Er du sådan en balance-zen-yoga-i-pagt-dig-selv-type eller sådan en, der primært ser din krop som transportmiddel til at få hovedet bragt fra A til B? I min branche, lektor-branchen, er vi helt klart hovedmennesker. Bevares, vi kender alt til idealerne om ”en sund sjæl i et sundt legeme, kroppen er dit tempel, og du bør starte dagen med en løbetur eller en omgang afspænding.” Vi har læst adskillige artikler om det i Weekendavisen, Politiken og informeren, men det er som om, det ikke rigtig internaliserer sig og lader sig omsætte i handling.
Derfor var det også grænseoverskridende, da jeg skulle med flere af mine kolleger på internat og lære om forumteater og kropslighed i undervisningen. Skuespilleren havde skrevet, at jeg skulle have yogamåtte med, og der var lagt op til, at vi både skulle beskæftige os med hovedet og kroppen, og jeg tror, vi var mange, der tænkte, at nu kommer det sørme tæt på, og var det måske ikke bedre med en konference, hvor man sætter sig på en stol og lader sig fylde af tung empiri og en veltempereret dosis powerpoints? Ligesom vi plejer.
Men det endte selvfølgelig med at være skidegodt. Først stod vi stive og ranke som en flok akademiske bundgarnspæle, men langsomt konstaterede vi, at ingen havde noget at lade hinanden høre, og under kyndig instruktørbehandling lod vi os rive med af øvelser, lege, danse og bevægelser, så vi til sidst var i stand til at tosse rundt mellem hinanden uden den mindste frygt for at se dumme ud eller tabe ansigt. Ja, flere af os blev endda opmærksomme på, at vi indeholder store mængder livsglæde, kreativitet og fantasi, som bare venter på at blive forløst.
Lidt ligesom vi kender det fra vores små børn. Børnene besidder alt det, som vi tager på internat for at lære, og Rousseau og de typer havde måske ret, når de antog, at børn er født perfekte og i balance, og at det så er kulturen, samfundet og de voksne, der langsomt sørger for at aflære dem deres medfødte superkræfter. Og det er jo i grunden synd. Når jeg kigger på mine unger i dag, ser jeg et par supersmidige atleter med knogler af gele, hoveder fyldt med kreativitet og kroppe, der uden videre udlever deres følelser. Når de bliver kede af de, har de en foroverbøjet holdning, og når de er glade, hopper og springer de rundt som to gazeller. På alle måder en ubrudt linje fra hovedet og ned i kroppen.
Og jeg ved bare, at det går over. Den store er allerede begyndt at brokke sig over, at de skal sidde så meget ned i skolen, og måske er det første tegn på, at han skal til at ændre sig fra en lyst- og impuls styret type til en der-findes-altså-også-andre-mennesker-end-dig-og-derfor-bliver-du-nødt-til-at-udsætte-dine-behov-type. For sådan er det jo nødt til at være. Vi er nødt til at opdrage nogle ikke-ulidelige-væsener, som kan give plads til andre og undertrykke nogle af deres umiddelbare behov, så vi alle sammen kan holde ud at være her. Og vi har jo heller ikke ligefrem indrettet skolen eller arbejdsmarkedet til uhæmmet kreativitet og dans på bordene i storrumskontorerne.
Men så er det jo godt, at der findes internater, aftenskoler og kurser, som man kan melde sig på, når man bliver voksen og begynder at savne alt det, som man har aflært sig i sin opvækst. Og hvis man er rigtig heldig, kan man også få et abonnement til Zetland eller Information, så man er i stand til at forstå, hvorfor det en god ide at skrue ned for mængden af powerpoints og starte dagen på en yogamåtte.
Tak fordi du læste med.
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 13 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her
Comments