”Sluk lyset for pokker. Du skal ikke lade computeren stå tændt. Ingen grund til at lade musikken spille, hvis der ikke er nogen, der lytter”. Tilråb og formaninger er blevet hverdagskost, og vores unger oplever nogle voksne, der pludselig går op i, hvor meget energi der bruges. Sådan har det ikke været før. Vi har ikke tidligere tænkt over, hvor mange maskiner, vi har i gang samtidig, og hvor meget energi vi render og bruger - men det gør vi nu. En el-regning, der pludselig er blevet 3-4 gange højere, har i raketfart forandret vores adfærd.
Vildt nok som vi mennesker er i stand til at ændre handlemønstre, når incitamentet bliver økonomisk. Tænk hvis alle reagerede ligeså konsekvent på klimakrisen, når der kom en ny rapport fra FN eller når vi får at vide, at Danmark alt for hurtigt har opbrugt klimakvoten for i år.
Men det er for abstrakt. For langt væk. For uoverskueligt.
Men spørgsmålet er om energikrisen også er ved at udvikle sig til noget uoverskueligt. Forleden så jeg nationalbankdirektøren stå i sit sorte jakkesæt og med alvorlig mine fortælle os, at det hele er ad helvede til. Han brugte ikke præcis den formulering, men budskabet var ikke til at tage fejl af. Der skal bremses op og skrues ned, huspriserne skal falde, inflationen galoppere derudaf og renterne ryge i vejret. Alt sammen på grund af ustabilitet i markederne og energikrisen foranlediget af Ruslands invasion af Ukraine.
Vildt nok, alligevel, Vores helt egen energikrise. Ligesom i 73’ med bilfrie søndage eller 80’erne, hvor inflationen skulle stoppes med social ustabilitet og massearbejdsløshed til følge. Vi har allerede hørt historier om bagere og købmænd, der lukker og familiefædre, der køber suspekte solsikkepiller til fyret, selvom de vistnok er ulovlige.
Er vi virkelig på vej ud over recessionsafgrunden med alt, hvad det medfører af elendigheder? Eller finder EU en god løsning i morgen? Eller Putin? Eller Biden?
Og hvad med vores hjemlige politikere? Har de styr på krisehåndteringen? Det virker lidt som om, de bare står og klør sig i håret og prøver at regne ud, hvordan man fører benhård finans- og pengepolitik, samtidig med at man gør sig lækker nok til at folk gider stemme på en. Måske lidt varmecheck? En afdragsordning? Eller måske en lille bitte afgiftssænkning på strømmen?
---
Og hvordan pokker skal man egentlig fortælle sine børn, at vinden vender, og at vi går en mørk tid i møde. Det er umiddelbart svært med den reelle begrundelse: ”Jo, nu skal I høre. Det handler om, at Rusland er gået ind i Ukraine, og derfor kan vi ikke længere få russisk gas, hvilket betyder, at der ikke er samme mænge energi i omløb. Det betyder så igen, at priserne stiger på alt fra transport til fødevarer, og så vil folk have mere i løn, og så har vi det, vi kalder inflation, som kun kan bekæmpes ved at tage luft ud af økonomien, og det vil typisk betyde arbejdsløshed, høje renter og generel afmatning i samfundet. Og det er jo ikke så godt. Det forstår I godt, ikke?"
Men skal man så finde på en mere børnevenlig version eller bare lade være med at tage snakken? Jeg har valgt at nøjes med sige, at strøm og varme er blevet dyrere. Selvom jeg i udgangspunktet er en vi-bør-tale-med-vores-børn-om-hvad-der-sker-i-samfundet-type, fordi børn er kloge nok til at gennemskue, når samfundsforhold bekymrer deres forældre. Men den her krise er simpelthen er for teknisk. For kompliceret. Og ganske enkelt ikke børnevenlig nok.
Hvis min ældste søn var 12 eller 13, ville jeg overveje det. Men ikke indtil da. Indtil videre må han nøjes med at forstå, at vand og strøm og varme er blevet dyrere, og at hans hjem er blevet sådan et sted, hvor forældre igen og igen prædiker om, at det er vigtigt at slukke lyset og at der ikke er nogen grund til at have computeren tændt, når der ikke er nogen, der bruger den.
Tak fordi du læste med
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 13 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her
