top of page

#399 Serviceforældrene

for 8 minutter siden
3 min læsning

Hører du også til i kategorien serviceforældre? Jeg er selv en af de slemme. Jeg stiller havregryn foran ungerne om morgenen. Og sukker. Og mælk. Og tallerken. Og ske. Og jeg hælder også op til dem. Som om de ikke har nogen arme. Gør det samme om aftenen. Og om eftermiddagen. Giver dem madder og frugt. Og is og gifler, hvis de er heldige. På et tidspunkt syntes den yngste, det var sjovt at kalde mig ”slave”, hvorefter jeg svarede: ”Ja, herre”.


Faktum er at vi hjælper dem i hoved og røv. Med lektier, penge, skærmtid, transport, mad, drikke, tandbørstning og hvad der ellers hører til i et moderne børneliv. Kontrasten til min egen barndom er enorm:  Jeg skulle køre med aviser som tiårig, hvis jeg ville have penge. Jeg skulle ligge helt stille i sengen og indtage litervis af varm mælk med honning, når jeg var syg - så det var jeg ikke ret længe ad gangen. Jeg skulle også selv finde ud af det med lektier. Nogle gange spurgte min mor, og der var styr på. Og så svarede jeg: ”Ja, det går fint. Jeg skulle også selv tage bussen i skole og cykle til fodbold. Fra jeg var ganske lille. Og det var ligesom ikke et issue. Det var bare sådan det var, og det stillede man ikke spørgsmålstegn ved.     


Men nu er det som om jeg ikke kan stoppe med at lave service. Som om jeg er havnet i et loop, hvor ungerne hele tiden har gjort sig fortjent til noget. Hvis den lille passer sin fodboldtræning, er det sgu okay, at jeg lige smører en rugbrødsmad, og hvis den store passer sit guitarspil er det sgu okay, han er lidt længere tid på skærm.


Nogle gange taler jeg med dem om det. Løfter min moraliserende voksenpegefinger og siger: ”Jeg vil gerne have, at I begynder at gøre lidt mere selv, for som forældre er det jo vores opgave at gøre jer selvhjulpne, så I en dag kan klare jer ude i samfundet.” Og nogle gange sætter jeg ligefrem forældrefoden ned: ”Hvis du er sulten, må du selv gøre noget ved det, eller også må du spise noget mere til måltiderne.”


Og så nikker de og smiler. Og næste dag gentager det hele sig igen. Jeg får ondt af dem, synes det er synd for dem og har lyst til at hjælpe. Det er også meget hurtigere, hvis jeg selv gør det. Så slipper jeg for rod på køkkenbordet, klumper i smørret og børnefingre på kødpålægget.


Og det er på en måde også meget rart at gøre noget. At gøre dem glade og tilfredse. De sidder jo for pokker hele dagen henne i skolen og gør som lærerne siger, og så har de vel fortjent at blive forkælet lidt herhjemme.


Hvis det altså ikke tager overhånd. Måske har det taget overhånd? Ja, det har nok taget en lille smule overhånd, og som minimum kunne de godt selv lave deres kop-nudler og rugbrødsmadder, når de ikke spiser nok til aftensmad.


Men i det mindste har jeg fundet en form trøst. En ringe trøst, men dog en trøst. Jeg har fundet ud af, at vi ikke er de eneste. Jeg har lagt mærke til, at utrolig mange rundt omkring os også ”laver service” for deres børn, selvom børnene helt klart er gamle nok til at kunne udføre opgaverne selv. Der bliver løftet, båret, ladcyklet, smurt, børstet, friseret, tørret og hældt op til den store guldmedalje, som om der er udviklet en helt generation af serviceforældre, der altid står til tjeneste for deres magelige projektbørn.


Så det er da altid noget.


Tak fordi du læste med.



Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 9 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her


 

 

 
 
 

Kommentarer


bottom of page