#142 Farfar levede


Foto: Unsplash.com


Forleden kom jeg til at tænke på min farfar, som døde i 1995, hvor han faldt om på stuegulvet på grund af en hårdt medtaget lever, der voksede sammen med tolvfingertarmen. På almindelig dansk betyder det, at han døde af druk efter en alt for hård livsstil i alt for mange år. Og det kom som et regulært chok for mig. Jeg kendte ikke hans drikfældige side, der lå flere år tilbage, og for mig var han bare et omsorgsfuldt, nærværende, sjovt, kreativt menneske, der gav nogle helt fantastiske bjørnekrammere.

Først og fremmest var han sådan en, der kunne få folk til at grine. Når han trådte ind i et rum, gik der to minutter, og så havde han suget opmærksomheden til sig, og så stod folk og kluklo af noget han sagde eller gjorde. Måske havde han fortalt en af sine utallige vittigheder, måske havde han taget et excentrisk dansetrin, eller måske havde han sagt en sjov replik ud i rummet. Han var virkelig en sjov mand. Selvfølgelig var der nogen, der blev frastødt og synes at ”han var lige sjov nok”, men grundlæggende synes folk, at han var virkelig godt selskab. Og jeg var i hvert fald vild med ham. Jeg tror, han gav mig en bevidsthed om, at livet er et eventyr, hvor man altid kan finde noget at grine af.


Og så var han kreativ og opfindsom. Han havde altid en god ide til, hvad man kunne lave. Jeg kan huske ham som uautoriseret blomsterforhandler, kulsort mekaniker, lystfisker og kioskmedarbejder, og jeg ved, han også har været mælkemaskineforhandler, blikkenslager og en helt masse andet. Han fandt altid på noget. Også når jeg var på ferier dernede: ”lad os tage ud at fiske, lad os flyve med drage, lad os sidde og finde på skøre historier. Jeg tror, han lærte mig, at man selv kan påvirke retningen i sit liv og skabe mening og værdi, hvis man bare er nysgerrig og tør tænke kreativt.

Og så gav han nogle eksorbitant store bjørnekrammere. Fascinerende store knus. Jeg husker, hvordan jeg altid forsvandt i hans favn og stod med hovedet ind mod den store mave, mens han rokkede mig frem og tilbage og sagde: ”Hvor har jeg dog savnet dig, min allerbedste ven”.


Og nu er det 26 år siden han døde. Der går længere og længere tid imellem, at jeg tænker på ham. Jeg har fået min egen familie, mit eget hamsterhjul, mine egne syvtusind forskellige forpligtelser, og mine egne måder at fylde tiden ud på.


Men ved juletid dukker han ofte op igen. Måske fordi julen er så traditionsbunden og får os til at tænke på tidligere år, og hvordan vi plejede at gøre, og hvem vi gjorde det sammen med. Måske fordi man sidder og planlægger familiebesøg, og dermed også kommer til at tænke på dem, man ikke længere skal besøge. Julen er mørke og indendørs aktiviteter, men for mig er den også refleksionernes og mindernes tid, og jeg kan mærke, at det netop i denne tid er ekstra vigtigt for mig at bevare minderne om min farfar, så han ikke har levet forgæves.


Så her er min plan: Jeg vil blive ved med at drikke af hans kaffekrus (hvilket jeg har gjort dagligt de sidste 26 år). Jeg vil tale om ham og fortælle min drenge om den oldefar, som de aldrig nåede at møde. Og så vil jeg først og fremmest videreføre hans værdier. Jeg vil vise mine egne drenge betydningen af humor og lave en masse sjov med dem, jeg vil vise dem, hvordan kreativ tænkning kan gøre verden til et mere spændende sted, og så vil jeg give dem nogle gigantiske kram, så de en dag, når jeg ikke er her mere, vil sige: ”Hold da op, hvor gav vores far dog nogle kæmpestore bjørnekrammere, den gang vi var små.”


Det må være sådan, vi holder mindet om vores afdøde familiemedlemmer bedst i live. Ved at videreføre deres værdier (og frasortere de dårligste ting som tung druk, utroskab og alt det andet, der ikke egner sig til hyggelige juletekster i december).


Tak fordi du læste med.




Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 14 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her





0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle