#112 Tillykke til onkel Bobberne

Onkel Bobberne er et begreb hjemme hos os, fordi vi har et stort maleri af tre gange Bob Dylan til at hænge inde i stuen. Drengene kalder det konsekvent onkel Bobberne, og de ved godt, at der falder brænder ned, hvis de kommer til at røre ham (elle dem). Det er et fedt maleri, synes jeg. Det forestiller Dylan på scenen i slut-tresserne, hvor han eksperimenterer med stoffer og tekster og opfinder sig selv som en særlig blanding af protestsanger og rockstjerne. Jeg er ret vild med det forpinte kunstnerudtryk og cigaretten, der hænger skødesløst fra mundvigen. For mig symboliserer farverne og tredelingen det vilde, drømmende og psykedeliske ved netop denne periode.

Jeg fik det af min kæreste for efterhånden mange år siden, hvor hun havde opsnappet, at der i opgangen på Amager boede en gut, der havde en ven, der var vildt god til at tegne Bob Dylan. Så hun fik det arrangeret sådan, at der var et maleri klar til mig på min fødselsdag. Jeg fik det overrakt af kunstneren selv på en togperron, hvor han ikke kunne nå at sige andet end ”værsgo”, fordi han skulle skynde sig ind i toget igen og suse videre. Det er et ret fint minde. Jeg kan huske, hvordan jeg traskede gennem byen med mit nye store maleri, mens jeg tænkte over, hvor fedt det ville blive at have tre gange Bob Dylan til at hænge på væggen over sofaen.

Så onkel Bob betyder noget særligt hjemme hos os. Både på grund af maleriet, men måske i særlig grad, fordi jeg hører ham ret intenst i stort set alle perioder. Så hvis det er rigtigt, at man får et særligt forhold til den musik man hører, mens man er barn (plus når man ligger inde i maven), så får mine drenge godt nok et helt særligt forhold til Bob Dylan.

Og det er jo egentlig ret strengt, når man tænker over det. På den måde indoktrinerer jeg dem til at holde af en kunstner, som mange af deres kommende teenagevenner kommer til at tage stærkt afstand fra. Mine drenge kommer til at stå model til et hav af sætninger i stil med:

-Manden kan jo ikke synge.

-Han lyder som et æsel.

-Det var dog en grufuld mundharmonika.

-Afliv venligst den kat.

-Han kan jo overhovedet ikke spille koncerter.

-Jeg fatter ikke, hvad du ser i ham.

-Man kan jo ikke en gang høre ordene.

Og der er ikke noget, de kan gøre ved det. Man er fuldstændig magtesløs, hvis man elsker Bob Dylan i et selskab, der har fulgt bare nogenlunde med de musikalske strømninger i tiden. Og man skal for Guds skyld ikke sætte Things have changed eller Like a rolling Stone på, når man sidder til en fest og gerne vil bevise, at Bob faktisk også kan spille sange med gang i den. For det kan han jo rent faktisk ikke. Det er kun os, der elsker ham, som synes, at der er gang i Bobs hurtige sange. Andre mennesker synes, det er noget spillemandslort, som dræber enhver form for feststemning. Og man skal heller ikke kaste sig ud i sætninger som: ”Jamen, han skriver faktisk nogle helt fantastiske tekster” eller ”Bob Dylan kan udtrykke sindstilstande og følelser med så mange dobbeltbetydninger og lag, at man kan blive helt forpustet”. For det, synes folk, er noget opstyltet bras at sige. Og så føler de sig talt ned til. Nej, hvis folk har besluttet sig for at hade Bob, er der ikke noget, man kan gøre ved det.

Så man må bære sin Bob-byrde i tavshed og holde døre og vinduer lukkede, når man vil fyre den af til Love and Theft eller Blonde on Blonde. Og ellers sørge for at tage hen i en af de små menigheder på nettet, hvor han dyrkes som en Gud eller selvfølgelig spendere en formue på at se legenden selv i Falconersalen eller Forum, eller hvor han ellers vælger at lægge vejen forbi på sin Never Ending Tour. Men den mulighed får mine børn jo nok ikke, med mindre han overrasker og nupper et par årtier mere.

Men her på matriklen er han som antydet en temmelig stor kanon. Og danner lydkulisse til alle livets begivenheder: Jul, fødselsdage, weekender, hverdage, aftner, morgener, nætter, formiddage, forår, efterår og vinter. Der er altid en Bob, der passer til anledningen, og hvis man er lige ved at glemme ham, skal man bare kigge på væggen over sofaen, hvor han står og spiller tre gange guitar og ryger tre gange cigaretter, mens han tænker over, om han nogensinde kommer til at få en ligeså stor karriere som sin store helt Woodie Guthrie.

Stort tillykke herfra til onkel Bobberne, der fylder 80 år den 24. maj!

Min top ti over bedste Dylan numre nogensinde (som den ser ud lige i dag):

1. Things have changed

2. Don’t think twice

3. Visions of Joanna

4. Isis

5. Jokerman

6. Man in the long black coat

7. Love Sick

8. High Water

9. Aint talking

10. Masters of War

Bonusinfo: Hvis du er sådan en, der ville ønske, at du godt kunne lide Bob Dylan, men ikke kan det, så prøv engang at lytte til Nashville Skyline.

Tak fordi du læste med.

Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 15 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du altid har mulighed for at skrive en kommentar eller dele din Bob Dylan top ti med os.