Nu hører jeg til den sjældne art af mennesker, som sagtens kan nyde en kaffe eller spise lækker mad – uden at jeg først må have et billede af det på sociale medier for at hjælpe min fordøjelse. Jeg kan sågar også være til sjove events uden at promovere dette på sociale medier. Derfor vil jeg næsten love at en sådan dokumentation nok ikke bliver overholdt fra min side. Men tak for din manglende tilgivelse. Vil de rige filantroper vil være redningen? Ja nogle vil måske gøre en væsentlig forskel og de rette investeringer har vel muligheden for at gøre en reel og stor forskel. Bl.a. fordi at man ikke skal igennem et større bureaukratisk og demokratisk statsapparat – man kan bare handle (groft sagt). Det giver jo en stor frihed til at handle for klimaet. Spørgsmålet er så, om man vil det eller har “interesse” i det. Hvis præmissen er en egennytteoptimering og profitmaksimering, følger det jo at man nok ikke er så opmærksom på det man gør, gavner det “alment gode” eller verdenssamfundet. Samtidigt står man også i det problem, at mange ekseptionelt rige også har deres penge og magt fra fossilt brændstof. Derfor er der nok mange som ikke har interesse i, at vi skal skifte brændstof eller bruge mindre fossilt brændstof. Det er vel efterhånden alment kendt at de store oliegiganter i mange år har brugt samme manøvre som tobaksindustrien: sået forvirring og givet penge til en masse forskning eller offentlige personer, som argumenterer i deres favør. I klimadebatten er der jo pseudo-videnskabsfolk som nogle steder (fx USA) får taletid, til at være skeptiske overfor forskningen. Jeg må tilstå at jeg på den front er pessimistisk anlagt og ser ingen grund til at de store oliemilliardærer pludselig har tænkt sig at sætte propper i pumperne og lukke biksen for at redde menneskeligheden. Man kan dog nok overtale milliardærer i andre brancher, som ikke har betydningsfulde mængder kapital i oliebranchen (eller andre klimabelastende brancher), til at ville gøre noget andet. Måske er håbet for rigmandsfilantropi ligeså farligt som håbet på en revolutionær teknologisk løsning som dumper ned fra himlen: har man denne tro og dette håb, er det måske lettere at sige til sig selv, og det fællesskab man er den del af, at det jo ikke er os som skal gøre noget, men nogle andre. Vi kender det i hverdagslivet: hvis alle bare venter på at der er nogen der handler, sker der intet. Det jo fint at være håbefuld for fremtiden og en løsning – det må bare ikke føre til passivitet og udgøre en undskyldning. Om kapitalismen er en del af problemet spørger du. Ja, det mener jeg. Hvis ikke man finder en anden løsning, skal den måske skifte form fx I hvad man forstår som “produktion” og “vækst”. Måske skal den økonomiske vækst komme fra andet end at lave materielle klimabelastende produkter, men i stedet noget mere immaterielt. Det er måske noget andet vi skal købe og sælge til hinanden en enormt klimabelastende ting, for at skabe vækst på en bæredygtig måde. Som du nu har spottet og erkendt, har jeg en præference for at skrive om det filosofiske og politiske. Jeg vil hellere skrive om det fælles og almene, end om mit eget liv. Jeg vil dog gerne prøve at producere et svar, som måske kan være fra mit eget liv og alligevel alment (som du jo også gør meget i dine indlæg). Det vedrøre forbrugerismen og børneopdragelse, men den må du vente lidt på i et nyt indlæg. Jeg ser at vores debat har taget en anden drejning og det måske kunne være på tide at skifte emne til noget mere med børneopdragelse. Glædelig søndag!

Interessant eksperiment, jeg kan da tilgive det, men præmissen for bekendelsen er måske forfejlet. Bør man ikke rettere lave tankeeksperimentet: kan de kommende generationer tilgive mig dette? Kan de tørke-, orkan- eller flodbølgeramte i fjerne lande tilgive mig dette? Man kan forestille sig sine børn, oldebørn eller tipoldebørn i fremtiden, når de når din alder, ville de så tilgive det? Hvad ville de svare? Det er jo nemt for mig fordi jeg lever i et miljømæssigt og økonomisk priviligeret land (globalt set) og i en tid hvor vi kun kommer til at se starten af klimaforandringerne. Det svarer måske lidt til at den ene rige hvidvaskende finansperson, spørger den anden, kan du tilgive mig min hvidvask? Den anden svarer at det kan han godt, og spørger så: kan du tilgive min? Hvortil svaret bliver et rungende ja. Hermed kan de begge blive skam- og skyldsforladte og fortsætte deres færd. Desuden kan skam og skyld være vigtige moralske følelser, som måske netop kan holde os fra at gøre dårlige ting. Det er måske fornuftigt at skamme sig lidt når man handler moralsk forkert, fordi så mindskes sandsynligheden for, at man vil gentage sin adfærd. Den Slovenske filosof, Slavoj Zizek, har et glimrende eksempel i denne anledning. I den gamle forbrugerisme, købte man noget og man havde det måske dårligt, hvis man fx vidste det måske ikke var nødvendigt og/eller det var uetisk fremstillet. Den moderne forbrugerisme er derimod kendetegnet ved forbrug uden skyld. Man ser det fx på Starbuckskaffe. Den er enormt dyr, men til gengæld får man fortællinger om hvor godt producenterne af bønnerne har haft det og hvor økologisk det er. Så har man det måske endda godt med sit forbrug – eller man slipper i hvert fald for skylden. Et lignende eksempel ser vi med mange de “grønne” og “bæredygtige” produkter, som gør at man måske rimeligt skyldfrit føler, at man kan blive ved med at fornye alt interiøret eller tøj, hver gang moden skifter – fordi det jo er “bæredygtigt produceret” fx ved at være af 30 % bambus. Man glipper lidt pointen og glemmer måske, at det er forbrugerismen – at konstant købe nyt og opfylde falske behov – som i sig selv er problematisk. Det er jo selvfølgelig ikke noget der bare kommer indefra, eller fordi der er mange som “bare er sådan” – derimod er det er en milliardindustri at få mennesker til at købe de før levede fint uden, eller måske vil være bedre tjent med at leve uden. Skulle jeg endelig bekende noget, kunne jeg godt selv være mere politisk aktiv end jeg er. Jeg holder mine klimagerninger for meget i privatsfæren. Jeg må samtidigt bede dig om ikke at syndsforlade eller at tilgive mig dette, fordi så er det mindre sandsynligt at jeg rent faktisk gør noget ved det. De bedste klimahilsner herfra

Interessant eksperiment, jeg kan da tilgive det, men præmissen for bekendelsen er måske forfejlet. Bør man ikke rettere lave tankeeksperimentet: kan de kommende generationer tilgive mig dette? Kan de tørke-, orkan- eller flodbølgeramte i fjerne lande tilgive mig dette? Man kan forestille sig sine børn, oldebørn eller tipoldebørn i fremtiden, når de når din alder, ville de så tilgive det? Hvad ville de svare? Det er jo nemt for mig fordi jeg lever i et miljømæssigt og økonomisk privilegeret land (globalt set) og i en tid hvor vi kun kommer til at se starten af klimaforandringerne. Det svarer måske lidt til at den ene rige hvidvaskende finansperson, spørger den anden, kan du tilgive mig min hvidvask? Den anden svarer at det kan han godt, og spørger så: kan du tilgive min? Hvortil svaret bliver et rungende ja. Hermed kan de begge blive skam- og skyldsforladte og fortsætte deres færd. Desuden kan skam og skyld være vigtige moralske følelser, som måske netop kan holde os fra at gøre dårlige ting. Det er måske fornuftigt at skamme sig lidt når man handler moralsk forkert, fordi så mindskes sandsynligheden for, at man vil gentage sin adfærd. Den Slovenske filosof, Slavoj Zizek, har et glimrende eksempel i denne anledning. I den gamle forbrugerisme, købte man noget og man havde det måske dårligt, hvis man fx vidste det måske ikke var nødvendigt og/eller det var uetisk fremstillet. Den moderne forbrugerisme er derimod kendetegnet ved forbrug uden skyld. Man ser det fx på Starbuckskaffe. Den er enormt dyr, men til gengæld får man fortællinger om hvor godt producenterne af bønnerne har haft det og hvor økologisk det er. Så har man det måske endda godt med sit forbrug – eller man slipper i hvert fald for skylden. Et lignende eksempel ser vi med mange de “grønne” og “bæredygtige” produkter, som gør at man måske rimeligt skyldfrit føler, at man kan blive ved med at fornye alt interiøret eller tøj, hver gang moden skifter – fordi det jo er “bæredygigt produceret” fx ved at være af 30 % bambus. Man glipper lidt pointen og glemmer måske, at det er forbrugerismen – at konstant købe nyt og opfylde falske behov – som i sig selv er problematisk. Det er jo selvfølgelig ikke noget der bare kommer indefra, eller fordi der er mange som “bare er sådan” – derimod er det er en milliardindustri at få mennesker til at købe de før levede fint uden, eller måske vil være bedre tjent med at leve uden. Skulle jeg endelig bekende noget, kunne jeg godt selv være mere politisk aktiv end jeg er. Jeg holder mine klimagerninger for meget i privatsfæren. Jeg må samtidigt bede dig om ikke at syndsforlade eller at tilgive mig dette, fordi så er det mindre sandsynligt at jeg rent faktisk gør noget ved det. De bedste klimahilsner herfra

Tak for dit svar. Sikke en billig kaffe du har fundet – kan man virkelig få den kaffe du beskriver til kun 45 kr? Du må vise mig det sted i københavn. Ja, jeg har en datter på snart to. Mit take på det er egentligt relativt simpelt og består måske af to hovedtræk. 1. Gør selv det du prædiker. For alt i verden undgå hykleriske udtalelser som “gør som jeg siger ikke som jeg gør”. 2. Hvis man selv etableret en god bæredygtig livsstil og engagerer sig på en fordelagtig måde, vil børn jo (meget af tiden) indoptage mange af de samme værdier, som findes i det fællesskab de vokser op i. Hvis familien har bestemte sunde bæredygtige værdier så overtager børn det også ved deltagelse og inklusion i familiens foretagender. Det er derfor første regel er vigtig. Praktiserer man den ikke, vil barnet jo mere sandsynligt komme ud med en værdi om at bæredygtighed er vigtigt at kommunikere til andre, men ikke noget man selv behøver at rode med så meget. Derfor: inkluder dine børn i dine bæredygtige fortagender og forklar fx hvorfor det godt at passe på naturen, genbruge, tage til demonstration, ikke overforbruge etc. Det skal jo selvfølgelig være alderssvarende det man fortæller dem – ikke nogle voldsomme skrækhistorier (som krisen indeholder og forskningen kan tegne). Det er ikke noget børn skal bekymre sig om, det er noget de voksne bør handle på. Derfor er der også en hvis absurditet, og på sin vis pinligt, at “Fridays for Future” overhoved opstår – de “voksne” har simpelthen ikke håndteret et helt centralt problem angående kommende og yngre generationers eksistensvilkår. Børn og unge overtager et voksenansvar – hvilket er dybt problematisk. Jeg mener desuden ikke man bør “tvinge” børn (eller andre) til noget, det kommer der vel sjældent noget godt ud af for nogen. Jeg tænker at inspiration og inklusion er klar den bedste måde at vise vejen frem for sine børn. Det handler måske om selv at tage initiativ og gøre noget for at vise en vej frem – snarere end blot at sidde bag sin avis og være belærende. Hvad tænker du? God aften!

