#138 Lokalaviser er farlige



Måske skal min ældste søn op at hænge i lygtepælene en dag. Måske bliver han så engageret i sit lokalområde, at han får lyst til at komme i byrådet. Måske synes han, at spildevand, budgetforlig, borgerhøringer og Vej og Park er så spændende, at han bliver nødt til at dykke ned i det. Det kan slet ikke udelukkes.


I hvert fald vokser han op med en far, der med stor entusiasme åbner ugeavisen hver torsdag og orienterer sig i det lokale: ”Nå, for søren, der er endnu en gang bøvl med Røde Port projektet, nu er Musiconbroen udskudt igen, og det ser sgu ud til, at vi får S-tog her i byen allerede om 8-10 år.” Mange synes, at den slags er kedeligt og pensionistagtigt, men jeg synes det er spændende, interessant og lige-uden-for-vinduet-vedkommende.


Og det kan jo være, det smitter. Måske ser min søn, at jeg sidder og læser lokalavisen, og måske får han også lyst til at læse den. Og måske gør det ham til sådan en kloge-Aage, der sidder og udtaler sig om alle mulige mærkelige ting henne i skolen.:

-Man burde lade være med at udlicitere kommunale opgaver til private.

-Har I hørt, at de har fået ny direktør nede i sparekassen?

-Vi burde nok overveje nogle lavere klassekvotienter her i kommunen.


Og måske fører det ham direkte ind i elevrådet, hvor han får at vide ”at man faktisk godt kan få indflydelse, selvom det ikke altid føles sådan.” Og måske kommer han til at sidde og gabe kæberne af led til skolebestyrelsesmøder, hvor de voksne nikker overdrevet interesseret til to-minutters punktet ”nyt fra elevrådet”, inden de kaster sig over de virkelig vigtige punkter om skærmpolitik og retningsliner for kommunikation mellem skole og hjem, som de ikke har tid til at høre elevernes mening om. Og selvom møderne er kedeligere end gråt bølgepap, får han alligevel så meget anerkendelse af de voksne og så meget credit fra de andre elever, der synes det er fedt, at han gider tage den (så de selv slipper), at det ender med, at han melder sig ind i den nationale elevrådsforening, og så begynder det pludselig at tage fart.


Han bliver inviteret til konferencer og seminarer, hvor de taler om klimakrisen og uddannelsesbesparelser, og han bliver hvervet af ungdomspolitikere, der siger: ”Meld dig ind hos os og stil op til DBG og KLV og BFY” og hvad de ellers kalder deres bestyrelser og foreninger. ”Og bliv en del af partiet. Vi har et fantastisk sammenhold og nogle vildt fede fester.” Og han melder sig ind, fordi han bliver revet med af den gode stemning. Og de kan godt rumme, at han er lidt nørdet, og de kan godt lide, at han har holdninger til alle mulige underlige teknikaliteter. Og de lærer ham, at politik er sejt, og de lærer ham at være kompetitiv og have rundsave på albuerne. Og han finder langsomt ud af, at venner kan blive fjender, og efter et par tabte kampvalg går det op for ham, at der ikke er noget der hedder ”rigtige venner” i politik, men her er han allerede hvirvlet så meget ind i miljøet, at der ikke er nogen vej tilbage. Nu handler det alene om at komme fremad og opad, og efterhånden taler han mindre og mindre om politik og mere og mere om alliancer og mulige bestyrelsesposter og opstillingskredse, og jeg skal komme efter dig.


Og herhjemme foreslår vi, at han jo også kan overveje at spille lidt guitar igen eller måske gå til fodbold, men han fnyser bare og siger: ”Som sædvanlig har I ikke fattet en skid af det hele. Det er meget vigtigere, det jeg har gang i nu. Fatter I ikke, at jeg har en realistisk chance for at komme i byrådet?”


Og jeg mindes skamfuldt min egen fortid som politisk engageret med rævekager og rænkespil og uhellige alliancer. Og jeg får dårlig samvittighed over at have påvirket ham, og min kæreste begynder at græde: ”Han var simpelthen så kærlig og sød, dengang han var lille. Hvad er der dog sket med ham?”.


Og jeg trøster hende det bedste jeg ved og siger: ”Jeg ved det virkelig ikke”.


Men inderst inde ved jeg det jo udmærket godt. Han er i færd med at udvikle sig til et magtmenneske af den klassiske slags, hvor man går direkte fra elevråd til ungdomspolitik til voksenpolitik og på intet tidspunkt møder det rigtige arbejdsmarked, fordi man udelukkende tumler rundt i magtens mærkelige lukkede cirkler (kun afbrudt af fem bedrevidende år på statskundskab på KUA).


Og det er alt sammen min skyld.


Den eneste løsning er, at jeg øjeblikkeligt holder op med at læse i lokalavisen.


Tak fordi du læste med



Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 14 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min nye debatbog om børneopdragelse. Det kan du gøre her.


0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle