Dette indlæg har også, i en forkortet udgave, været bragt i Information d. 7/10 2019
Pyha, når vi taler hente-børn-tider er vi inde på et af de mest dårlig-samvittigheds-befængte områder overhovedet, og det er uden tvivl mange forældres skræk at blive stemplet som dem, der afleverer tidligst og henter sidst. Det er imidlertid også svært at komme med en klart svar på, hvornår det er bedst at hente ungerne, for børns behov er forskellige og forældres livssituationer er forskellige.
Hos os har vi indrettet os sådan, at vi altid henter vores børn inden klokken 15, og det har været en stor overraskelse for os, at det rent faktisk kunne lade sig gøre. Det startede lidt som en tilfældighed. Situationen var den, at min kæreste skulle starte på arbejde efter barsel, og jeg skulle i gang med andet år af min kandidatuddannelse. Det betød, at jeg kunne strukturere det meste af min tid selv, og derfor blev vi enige om, at vores søn skulle være så lidt i institution som muligt. Det førte til, at vi afleverede ham klokken ni og hentede ham klokken halv tre, lige efter middagsluren.
Efter studiet fik jeg job i en sjællandsk provinsby, så jeg skulle pendle halvanden time hver vej cirka tre dage om ugen. Det gjorde det en smule mere tricky at fastholde hente-tidligt-princippet, men vi var blevet så glade for vores praksis, at vi besluttede at gøre forsøget. Jeg kontaktede min leder og forklarede ham, at jeg gerne ville have en dag, hvor jeg kun underviste om formiddagen, så jeg kunne nå hjem at hente. Samtidig lavede min kæreste en aftale med hendes chef om at gå tidligt hjem onsdag, og pludselig kunne vi opretholde hente-tidligt-princippet med hjælp fra en barnepige en enkelt eftermiddag om ugen. Vi troede ikke, det var muligt, men vi mødte faktisk ret stor forståelse fra vores arbejdsgivere omkring vores prioritering.
Senere fik jeg en fast stilling, og vi fik en søn mere, men vi kunne mærke, at det her var vigtigt for os, så vi kiggede hinanden i øjnene og aftalte at: ”Vores børn skal ikke opleve at blive hentet senere end klokken 15!”. Så ville vi ville hellere gå ned i arbejdstid og indtægt og prioritere tiden sammen med dem.
Og det betyder, at vi kender vores børn rigtig godt i dag. At vi har lange eftermiddage, hvor vi med god samvittighed kan lave lige, hvad vi vil, og ikke skal bekymre os om at skabe kvalitetstid eller undgå konflikter, fordi vi synes, vi har så få timer sammen. Vi har masser af tid, og min største udfordring i den henseende er, at jeg nogle gange oplever et børneoverload og får lyst til at rejse til en øde ø, hvor man skal drikke fadøl og se fodbold på storskærm dagen lang. Men det er sjældent. Og bestemt i kategorien luksusproblem.
Men det kan nogle gange undre mig, at der ikke er flere børnefamilier, der vælger at prioritere ligesom os. Når vi taler med jævnaldrende, siger de ofte, at vi er heldige, og at de godt gad at kunne gøre nogle af de samme ting, men at det ikke kan lade sig gøre. At de har et arbejde, der er ufleksibelt. At de har et hus, der er for dyrt. Og at de simpelthen ikke har mulighed for at gøre det samme.
Men det tillader jeg mig at sætte spørgsmålstegn ved. Jeg tror, at det for de fleste forældre handler om, at de ikke vil det nok. At de synes, at fravalgene er for store. For selvfølgelig er det forbundet med fravalg at frasige sig en stor del af sin indkomst for at kunne sidde og spille ludo og drikke kakao mandag eftermiddag. Og de tre væsentligste fravalg handler for mig at se om bolig, materielle goder og karriereidentitet.
Boligen først: I Danmark er vi rundet af en parcelhuskultur, og derfor tænker mange, at de skal bo i et stort hus, når de selv får børn: At far og mor skal kunne sidde og nyde et glas rødvin på terrassen, mens børnene hopper i den store trampolin nede i haven. Børnene skal puttes i hvert deres værelse, og der skal i det hele taget være plads til, at man kan leve og ånde på mindst 150m2.
Samtidig skal man have råd til at tage på ferie. Vi har lært af vores bedsteforældre, at man er lykkelig, når man har råd til at tage til Mallorca om sommeren. Og vi har fundet ud at, at det er mindst lige så sjovt at være på skiferier, storbyferier og Lalandiaferier. Men vi skal også have den nyeste telefon. Og en anstændig laptop. Og en bil. Hvis man er en rigtig dansker, skal man have en bil, for en bil er lig med frihed, og frihed er noget, vi vægter højt.
Og så elsker vi at arbejde. Vi kan slet ikke få nok af det. Det er dejligt at være hjemme ved familien og være på ferie, men det er saftsuseme også dejligt at arbejde. Rigtig mange tjekker deres arbejdsmail, inden de lægger sig til at sove og tjekker igen næste morgen. Tænk hvis der var en spændende mail med nye opgaver. Tænk hvis man var gået glip af noget. Rigtig mange identificerer sig med deres arbejde og nyder at gå derhen. Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har hørt kolleger sige: ”Det er dejligt at have små børn, men det er godt nok også skønt lige at komme på arbejde og få en pause”. Arbejde i Danmark handler om identitet, livsstil og drømme, og hvis der er noget, der kan gøre en dansker ked af det, er det tanken om ikke at have et arbejde eller en karriere.
Det er altså nogle heftige fravalg, man er ude i, hvis man skal hente sine børn inden klokken 15. Det er billederne af familien i drømmeboligen, ungerne på en sandstrand på Maldiverne og ambitionerne om den næste titel eller forfremmelse. Og derfor er der mange, der ikke gør forsøget. Forældre oplever, at de knokler for at realisere det gode liv for familien, men der er alt for få, der taler om, hvad det gode liv egentlig er. Jeg tror, de fleste børn hjertens gerne ville bytte en bil og iPad og et værelse for en daglig time mere sammen med mor eller far – men mor og far har lullet sig ind i en fortælling om, at det desværre ikke er muligt at gå ned i tid eller prioritere anderledes – selvom de rigtig gerne ville. Måske har coronapandemien været inde og rode op i nogle af de her vaner og forestillinger, så måske har flere faktisk fået øjnene op for, at det er muligt at prioritere anderledes, og det bliver spændende at se i de kommende år, om flere kommer til at prioritere familietid over arbejdstid og samvær over forbrug.
Tak fordi du læste med.
Da ovenstående indlæg udkom i Information, blev det delt tæt på 10.000 gange, og jeg fik en effektiv lektion i sociale mediers magt, selvom jeg ikke var på nogen selv. Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 13 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her