Er jeg den eneste, der synes, at inklusion lyder som et rengøringsmiddel? ”Så tager du bare en ordentlig klat inklusion på kluden og kører rundt, til fladerne er rene.” Og som synes, der bruges for mange sterile og behandler-agtige ord i folkeskolen?: ADHD, ODD, OCD, Aspergers, autisme, angst og dysleksi. Ord og bogstaver, der leder tankerne hen imod læger, sundhedsplejersker, piller og behandlingstilbud.
Og jeg siger bestemt ikke, at der ikke findes børn i skolen, der har problemer. Endog store problemer. Det viser den ene rapport efter den anden som nu for eksempel inklusionsevalueringen i sidste uge, der anskueliggjorde, at næsten hver fjerde elev i udskolingen modtager, eller har behov for, særlig hjælp eller støtte. Det er jo forfærdeligt. Og et helt abnormt tal, der bør få alle med interesse i folkeskolen til at spærre øjnene op.
Og jeg siger heller ikke, at vi ikke skal have viden om problemerne, og at vi ikke skal uddanne mennesker, der beskæftiger sig med dysleksi og diagnoser. Masser af viden. Masser af uddannelse. Og masser af fagkundskab. Tak!
Men jeg synes, at vi skal stoppe med at tale så meget om børn som problemer og behandlingskrævende væsner. Det er folkeskolen, der har et problem, når en fjerdedel af eleverne har svært ved at trives i den, og det er vores opgave at finde den helt rette kur.
For mig at se findes der to typer effektiv medicin.
Den ene er en ordentlig dosis varme fællesskaber (jeg nægter at dem inkluderende læringsrum, som de gør i inklusionsrapporten). Som jeg tidligere har underholdt med, har jeg haft privilegiet at observere mere end 200 læreres undervisning de seneste 5 år, og det er utroligt så stor forskel, der er på at træde ind i velfungerende og ikke-velfungerende klassefællesskaber. Man kan nærmest mærke varmen i det ene og kulden i det andet. I De varme fællesskaber bliver der typisk grinet meget, der bliver snakket meget, og det er som om kroppene udsender en energi, som får én til at føles sig velkommen. Og her er der plads til virkelig mange personligheder. Som om hjertevarmen i sig selv udvider rummet og skaber plads til dem, der stikker ud på den ene eller den anden måde.
Den anden er et dagligt skud god undervisning. Når virkelig dygtige lærere underviser, sker der det magiske, at børnene bliver forført til at være en del af et univers eller en verden, der er større end dem selv. Der er ikke noget bedre end at komme ind i en klasse, hvor børnene sidder fuldstændig opslugte af et fagligt indhold, og hvor hele rummet summer af engagement og deltagelse, fordi børnene ganske enkelt er revet med i det, der foregår. Undervisning kan være et virkelig kraftfuldt middel, også for dem, der har det allermest svært. Som om problemerne ”forsvinder” for en stund, når der bliver leveret virkelig god og medrivende undervisning.
Og det fede ved disse to medikamenter er, at de kan blandes i det uendelige uden fare for overdosis. Tværtimod forstærker de virkningen hos hinanden. God undervisning fører til varme fællesskaber, og varme fællesskaber fører til god undervisning. Som hovedregel. Ydermere er der den positive bivirkning, at børnene får fri fra deres problemer og diagnoser, når de udsættes for behandlingen. De får ganske enkelt et frirum fra at være ham med ADHD eller hende med autisme, og det er for mig at se bemærkelsesværdigt så lidt problemer og diagnoser fylder de steder, hvor der både er varme fællesskaber og daglig god undervisning.
Problemet med medicinen er selvfølgelig, at den ikke fås i pilleform, men i menneskeform. Det er i entydig grad lærerne, der er medicinen, og derfor bør vi naturligvis gøre alt for at få dem til at lykkes. Vi kunne jo passende starte med at lade alle skoledage stoppe klokken 13, så vi undgår overgangen fra undervisning til opbevaring, der typisk typisk finder sted ved halv-to-tiden. Så kunne vi kanalisere alle midlerne, som vi i dag bruger om eftermiddagen, ind i formiddagene, så der altid er to voksne i hver klasse. Gerne en ”rigtig” lærere plus en pædagog eller en lærer med specialpædagogisk indsigt, så faglighederne kan spille hinanden stærke. Og vi kunne insistere på at give lærerne hele eftermiddagen "fri" til at planlægge og forberede sig i en erkendelse af, at det kræver energi, kræfter og kreativt overskud at skabe varme fællesskaber og undervisning af virkelig høj kvalitet.
Og der er ingen vej udenom. Det er folkeskolen, der er syg, når den ikke kan rumme landets børn, og det kan ikke vaskes af med en klat inklusion eller ord og begreber hentet i sundhedssektoren. Medicinen er varme fællesskaber og undervisning af høj kvalitet, og det får vi kun, hvis vi giver vores lærere de allerbedste arbejdsforhold.
Tak fordi du læste med.
I sidste uge var jeg gæst i radioprogrammet Hjælp- jeg er forælder, hvor jeg diskuterede inklusion i folkeskolen med Rasmus Kjeldahl fra Børns Vilkår. Du kan finde udsendelsen her. Ellers skal du huske, at der udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 14 år. Det kan du læse mere om her. Og at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her.
