#179 Tour de far


Foto: Unsplash.com


Min stedfar sagde altid: ”Jesper, du kan godt cykle hjem fra fodbold. Der er kun 4 kilometer, og jeg cyklede selv dobbelt så langt som barn for at komme i skole.” Og jeg tænkte ved mig selv: ”Ja ja, men det var sgu heller ikke ved Yding Skovhøj, som måske er det mest bakkede område i landet”


Men jeg gjorde det. For det skulle jeg. Hvis jeg gerne ville til fodbold, måtte jeg cykle hjem derfra. Og hvis jeg ville tjene penge, måtte jeg køre med aviser. Begge dele handlede om at tage sin cykel, hoppe op på den og komme i gang. Jeg vil ikke kalde det en decideret opdragelsesstrategi. Mere en forældrestil, der tog udgangspunkt i hvad-der-virkede for-mig-virker-sikkert-også-for-dig. Og det fungerede vel egentlig også okay. Det lærte mig i hvert fald noget om udholdenhed, vedholdenhed og pligtfølelse, som er gode egenskaber, når man har besluttet sig for at skrive tekster om opdragelse, skole og familieliv hver fredag de næste mange år - og i øvrigt også gerne vil have en form for tilknytning til arbejdsmarkedet.


Så det var sådan, jeg udviklede mit forhold til cyklen. Cyklen var et instrument, der banede vejen for fodboldkampe og indtægter til indkøb af Commodore 128-disketter. Senere, på ferierne hos mormor og morfar, fik jeg øje på en anden brug af cyklen.” Her mødte jeg nemlig Tour De France. Det var i de år, Miguel Indurain kørte fra alt og alle, og selvom det var nogle af de kedeligste år i tour-historien, blev jeg suget ind i de alenlange bjergetaper og lærte rytternes navne og karakteristika. Virenque i den prikkede trøje, Jalabert på de store togter. Og jeg så det ofte med min morfar, som sad i lænestolen og røg grønne Cecil og trak vejret ekstremt langsomt. Og faktisk ved jeg ikke, om han rigtig registrerede løbet og dets udvikling. Men han var der. Han sad i stuen, hvor solens stråler skinnede ind af vinduet, og Frankrigs flotte bjerge udgjorde en form for midlertidigt bagtæppe i deres, efter tiden, imponerende store fjernsyn.


Senere blev det vildere. Rolf, Riis, Skibby og Hamburger begyndte at køre stærkt, mine teenageantenner blev skærpede, og jeg fik min egen racercykel, hvor jeg kunne ligge og vinde flade, kuperede og ekstremt bjergrige etaper i området ved Yding Skovhøj. Som regel var jeg Riis, men det hændte også, at jeg var Rolf eller Skibby, fordi han var så sjov. Cyklen var pludselig langt mere end et transportmiddel. Den var drømme, ræs og konkurrence og lange seje ridt på de højeste tinder i de flotteste landskaber.



---

Og nu er jeg så et nyt sted i livet. Og har selv fået børn, Som kan cykle. Og som ikke cykler til og fra fritidsaktiviteter, selvom den store sagtens kunne. Måske fordi tiden er en anden, måske fordi jeg er en curlingfar i en curlingtid, eller måske fordi min søn vokser op i et temmelig trafikeret område.


Og nu har jeg så også været på cykelferie med dem. Og fundet ud af, at de begge besidder både udholdenhed, vedholdenhed, selvom vi hverken har pacet eller punket dem.


Og de har også fået deres egne cykelidoler, som de imiterer, når de suser igennem landskabet. Den femårige vil selvfølgelig være Vingegård, og så kan jeg være Pogacar og blive overhalet igen og igen. Den niårige veksler mellem Magnus Cort, Mads P, en forplejningsmotorcykel og pointtrøjevinderen Grøn Aert. Og hvor var det fedt at se dem råbe og skrige i sommerhuset på Læsø, da Thyboen kørte fra alt og alle på Col du Granon, og ventede på Pogacar på vej ned af Col de Spandelles.


Så cyklen ser også ud til at få en dobbeltfunktion for mine unger. Den bliver formentlig både et praktisk transportmiddel, men også et legetøj, hvor de kan køre og forestille sig, at de er professionelle cykelryttere. Og nu håber jeg bare, at de får lov til at bevare deres minder, og at de ikke skal skrives ud af historiebøgerne og erindringen, som det skete for mine helte fra 90’erne. Men Vingegård virker også mere ren, gør han ikke? Han er både en kærlig far, en ydmyg nordjysk mand, og så har han jo Frida og Trine til at støtte sig. Og fiskefabrikken. Glem ikke den. Han har lært udholdenhed, vedholdenhed og pligtfølelse, fordi hans far tvang ham til ham til at cykle som barn, og fordi hans træner sagde, at det var en god ide at arbejde på en fiskefabrik (hvilket får mig til at tænke på, at jeg muligvis også kunne have vundet Tour de France, hvis jeg bare havde arbejdet på en fiskefabrik,).


Så pointen må være, at man skal overveje at give sine børn et dobbeltsidet forhold til cyklen, så de forstår, at den både handler om transport og drømme. Og så kan man jo gøre ligesom os og tage på cykelferie en gang i mellem og tjekke, om de besidder noget af den vedholdenhed og udholdenhed som er gavnlig, hvis man en dag skal lave udmarvende hjemmesideprojekter eller opnå en form for tilknytning til arbejdsmarkedet.


God fornøjelse med cykleriet og tak fordi du læste med.




Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 13 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her.








0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle