Kære Martin Dejligt at høre fra dig. Jeg tvivlede i svage øjeblikke på, om jeg ville høre fra dig igen, fordi du måske syntes, at det var for meget forlangt at skulle agere klimapræst med beføjelse til at dømme og tilgive en børneopdragelsesblogejers synder. Men du gjorde det, noterer jeg mig. Du skriver ordret ”Jeg kan da tilgive det, men…”, og det er mere end nok for mig. Jeg føler mig lettet og befriet og kan nu sætte mig ind i, hvordan det må føles at være en katolsk skoledreng, der har været i skriftestolen, og hvor er der dog rart at vide, at der mulighed for tilgivelse, hvis jeg en skønne dag skulle komme til at putte mad i restaffald eller komme til at flyve for mine blå øjnes skyld. Så skriver jeg nok igen og prøver at få dig til at gøre det én gang til (fedt eksempel med hvidvaskerne i øvrigt). Og så beder du mig om ikke at tilgive dig, at du ikke er mere politisk aktiv, og der sætter du mig på noget af en opgave. Jeg er opdraget til, at hvis nogen spørger mig, hvordan jeg har det, ja, så spørger jeg dem tilbage, og når nogen tilgiver mig mine synder, ja, så tilgiver jeg også deres. Men bevares, som du ønsker: Jeg tilgiver dig ikke, at du ikke er mere politisk aktiv. Du burde være betydelig mere aktiv, for når man er oplyst som du, bærer man en særlig forpligtelse til at antænde sin indre Greta Thunberg. Det er for nemt bare at være klimatisk bevidst inde for hjemmets fire vægge, og du er velkommen til at sende en selfie til Jagtstuen næste gang, du går til en Fridays for future- demonstration, eller når du begynder at dele grønne genbrugspapirbrohurer ud nede på gågaden. Og hvis du bare lover mig at gøre det, altså handle politisk og dokumentere dine handlinger (man er vel rundet af en New Public Management tænkning), ja, så lover jeg, at jeg nok skal blive ved med at lade være med at tilgive dig. Jeg synes, det er interessant, det du skriver om forbruget og med, at det en gang var forbundet med noget skamfuldt at købe noget overflødigt, mens virksomheder i dag finder på alle mulige krumspring for at få dig til at få en feel-good oplevelse, mens du køber deres produkt, som i virkeligheden er overflødigt. Som for eksempel min lokale kafferistermand, som er det mest klimavenlige menneske, jeg kender. Han gør alt, hvad han kan for at være klimavenlig, men kan aldrig løbe fra det faktum, at han prøver at få mig til at drikke mere af sit produkt, som transporteres halvdelen af kloden rundt for at nå frem til mig, og som, når jeg har travlt, bliver serveret i et indgangskrus som, selv om det er den mest bionedbrydelige af slagsen, stadig er et engangsmateriale og dermed skadeligt for klimaet. Hvis han virkelig ville gøre noget for klimaet, burde han sælge noget andet, og hvis jeg virkelig ville gøre noget for klimaet, burde jeg undlade at købe kaffe, når jeg havde travlt, så jeg slap for at modtage hans papbæger (dog sørger jeg for at undlade at spørge efter plastiklåget, som han i øvrigt også skjuler, så man aktivt skal bede om det). Men i grundessensen er det bare noget, vi leger. Han leger klimakaffesælger, og jeg leger klimakaffekunde. Og vi får en god klimafølelse i maven, men vi burde gøre noget andet, hvis vi virkelig mente det alvorligt. Og her er jeg nok i virkeligheden tilbage ved mit gamle argument om, at det er de privilegerede menneskers leg lige nu, og først når de privilegerede mennesker har lagt pres på nogle politikere, der har indført nogle reelle baske tiltag, vil der ske reelle forandringer. Indtil da er det fløjtende ligegyldigt, om jeg læser papiraviser eller tager lidt for lange brusebade. Det er og bliver den rene symbolik og et spørgsmål om at sove godt om natten. Men jeg vil gerne bringe et nyt perspektiv på banen, som jeg synes lægger sig lidt op af din kritik af vores alle sammen forbrug i feel good industrien, og det drejer sig om kapitalismens overordnede udvikling (ja, jeg er så småt ved at erkende, at du hellere vil tale om filosofi og politik end om de helt nære ting, så nu kan vi lige så godt få det hele med). Rige mennesker er nu blevet så rige, at de ikke aner, hvad de skal bruge deres penge til, og det giver ikke længere livsværdi nok at geninvestere dem i nye maskiner, så de kan tjene endnu flere penge. Nej, de bliver nødt til at gøre noget andet, og her kan de enten vælge at købe en fodboldklub eller give sig til at redde verden. Og heldigvis er der en del, der vælger det sidste. Det betyder, at vi udover at vente på de rigtige præsidenter i de rigtige lande også skal håbe på og trygle om, at den rigeste procentdel af verdensbefolkningen vælger at udødeliggøre sig selv, ved at ”brande” sig som dem, der redede klimaet. Det er som om kapitalismen er blevet så fremskreden og har skabt så meget ulighed, at der er opstået en form for rigmandsfilantropi, der måske kan være en del af løsningen på vores alle sammens klimakrise. ”Thank you, rich people”. To spørgsmål: Deler du min analyse af, at kapitalismens udvikling i retning af ekstrem ulighed faktisk kan blive en del af løsningen i takt med at alle kræver handling fra de rigeste, samtidig med at kapitalismens krav om øget vækst og produktion selvfølgelig også er en del af, eller selve- problemet? Og har du egentlig nogle forslag til, hvordan vi kan få denne her disputs tilbage til at handle bare en lille smule om børneopdragelse, så jeg kan forsvare at have den liggende på her min børneopdragelseshjemmeside? Jeg har lagt et billede ind af nogle børn, for i det mindste at opretholde en illusion om det. Mange hilsner Jesper