#340 Skolens tabte børn og den umulige diskussion

Lige nu kører der en serie, Skolens tabte børn, om nogle unger, der ikke kommer i skole. Man følger forældrene, der kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen og som bakser gevaldigt med ”systemet” for at få den nødvendige støtte. Og man følger børnene, der græder, bander og svovler og vrider sig i forsøget på at undgå flere dårlige oplevelser.

Og jeg kan mærke, at mit hoved er ved at eksplodere, når jeg ser det. Både fordi jeg synes, det er synd for de berørte familier, men også fordi problemstillingerne er så komplekse, at det nærmest er umuligt at diskutere:

For hvorfor er det, at ungerne ikke vil i skole? Er det skolens skyld? Forældrenes? Børnenes? Samfundets? Diagnosernes? Hvor er det, at kæden hopper af? Og hvorfor oplever vi kun de her problemer i Danmark? Hvorfor ikke i Norge og Sverige? Er det fordi danskere ikke lytter til autoriteter og derfor tør stille spørgsmålstegn ved skolernes kvalitet? Og er det så overhovedet en god ting, hvis det fører til, at børnene ender med at lide af skolevægring?

Jeg hørte om en skoleleder på Vestegnen, der sagde, at de ikke har skolevægring på hans skole. Her er forældrene buschauffører og rengøringspersonale, og her er det slet ikke en mulighed, at ungerne ikke kommer i skole. En mulighed? Betyder det, at skolevægring primært er et middelklassefænomen? Som skyldes at nogle forældre lytter for meget til deres børn og lader dem blive hjemme i stedet for at tvinge dem i skole? Og betyder det så, at vi skal til at have mere tvang ind i børneopdragelsen? I stedet for det nye børnesyn?

Eller handler det her om, at vores skoler er for dårlige til at skabe hyggelige inkluderende fællesskaber, hvor det er rart at møde ind om morgenen? Eller er undervisningen blevet så kedelig, at børnene ikke bliver opslugt og glemmer tid og sted? Og er det derfor de bruger tiden på at sidde og reflektere over, om det overhovedet er rart at være der?

Eller skyldes det, at vi har opdraget vores børn til at være hyper-refleksive ved hele tiden at spørge dem: ”Hvordan har du det?” og ”er du egentlig glad for at være ovre i skolen?” Og er det dette ekstreme fokus på enkeltes velbefindende, der fører til, at vi opdager så mange der har det svært?

Eller har vi fået indsnævret vores normalitetsbegreb så meget, at det bare er helt umuligt at være et menneske, der stikker ud? Er der ikke længere plads til originaler og anderledes tænkende væsener? Og er der derfor, at der er så mange der ender med at få stillet en diagnose?

Eller kan det ganske enkelt koges ned til et ressource-spørgsmål, som ville kunne løses ved hurtigere sagsbehandling i kommunerne, mere støtte til pressede familier og flere dygtige lærere i klasserne?

Argh, nu er mit hoved ved at eksplodere igen. Der er for mange spørgsmål og for få svar. Jeg er virkelig glad for, at de her modige forældre rejser debatten, og jeg håber, at vi som samfund er i stand til at stille de rigtige spørgsmål og tale os frem til nogle begavede løsninger. For status quo er ikke en mulighed. Det kan vi ikke være bekendt over for alle de pressede børn og unge i vores samfund.   

Tak fordi du læste med.

Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 10 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her