#398 Klassiske klasserådsdilemmaer
Jeg har forvildet mig til at blive forperson for en skolebestyrelse, og i den anledning faciliterede jeg i går et møde med skolens forældre, hvor vi talte om, hvordan kan arbejde bedst muligt i forældrerådene. Og det blev en virkelig god aften. Først blev vi enige om at sende en masse kærlighed efter lærerne og pædagogerne, så de kunne få en chance for at lykkes. Bagefter blev vi enige om, at give den fuld gas i forældrerådene, selvom det faktisk kan være et svært samarbejdsforum, fordi man sidder og skal beslutte en masse ting med nogle mennesker, som man ikke kender super godt.
Heldigvis viste det sig, at forældrene på netop denne skole var nogle almindelige sympatiske, velopdragne pragmatiske mennesker, der ønskede det allerbedste for både skolen og deres børn.
Så de var absolut friske på at forsøge at løse disse fire vanskelige forældrerådsdilemmaer:
Kunsten at undgå at tale om børn og lærere
Man sidder samlet rundt om et bord og holder forældrerådsmøde i 2. A, og man får kaffe og hjemmebagte boller, og alle hygger sig og vil gerne gøre noget godt for klassen. Og man har for længst fået lavet årshjulet, så hvad skal man nu tale om? Og her opstår problemet. For alle har lyst til at tale om klassens nye dreng, som laver en masse ballade, og alle har lyst til at tale om matematiklæreren, hvor det åbenbart "sejler i alle timer." Men det er bare ikke forældrerådets rolle. Så hvilken trang er stærkest? Trangen til at overholde skolens retningslinjer for god adfærd i klasserådet, eller trangen til at tale om den nye dreng og læreren, som ikke kan styre klassen? Og hvad gør man, når der er en forælder, der ikke kan holde det inde længere og begynder at sætte ord på den adfærd, som alle tænker på, men ingen bør tale om? Hvordan siger man på en god måde til anden forælder, at han eller hun skal stoppe med at tale om klassens børn og lærere?
Gode løsningen modtages gerne.
Legegruppernes forbandelse
Verdens ældste forælderådsdilemma. Legegrupperne. Klasselæreren har sagt, at hun meget gerne vil have gang i legegrupperne igen, og de mest driftige kræfter i forældregruppen bliver trætte bare ved tanken: "Jeg kan mærke, at jeg nærmest ikke orker det. Sidst vi gjorde det, var det kun os fra forældrerådet, der fik dem afholdt, og jeg synes simpelthen ikke det kan være rigtigt? Men læreren vil virkelig gerne have dem, så skal vi sætte gang i dem for tredje gang, velvidende at det kun er 5-6 forældre, der får dem afholdt? Og er det måske netop pointen, at vi her kommer i kontakt med nogle af de børn og forældre, der befinder sig i periferien af klassefællesskabet. Skal vi (igen) forsøge at presse de andre forældre til at få dem afholdt? Eller skal vi helt droppe at starter dem op igen, når vi tydeligvis bliver trætte bare ved tanken?
Gode løsninger modtages gerne
3. Hvordan man får børn og forældre med i fællesskabet
Nogen børn er konstant uden for fællesskabet, og det samme gælder deres forældre. Og der står i skolens klasserådsfolder, at vi skal forsøge at sikre os, at alle er med, og samtidig må vi ikke tale om børnene. Og det er altså næsten umuligt at tale om, at nogen ikke er med uden at nævne dem. Og alle ved jo alligevel, hvem det er, så måske er det fint nok at sige det højt. Eller hvad? Og hvordan kan man som forældreråd forsøge at inkludere de mennesker, som siger nej til enhver mulighed som byder sig? Skal man gå over og tale med dem til forældremødet (hvis de mod forventning skulle dukke op) Eller skal man ringe og høre, om man skal give et lift til hytteturen, fordi man ved, de ikke har bil. Eller er det lige nærgående nok, når man nu slet ikke kender dem? Ja, hvordan kan man egentlig gøre en forskel for dem, der står allermest uden for fællesskabet uden at trænge sig på og blive for meget?
Gode løsninger modtages gerne
4 Hvordan man får nedsat antallet af aktiviteter
Så er der det med arrangementerne. Dynamikken i et gruppearbejde er jo gerne sådan, at dem der tager mest initiativ også får mest igennem. Og typisk sidder der fire initiativrige mødre (klart oftest mødre) som har en masse ønsker: "I min store søns klasse har vi altid været på hyttetur. Jeg synes, det er en god ide med en forældrefest. Jeg foreslår halloween. Og vi skal da helt sikkert have morgenmad til juleafslutningen. Og slutte skoleåret af med rundbold nede i parken." Og når man sammenholder disse arrangementer med de kvartalsfødselsdage man besluttede på det sidste forældremøde, ja så er kalenderen pludselig fuldstændig proppet. Og hvordan siger man egentlig fra, hvis man er den i forældrerådet, der sidder og slet ikke kan overskue det. For det er da sin sag at sige: ”Jeg synes at vi skal droppe den morgenmad, som du lige har siddet og snakket om at du synes er en virkelig god ide”. Det er meget nemmere at vedtage en aktivitet mere end at fjerne en. For ingen har lyst til være lyseslukker. Men faktum er jo bare, at hvis man vedtager for mange arrangementer, så risikerer nogle af dem at gå i vasken, fordi folk ikke kan overskue det, når de rent faktisk skal gennemføres. Så hvordan kan man sige fra overfor det her på en god måde uden at blive kendt som den store partykiller?
Gode løsninger modtages gerne
Tak fordi du læste med
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 9 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her
Kommentarer