Jeg kan godt være enig i, at vi ikke kan sige at alle har en etisk pligt for at handle. Og dem som har pligt, kan have det i meget varierende grad. Jo mere magt og oplysning, jo større forpligtelse, er et bud på en regel. Derfor er politiske magthavere og organisationer, særligt forpligtede til at handle. Min forhåbning er også, at alle i fremtiden kan "se fidusen i det". Før en passende omstilling skal kunne finde sted, skal alle mennesker kunne se det som en lettere og bedre levevej. Fx ville man jo nok være mere tilbøjelig til at tage toget på arbejde, hvis de kørte oftere, var billigere og fx gjorde man kom 50% hurtigere frem og undgik kø. I sådan et tilfælde, er det jo på mange parametre bedste og nemmeste valg. Det ville måske få flere til at overveje behovet for bilen. Men før vi ender på det punkt, er jeg enig i, det kræver massivt pres på magthaverne. Vi to kan jo ikke omstrukturere danmarks jernbanenet eller selv begynde at lægge skinner. Jeg mener derimod en vis form for "hverdagsaktivisme" kan være gunstig fordi det sender en signalværdi, som kan være normændrende i samfundet. Du skrev fx selv et indlæg om "vrede" og at vise og være i følelser som mand. Det kan jeg fx godt lide, fordi det er med til at normalisere at mænd kan tale om følelser. Måske er du med til at gøre at andre føler sig en smule mere komfortabel med vreden med artiklen - hvem ved! Hvis ingen mænd talte om følelser, ville det jo være en norm ikke at gøre det. Sådan noget kan vi jo pille ved ved at gøre noget andet og udfordre de herskende normer, som måske ikke er så fornuftige. Du har også selv skrevet om Greta Thunberg, som også kan sætte et eksempel. Historien går på at det er en ung depressiv pige, diagnosticeret med autisme, som sætter sig for at skolestrejke. Der er ikke tale om et fancy ministere med en smart klimaplan eller en stor kapitalfond som rykker på noget. Hun har startet en ret omfattende verdensbevægelse i "Fridays for Future", hvor hundrede tusindevis af unge nu er aktive og på gaden. Det er uforventeligt selvfølgelig at en ung kvinde som hende gør noget, men imponerende og utroligt at hun faktisk gør så meget. Der her for hende nok ikke været en "fidus" eller hendes løsning har heller ikke været at gå hjem og forbruge lidt anderledes. Den vigtige handling hun foretager er at hun er politisk og "sparker opad". Debatten bærer meget præg af fokus på "hvad kan jeg gøre derhjemme". Det er også godt og gunstigt, at man kan føle man gør en forskel og man kan føle at man kan handle ift. krisen. Problemet er når det kun bliver holdt på egen banehalvdel, at man bliver lokket til kun at være optaget af at feje for egen dør. Problemet er socialt, politisk og økonomisk, og kræver at man går på gaden og råber op. Problemet hvis man køber den besked om at klimaforandring er noget du selv fikser derhjemme, så forbedres der ingen samfundsmæssigt strukturelle forhold for en bæredygtig omstilling, industrien bliver stadigt ved med unødigt at udlede og skabe konstant falske behov for nye produkter og udskiftning af det man har. Jeg mener problemet kan illusteres godt i Irmas kampagne: "Vores klima - dit valg". Det er absurd at det skal være "mit" valg, hvor gode eksistensmuligheder andre mennesker skal have i fremtiden eller fjernt i sted. Det