#105 The kids are alright


Foto: Unsplash.com

Jeg har lagt mærke til, at mange af os småbørnsforældre har udviklet en vane med at følge efter vores børn, når de bevæger sig. Altså sådan helt bogstaveligt. Prøv at lægge mærke til, hvor tit der kommer et lille menneske gående med et stort menneske lige bag sig. Det kan være i supermarkedet, på gågaden, i parkerne eller på den lokale legeplads. Ja, særligt på legepladserne i de store byer er det et tiltagende fænomen, og man kan sagtens komme forbi en legeplads på Vesterbro eller Amager, hvor der er omtrent ligeså mange voksne som børn i klatrestativerne og på vipperne.


Jeg tror, det handler om, at vi er de mest engagerede forældre i verdenshistorien. Intet mindre. Jeg tror aldrig, man har oplevet flere børn blive født i kærlighed, og jeg tror aldrig, der har været så stort et fokus på børns trivsel, udvikling og generelle væren i verden. Der findes et hav af selvhjælpsbøger, eksperter og artikler om børneopdragelse, og det er blevet en stærk norm at være en engageret og deltagende forælder. Det er ikke længere en mulighed at sige sætninger som ”Jeg er ikke så vild med små børn, så jeg kommer nok først på banen, når han er 4-5 år gammel” eller ”Jeg prioriterer først og fremmest mit arbejde, mens børnene er små”. Forældre i dag skal være deltagende og ”på” fra start, og legepladsen er et glimrende sted at vise det. Her mødes alle børneforældre og sammenligner sig med hinanden, og så er det bare mega ufedt at blive stemplet som hende, der sidder og drikker kaffe eller ham, der står og taler i telefon, mens børnene løber rundt og passer sig selv.


---


Men jeg tror, man skal prøve at glemme sådan-er-man-en-god-forælder-normerne og lade børnene lege noget mere selv på legepladserne. Og det tror jeg af flere grunde.


For det første, fordi barnet på den måde lærer at ”aktivere sin fantasi” og finde ud af, hvad der sker, når der ikke står en voksen klar til at komme med gode ideer. Mange børn bliver konstant aktiveret med skærme, aktiviteter og voksensamtaler, og så opdager de måske slet ikke, at de inderst inde er udstyret med en veludviklet evne til aktivere sig selv. Min irriterende onkel siger altid, at han kun havde en pind og en sten at lege med, da han var lille, og selvom det selvfølgelig er løgn, er det uden tvivl rigtigt, at børn tidligere var langt mere trænet i at klare sig uden hele tiden at blive stimuleret af mennesker og maskiner. Og jeg tror på, at man bliver bedre til at komme i kontakt med sin ”selvaktiveringsevne”, hvis man bliver sat i nogle situationer, hvor der er brug for at udvikle den. Og her er legepladsen et oplagt sted at træne, fordi man trods alt har lidt mere ved hånden end kun pinde og sten.



For det andet har børn godt af at lære at stå lidt på egne ben. At mærke at det okay at falde, uden at der med det samme kommer en voksen og puster. At det er okay at tale med fremmede legepladsbørn, uden at der er mindst et par voksenører, der lytter med. Legepladsen er trygt og afgrænset børnelaboratorium, hvor man aldrig falder særlig hårdt på grund af gummiunderlaget, og hvor der altid er voksne i nærheden, hvis der virkelig er brug for det. Derfor behøver vi heller ikke at gå med dem op i klatrestativerne og på vipperne, men kan i stedet trække os lidt tilbage og lade børnene hygge sig på deres egne præmisser. Som en ekstrabonus undgår vi også, at børnene tror, at vi er sådan en slags supertjenere, der altid kommer stormende og fjerner alle bump på vejen.



For det tredje må børn også godt forstå, at voksne ikke synes, det er sjovt at lege. For det gør vi jo ikke. Jeg tager aldrig på legepladsen med mine jævnaldrende venner, fordi jeg grundlæggende ikke synes, det er særlig sjovt at klatre i legestativer eller sidde på en vippe. Når jeg tager på legepladsen, er det udelukkende for mine børns skyld, og jeg vil selvfølgelig gerne skubbe dem, når de gynger en gang imellem, men jeg prøver at øve mig i at sidde på bænken og drikke kaffe og læse avis, så mine børn kan se, hvad voksne mennesker i virkeligheden synes er hyggeligt. For børneopdragelse handler jo også om at vise børnene, hvad det vil sige at være et voksent menneske med vokseninteresser.


Så jeg øver mig i at sætte mine børn fri, når vi er på legepladsen. Jeg forsøger at lade være med at følge deres mindste bevægelser, og jeg prøver at koncentrere mig om at læse, hvad der rent faktisk står i avisen – også selvom jeg risikerer at blive stemplet som ”ham den dovne uengagerede kaffedrikker”.


Tak fordi du læste med.



Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 15 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du altid har mulighed for at skrive en kommentar eller oprette et indlæg i Jagtstuen.



2 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle