top of page
jesperkoerstz

#116 Brinkmann, Katinka og onkel Reje

Så er det ude! Plakaten og programmet for børneopdragelsesdagen d. 2 oktober. Og hvor har FAM (den lokale aktørforening) og jeg bare glædet os til at præsentere det for jer. Først kan I lige se et udsnit af plakaten:



Plakaten: Er udarbejdet af Hannibal Najbjerg Hansen med tegning af David Seeberg


Dagen kommer til at være en slags tretrinsraket, hvor der først er underholdning til børnene, så er der aktiviteter til alle, og til sidst er der foredrag og koncert til forældrene.




Foto: Pressefoto fra Athenas


Svend Brinkmann

Da vi begyndte at brainstorme, nåede vi hurtigt frem til, at det fedeste overhovedet kunne være et skræddersyet Svend Brinkmann foredrag, hvor han henvender sig direkte til børnefamilierne. Og det sagde han heldigvis ja til! Jeg glæder mig helt vildt til at høre hans bud på, hvordan man som forældre kan navigere i en tid som denne, hvor man på den ene side er gået i stå på grund af coronaen, mens man på den anden side befinder sig i det han kalder en grænseløs udviklingskultur. Det er jeg ret sikker på, at han kan sige noget klogt om.


Katinka

Vi var hurtigt enige om, at hun ville være den helt rigtige til at runde dagen af. For det første er hun blevet mor til tvillinger, for det andet har hun nogle ret spændende holdninger til feminisme og tilværelsen i almindelighed - og for det tredje giver hun bare nogle vildt gode koncerter.


Onkel Reje

Det er vigtigt for os at lave en dag med kant, hvor der også er plads til det skæve og det anderledes. Og her er Onkel Reje vel nærmest ideel. Jeg ved godt, at han deler vandene, men jeg synes, det er vildt fedt, når han tager bandeord, heavymetal og alt mulig andet ”beskidt” under behandling og introducerer det til børnene på en legende og intelligent måde. Og selvfølgelig skal det være fedt show til børnene på en dag, hvor børneopdragelsen er i centrum.


Så alt i er jeg bare superglad og stolt over, at vi har lokket tre så store navne til at komme til en børneopdragelsesdag i Roskilde.


Men jeg er altså også ret vild med resten af programmet. Vi har virkelig fået samlet noget viden om børneopdragelse, forældrerollen, børnepolitik og det gode børneliv. Jeg namedropper lige lidt: Mette Carendi, Laura Vilsgaard, Mie Wedsgaard Storm, Stina Vrang Elias, Ole Ditlev Nielsen, Mark Stokholm og en stribe af Roskildes dygtigste politikere. Og så har vi nogle vilde kapaciteter for at kæle lidt for sanserne: Line Jensen Illu, Tea Bendix, Dreamers Cirkus, Aaben dans og Kreativt hus for børn.



Og de har allesammen været entusiastiske og sagt sætninger som ”hvor er et dog en god ide med en børneopdragelsesdag” og ”det vil jeg helt vildt gerne”, og ”fedt initiativ. Og derfor tror jeg også på, at det her kan blive sådan en dag, hvor man virkelig føler, at man "kommer hjem med noget". Hvor man måske hører eller oplever noget, som man ikke lige havde regnet med. Måske kommer man til at tænke over sit eget liv, fordi man har hørt Mie Wedsgaard Storm tale om hjemmeskoling, eller måske bliver man inspireret af en mand som Ole Ditlev Nielsen, der pludselig ændrede kurs og besluttede sig for at hive det høje tempo ud af tilværelsen.


Det er i hvert fald mit store håb.


Jeg kommer løbende til at skrive mere om dagen, forberedelserne og de enkelte aktører her på siden.


Jeg kan simpelthen ikke lade være.

For nu er det så tæt på, at man rent faktisk kan købe billetter. Det foregår her


Tak fordi du læste med.


Og til dig der plejer at følge med her på siden, får jeg lyst til at nævne, at jeg nu er blevet ejer af en facebookside. Samtlige rådgivere og familiemedlemmer har brugt timer på at forklare mig, at det er håbløst at lave events uden af være tilstede på sociale medier, så frem til d. 2 oktober, kan I også følge med på Facebook (som man siger).



0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page