#154 Sandheden om Vat-Emir Puttesen

Opdateret: 11. mar.


Tegning: Josefine Najbjerg Hansen

Denne historie er skrevet som en sand historie efter gældende russiske principper, hvor det er okay at ændre lidt på navne, fakta, geografi og vejret for at få det hele til at hænge sammen. Hvis du finder metoden problematisk, er det formentlig fordi, du er lullet ind i vestlige forestillinger om, at journalistik og historieskrivning kræver indsigt, viden og måske endda objektivitet - men alt dette må du lige nu kaste over bord og i stedet lade dig inspirere af det moderne russiske ordsprog: ”Sandskij Poesitskij”. Sandhed er noget, vi digter.


Nå, men nu starter den. Den sande historie. Der var en gang et lille skaldet barn, der hed Vat-Emir Puttesen. Ja, egentlig hed han noget andet, men de andre børn synes, at han var irriterende, og derfor gav de ham et øgenavn, som de vidste, han ikke kunne lide. Og Vat-Emir var virkelig irriterende. Han var sådan en, der altid rendte rundt og sladrede og rakte fingeren op, når nogen havde gjort noget forkert: ”Sergei har stjålet min Babushka, og Igor har drukket vodka ude i badehuset.” Hele tiden var han klar med anklager og beskyldninger, og hele tiden talte han om regler og retfærdighed og vigtigheden i at adlyde autoriteter.


Vat-Emirs forældre var bekymrede for deres sære venneløse søn. ”Hvad skal der dog blive af ham? Hvorfor er han ikke som de andre?” Derfor besluttede de sig for at banke fornuft ind i knolden på ham, og særligt faren tog godt fra og tæskede ham dagligt med kolben på en Kalashnikov. Vat-Emir responderede imidlertid dårligt på opdragelsesmetoden, og I stedet for at blive afbalanceret og Dostojevskij-agtig, blev han opfarende og begyndte at opfatte verden, som et sted, hvor det handler om at få store muskler og være god til at slås.

Heldigvis findes der også jobs til mennesker med spidskompetence i ”sladrehank” og ”afstumpet vold”, og da Vat-Emir var næsten voksen, blev han ringet op af efterretningstjenesten: ”Vi har hørt, at du besidder lige præcis den blanding af rendyrket kynisme og iskolde øjne, som vi sætter så stor pris på her i firmaet.” Og efter en kort forhandling om rubler og arbejdstid, hyrede de unge hr. Puttesen.


Vat-Emir havde det som en Zar i en Duma (eller hvad man siger) i sit nye job, og han nød at straffe gamle mobbere og skolelærere, og hvem der ellers kom i vejen: ”Du skal i fængsel, du skal til opdragelse, du skal i skole, og du skal være soldat.” Men så en dag blev han prikket på skulderen af en fuld mand, der hed Boris, som betragtede sig selv som lidt af en menneskekender.

-Jeg har hørt om dig, hr. Puttesen. Jeg tror, du vil være den helt rette til at skabe fred og harmoni i verden, og derfor vil jeg gerne forære dig et gigantisk landområde, en undergrund fyldt med gas og olie og cirka 6000 atomsprænghoveder. Og skal vi så ikke fejre det med en omgang vodka og kaviar?


Vat-Emir Puttesen slikkede sig om munden som en forårskåd russisk dansebjørn og tænkte på, hvordan han øjeblikkeligt skulle i gang med at få hele verden til at forstå, at konflikter løses bedst ved vold tilsat en smule fantasifuld historieskrivning.

---


Ja, og sådan gik det til, at Vat-Emir Puttesen forandrede sig fra ingenting til ekstremt magtfuld, og hvis du tror, at der kan trækkes læring ud af historien, har du fuldstændig ret. Ja, vi kan faktisk lære en hel del. For det første at verden er et uretfærdigt sted, hvor det ikke handler om at være dygtigst, men om at møde de rigtige mennesker. For det andet at det er dumt at opdrage sine børn ved at banke dem i hovedet med geværkolber. Og for det tredje at fordomme og stereotype menneskefremstillinger stortrives, når sandheden skrives med udgangspunkt i gældende russiske principper.


Tak fordi du læste med.



Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 14 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her




0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle