Vores hus bugner med hård plastik. Vi har traktorer, bilbaner, brandbiler, smølfehuse og Gurli Gris legetøj, og selvom ambitionen er, at det skal være på drengenes værelser, må vi konstatere, at det har spredt sig, så der nu også står en kasse med flexitracks i gæsteværelset og en stor middelalderborg i rummet ovenpå. Som om plastikken stille og roligt har formeret sig og er begyndt at optage mere og mere plads.
Og det er jo egentlig underligt, når vi nu er sådan nogle ”lad-os-i det mindste-forsøge-at-redde-jordkloden-typer”. Vi burde jo have et hjem med kvalitetslegetøj af træ, så vi med god samvittighed kunne sige sætninger som: ”Det betyder rigtig meget for os, at vores børn ikke bliver en del af brug- og smid væk kulturen” eller ”det er sørme vigtigt for os, at vores børn lærer at passe på klimaet.”
Men problemet er bare, at plastik er megalækkert i et børneperspektiv. Jeg husker selv, hvordan jeg blev overlykkelig, når jeg fik en ridderborg eller et sørøverskib, og hvordan det stak helt af, da jeg kom i Turtlesalderen og fyldte mit værelse med små grønne plastikfigurer. Jeg elskede legetøj af plastik, og det samme gør mine børn nu. Den store får julelys i øjnene, hver gang han tænker på sit ninjaunivers, og den lille er vild med en grisefamilie, der er selve indbegrebet af plastik. Og så skal de vel have lov til at få noget plastisk, skal de ikke? De er trods alt kun små i ganske få år, og lige om lidt får de andre interesser.
Vi har forsøgt at løse problemet ved at købe en del af den hårde plastik brugt. Det føles godt på klimakontoen, og det kan også ofte lade sig gøre, for vi er tydeligvis ikke de eneste med børn med trang til hård plastik. Men nogen gange er det umuligt. Eller for besværligt. Drengenes ønsker er tit ret specifikke, og det er ikke altid, at der lige er en, der sælger en helt specifik ninja-plastikdims inden for ladcykel-afstand. Og så må vi bide i det sure æble og gå i plastikbutikken.
Og så er der alle bedsteforældrene. Vi er så heldige at have nogle bedsteforældre, der elsker at give gaver, som børnene godt kan lide. Og det er jo som bekendt hård plastik. Og skal vi så virkelig forhindre dem i det og sige, at ”det må I ikke?” Jeg synes grundlæggende ikke, man skal proppe sine normer og værdier ned i halsen på andre, og hvis man gerne vil give sine børnebørn en gave, skal man vel for pokker også selv have lov til at bestemme, hvad det skal være. Skal man ikke?
--
Jeg har besluttet mig for at vælge projektbørn over klima i det her tilfælde. Jeg kan simpelthen ikke nænne at være en plastikbetjent og forbyde mine børn det, de ønsker sig allermest. Eller sige til bedsteforældrene, at de ikke må give dem det vovsetårn, de ønsker sig. Men er det egentlig okay? Burde vi ikke alle sammen stramme op og lære de kommende generationer, at deres vigtigste mission er at redde klimaet - også selvom det betyder, at de ikke længere kan lege med farvestrålende plastik?
Tak fordi du læste med.
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 15 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du altid har mulighed for at skrive en kommentar eller oprette et indlæg i Jagtstuen.