skal aldrig blive "mit valg". Vi skal have opbygget et samfund, så man kan handle træt og hjerneløs og befærde sig halvsovende rundt alle steder (måske fordi man har været oppe hele natten og trøste et barn) og ikke et sekund skulle overveje om de valg man tog kunne have meget negative konsekvenser. Vi skal have bygget et samfund, hvor man uden at tænke så meget over det handler ret bæredygtigt. Ville man ikke også være provokeret hvis H&M lancerede en kampagne om "børarbejde - dig valg". Så kunne man købe deres tøj der var lavet af børn og andre var ikke lavet af børn og til en fair løn. Hvorfor skal det være et forbrugervalg? Der skulle gerne et væld af samfundsforandringer til så når du handler ind, måske tænker at du hellere vil have en vegetarisk frysepizza og købe havdredrik i stedet for. Måske fordi du synes det for dyrt at gøre andet, måske fordi det føles godt og det gør dine venner eller dem du forsøger at imponere. Måske fordi dine børn begynder at stille lidt for gode spørgsmål til dine forbrugsvaner, når de er gamle nok til at lære om klimakrisen i skolen. På det punkt finder de nok ud af, at vi så kun har et par år tilbage til at nå at holde os under 1,5 grad global temperaturstigning (der er omkring 10 år tilbage nu). Jeg ser ikke debatten som værende skinger, men overfokuseret på egne forbrugsvalg. Den er for lidt samfundsfokuseret og for lidt politisk. Hellere poste et billede af dig selv til demonstration end af din soyayoghurt på de sociale medier. Er den skinger? Du må uddybe den del noget mere. Det klart en så omfattende, og meget provokerende forandring der kræves kan vække en stor modstand i os til tider. Man står måske også på et punkt i livet hvor man føler man endelig er ved at have standardpakken og er faldet til med hus, partner og børn, job osv. Nu fortæller de mig guddødme at jeg skal til at lave noget andet mad -- jeg har jo lige perfektioneret min spaghetti-bolo! Jeg har lige købt en fin ny bil og så skulle den åbenbart have været på el! Nu har jeg endelig været loyal overfor et politisk parti nogle valg i træk, og så de mega slappe på klimafronten! Nu har jeg endelig råd til alle de der fine ting jeg ikke havde som ung eller studerende, og nu må jeg ikke engang købe noget, men skal fortsætte med at købe i genbrug som tidligere! Ja, ærgelserne er mange. Det er en ret absurd erkendelse at komme til, at den måde man er socialiseret i samfundet er ganske klimamæssigt uholdbar. Men den vores børn får er værre: de skal vokse om i en historietimerne med at ja, vi har trods viden om den problematiske krise siden første halvdel af det tyvende århundrede, ikke rigtig gjort så meget ved det endnu. Vi har endda allerede foretaget uoprettelige skader og sat nogle kædereaktioner igang som vi ikke helt ved hvor fører hen. Men jeres forældre og deres forældre -- eller i hvert fald mange i deres generation i vesten - havde noget af en forbrugsfest. Industrien var meget mere ureguleret, globale oliegiganter blev ved med at så tvivl om alvoren af problemet lige fra de så problemet (ligesom tobaksindustrien). Vi har tilladt det fordi det skabte kortvarig økonomisk vækst. Foragtelsen og vreden skal ikke føres ud på din nabo eller på damen i indkøbscentret med øko-mærkerne på hendes varer, den skal føres udad og opad!

Ja, altså der er jo flere relevante argumenter mod at man blot kan “læne sig tilbage” og vente på de store nationer. For det første kan man stille det etiske modsvar: hvis tyveri er uetisk, og flere andre stjæler, må kan man så legitimere for sig selv at stjæle? I klimakrisen må vi spørge os selv: kan vi etisk forsvare ikke at gøre noget for at forhindre fx kommende naturkatastrofer, ændringer i vejrforhold som spreder smitsomme sygdomme og ender med at koste hundredetusinder (hvis ikke millioner) af menneskeliv? Jeg vil argumenterer vi simpelthen bør handle af etisk pligt, fordi det er der rigtige at gøre – uanset hvad andre foretager sig. Det andet modargument er et pragmatisk og måske endda økonomisk: hvis vi før eller siden skal klimatilpasse os, og omstille til et bæredygtigt samfund enten af streng nødvendighed eller af pres af større nationer, hvorfor så ikke komme foran i kampen og være et land som kan vise vejen frem? (Som vi allerede kan på nogle punkter). Det er en omstilling der skal finde sted hvad enten man vi det eller ej. Der er ingen vej udenom, da fremskrivningerne bl.a. viser at kun meget lidt af klodens areal kan blive beboelig hvis forandringerne får lov til at fortsætte som de gør. Du stiller også spørgsmålstegn ved om “vi’et” er nødvendigt (hvis jeg forstår dig korrekt?). Godt spørgsmål. Der er flere pointer med begrebet som jeg ikke fik uddybet. For det første, er det en kritik af tidens individualisme, protektionisme og nationalisme. Krisen kræver det modsatte – at grænsen for vores selv ikke går ved vores egen næsetip, men at vi bliver nød til at se og selv som del af et større hele. Dels fordi vi er en del af en større helhed, men det er et forhold som er glemt og mange nok ikke har interesse i at huske os på. Det er ikke I åndelig eller spirituel forstand, men faktuelt: vi indgår som enkelte eksemplarer af en art, som eksisterer i et klima, på en klode, og lever af de ressourcer der er. Der må ske et opgør med “egeninteressen”, jeg kan ikke længere tænke så meget på hvad der er godt for mig som person eller os som nation, uden at tage hensyn til et større system som danner grundlaget for vores eksistens – og fremtidige mennesker eksistensmuligheder. Man kan endda sige, selve det at vi har denne debat, viser hvorledes vi allerede må henvise til andre end os selv i krisen et større “vi” som overskrider “dig” og “mig”. Den er relevant at tale om fordi den berører meget mere end blot os to individer. Det er måske mere i den forstand, at krisen viser os, at vi langt fra er alene i verden. Det handler om en ændring i tænkning, som er og bør være anderledes. Jeg mener man kan lave to argumenter for en klimadagsorden hhv. det liberale og det kommunitaristiske. Det liberale: vi bør beskytte klimaet og foretage en drastisk grøn omstilling, for at beskytte fremtidige individuelle rettigheder, frihed og muligheder i eksistensen. Jo mere vi brænder af nu, jo mere indskrænker vi og begrænser vi andre menneskers frihed og mulighed for et godt liv og i flere tilfælde: et liv overhoved. Det kommunitaristiske: vi bør handle af pligt overfor fællesskabet, de få som har fornøjeligheder i vesten med dyre flyrejser, store bøffer, højt forbrug osv. kan ikke vægtes højere end resten af verdens nuværende og fremtidige befolkning. Du nævner et gængs modargument: “er det ikke lidt religiøst og fanatisk” (du nævner jehovas vidner). Det bliver hurtigt moralprædiken. Men er det ikke ligeså fanatisk at holde fast i traditionernes dogmer – særligt når de er så problematiske? Jeg tror ikke man i omstillingen kan undgå det, og der vil altid være “modstand” for forandringer og progression i samfundet. Vi så det fx dengang man ville gøre det ulovligt at slå børn for forældre. Der mødte man jo også modargumenter med om hvorfor staten nu skulle blande sig i hvordan man opdragede børn hjemme eller om at til tider jo kunne være “nødvendigt” eller på en måde “for deres eget bedste”. Argumenter som i dag (forhåbentligt!) for alle fremtræder meget absurde og vækker bekymring hos dem lytter. En modstand hvor dem som vil regulere bliver kaldt for fundamentalistiske eller frihedskrænkende vil man altid møde. Men som lovgivningen mod vold mod børn må man have en dogmatisk tilgang: uanset om du er enig eller ej, er det