2. oktober handler også om at sætte det gode børneliv på dagsordenen, og vi arrangerer derfor en politisk debat (fra kl. 13), hvor politikerne bliver bedt at forhold sig til, hvordan de vil prioritere børn, børnefamilier og institutioner i de kommende år. Til at motivere politikerne har vi inviteret Familiepolitisk Netværk, fordi de måske er den vigtigste bevægelse netop nu i forhold til denne dagsorden. Og heldigvis har de sagt ja. Og de har ikke bare sagt ja. De har sendt stifteren Karen Lumholt (kendt fra radio, tv og adskillige avisinterviews), og jeg har lokket hende til at svare på et par spørgsmål her.
Familiepolitisk Netværk er efterhånden blevet en rimeligt toneangivende aktør, når det handler om at sikre bedre vilkår for børn og børnefamilier. Hvad har I gjort rigtigt?
Vi har været vedholdende. Og så har vi undgået at lægge os ned i en skyttegrav og lave ekkokamre. Vi bliver ved og ved at invitere mennesker ind, vi ikke umiddelbart er enige med. Og prøver at lytte. Og så har vi været i stand til at opfange nogle strømninger, som de etablerede NGO’er overser.
Hvorfor er der brug for jer?
Vi har ingen familiepolitik i Danmark. Det har vi ikke haft siden 60’erne. Vi har politik, der retter sig mod arbejdsmarkedet og mod institutioner: ligestillingspolitik, politik for børneinstitutioner, arbejdsmarkedspolitik, politik for udsatte og anbragte børn. Men ingen politik overhovedet for hvordan vi skaffer plads i samfundet til den helt almindelige families hverdag og trivsel. Omsorg, tilknytning og nære relationer i hverdagen er et totalt overset perspektiv på Christiansborg.
Hvad er den bedste oplevelse, du har haft med Familiepolitisk Netværk?
Uh, der er mange. Da vi lancerede vores 16 familiepolitiske anbefalinger, ryddede TV2 NEWS hele sendefladen en hel søndag. Det var fedt. Da vi afholdt familiepolitisk konference på Christiansborg, lovede samtlige politikere og fagforeningsbosser, at nu ville de se på problemet med syge børn, som ikke kan blive passet. Og det vil vi holde dem op på.
Hvorfor skal Familiepolitisk Netværk være til stede 2. oktober?
Fordi de fleste tænketanke og beslutningstageres har fokus på, hvordan forældre hurtigst muligt kommer tilbage på arbejdsmarkedet - og hvordan børn hurtigst muligt bliver klar til uddannelse og arbejde. Vi har et andet fokus – børnenes perspektiv og den livsnødvendige omsorg mellem børn og voksne.
Hvis du var statsminister med 90 mandater i ryggen, hvad ville du så først lave om?
Først ville jeg indføre massive CO2-afgifter i alle led og tvinge EU til at gøre det samme. Det lyder måske overraskende, men klimakatastrofen ER altså nu og i mange år frem den markant største trussel mod velfærd, demokrati og geopolitisk stabilitet, what so ever. Naturens og økosystemernes sammenbrud truer vores børn og børnebørn mere end noget som helst andet.
Og så de nemme:
Hvilken fagbog vil du anbefale alle at læse?
Historiebøger. Det er godt at kunne se det store perspektiv.
Hvilken skønlitterær bog?
Der findes mange store nordiske forfattere for tiden. Norske, finske, islandske.
Hvem holder du med i fodbold?
Landsholdet og Kasper Hjulmand kan få mit hjerte til at banke. Jeg har ikke forstand på klubfodbold.
Hvem er din yndlingsmusiker?
Jeg har nogle skønne brødre, der spiller musik. De er nok mine yndlings…
Hvem er dine forbilleder?
Jeg er ikke konservativ, men jeg har været dybt betaget af Angela Merkel, fordi hun uden noget stort ego bare tager ansvar og gør det hårde arbejde i svære tider. Sådan synes jeg politikere skal være. At hun så har åbnet kulkraftværker, vælger jeg i denne forbindelse at se bort fra.
Tak fordi du læste med
Hvis du vil være med til at sætte børn og familier på dagsordenen og i øvrigt høre opleve folk som Karen Lumholt, Svend Brinkmann, Line Jensen Illu. og Katinka, kan du købe din billet til 2. oktober her. Du kan læse mere om dagen her. Ellers skal du huske at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 14 år, som du kan læse mere om her
Comentários