpas meget "vi" til at ændre noget, burde vi så ikke begynde at påtale hinandens klimabelastende handlinger i langt højere grad, end vi gør i dag. Burde det så ikke være sådan, at når du sad til et middagsselskab, hvor en af gæsterne spiste oksekød, ja så havde du nærmest en moralsk pligt til at anfægte det. For hvis du ikke gør det, så bliver dit "vi" vel ligeså snævert, som referencen i din tekst om, at "løsningen starter hos dig selv". En ordentligt "vi" er vel kendetegnet ved, at det ikke bare er dig og dine to nærmeste familiemedlemmer, der sorterer lidt affald og køber havredrik i stedet for letmælk? Så er du vel nødt til hele tiden at få andre med på vognen. Og har du lyst til at være klimakampens svar på Jehovas vidner, der prøver at få andre mennesker til at mene og handle som dig selv, selvom du unægtelig (modsat jehovafolkene) har ret så massiv videnskabelig rygdækning? Som det er nu, er der nogle få højtuddannede, der lever en lækker klimasmart økologisk tilværelse, mens der er hundredetusinder af danskere, der køber oksekød og benzin, fordi de godt kan lide spaghetti bolognese og har brug for en bil for at komme på arbejde. Hvis man virkelig vil ændre noget, skal der vel lægges et massivt pres på alle dem, der handler "forkert", og det ligger saftsuseme ikke i den grundtvigianske folkesjæl at gå rundt og opdrage på folk. Personligt har jeg tænkt mig at opdrage mine børn til at kunne klare sig uden at bruge unødigt meget af det, der belaster mest, men inderst inde tror jeg først, der sker noget, når de store aktører for alvor begynder at blande sig. Indtil da er det mest bare noget, vi leger. Hvad tænker du om dette nøgterne geopoitiske perspektiv? Har jeg omvendt dig med min støvede realisme, eller er der noget, jeg har overset? Jeg håber at høre fra dig (eller andre) Venlig hilsen Jesper
0
0
jesperkoerstz
Samarbejdspartner
Flere handlinger