forkert. (punktum). Provokerende sagt, er det ligeså absurd at insistere på “retten” at urinere i det fælles drikkevand, som det er at insistere på retten til at forurene. Med det sagt, så tror jeg at der må flere – og mere omfattende – forandringer til, end at vi går at “opdrager på hinanden”. Når vi gør det, har visse magthavere vundet. Det absurd at tænke at problemet består i menneskers uopdragenhed, ligesom postulatet om at krisen kun eksisterer fordi mennesker “forbruger forkert” og bare kunne forbruge mere klimarigtigt, ikke køre bil osv, og så ville markedet bare løse problemet selv. Det er her vi skal huske en ideologikritik. Blikket bør måske ikke rettes mod valg, og hvad de andre gøre, men rettere mod præmisserne for de valg vi har. Det er absurd at lægge bolden op til forbrugere eller den lægpersoner – ingen (eller meget få) kan gennemskue hvorledes man fx handler korrekt ind (andet end det basale råd om mindre rødt kød). Der er brug for en omfattende forandring, af samfundet og helheden – teknologisk, økonomisk, værdimæssigt mm. Du nævner et meget væsentligt og relevant punkt også; der er et væsentligt klasseproblem og økonomisk forskel i denne omstillingsdebat. Socio-økonomisk stausforskelle er klart overset i debatten – og det er måske også problemet hvis det kun består i moraliseren. Jeg er helt enig i, at det kan være nemt hvis man som velhavende akademiker i København, nemt kan udelukkende spise økologisk cykle på arbejde eller tage offentligt transport, have lavt varmeforbrug i lejligheden osv. Tager man en smule udfra storbyen kan det hurtigt blive besværligt at blive bilfri, ja mange steder man kan bo i landet kan det kræve for en almindelig familie 1-2 biler for at få hverdagen til at hænge sammen. Dette er også et dybt problematisk – og ikke et individproblem. Det er at samfundsproblem der skal løses i fællesskab hvor fx delebiler og (langt) bedre offentlig transport kunne være nogle problemløsninger. Så der selvfølgelig også den med kødspisningen i spaghetti bolo. Ja bevares – det smager da godt. Vi er også en landbrugsnation som har stor tradition for kød – fordi vi bl.a. har svært ved at gro så meget andet i vores klima som de fx kan sydpå. Vi er jo født ind i de madvaner og praktiserer dem selvfølgelig. Vi er også vestligt privilegerede og rige nok til at spise store mængder af det (en luksus kun forbeholdt en minoritet globalt set). Det tyder dog på at vi må til at tilegne os nye madvaner hvor kødet fremtræder i mindre mængder eller alternativt kommer fra et laboratorium hvor man kan dyrke oksekød (det bliver en interessant debat når den kommer). Problematikken er også her med det globale kødforbrug, at vi simpelthen ikke kan brødføde folk globalt, hvis der skal bruges så meget landareal til dyrefodder (som bl.a. sker bekostning af fældning af regnskov). Derudover er det selvfølgelig også klimaproblematikken i udledning af metangas, samt alt omkring produktionen som er udledende. Du så spørger om man bør kommentere på kødet til middagsbordet til familiemiddagen, er det måske rettere et spørgsmål om personlig/individuel etisk forpligtelse og altså ikke en fælles etisk forpligtelse (fx som nation). Utilitaristisk kunne man spørge: hvad får du ud af det og hvilken handling vil være mest “nyttig”? Pligtetisk kunne man spørge: selvom det et “unyttigt”, hvad skal jeg så sige/gøre? Godt spørgsmål, hvad er individets pligt? Det er også relevant at gruble over, men vi må passe på man ikke bliver snydt i dette etiske spørgsmål. Det er relevant, men det kan også være med til at blot at gøre det til et individuelt problem, således at vi kan lave den fejlagtige slutning at verden er på vej mod afgrunden fordi mange enkelte mennesker handler forkert. Vi bliver nød til at være kritisk overfor de politiske systemer og virksomhederne, som konstant reproducerer en (klimamæssigt) ubæredygtig struktur. Vi må vogte os for den individualiserende ideologi der fortæller os det er den enkeltes skyld og ansvar. Kritikken bør rettes mod det kollektive og fælles i problematikken, samt de problematiske samfundsaktører der opretholder et skadeligt system. Var det en tilfredsstillende besvarelse – eller er der noget jeg har glemt og/eller overset? Lad mig høre hvad du/I tænker. De bedste hilsner herfra!