#186 Frem i tid: Mobilfri zone


Foto: Unsplash.com

Året er 2034, og vi har netop modtaget den nyeste trivselsmåling som viser, at børn og unges livsglæde stiger for 24. måned i træk. Det er helt vildt. I lang tid troede vi, at hele generationer var tabt på gulvet, men så var det, som om en kollektiv erkendelsesbølge skyllede igennem befolkningen og fik os til at indse, at vi måtte vende udviklingen i en fart.


Diskussionerne begyndte allerede i 2022, hvor en rapport fra Center for ungdomsforskning viste, at 44 procent af alle børn og unge oplevede mistrivsel. Man troede, at det skyldtes for store og diffuse krav til de unge, som de så vendte indad: ”Hvis mit liv ikke bliver en succes, er det fordi jeg er et dårligt menneske.” Men det viste sig som bekendt, at det kun var en lille del af udfordringen. Det store og reelle problem var, at børnenes hjerner blev fucked op af hele tiden at være ”på skærm”. Man lod dengang børn helt ned til treårsalderen få egne i-Pads, og senere telefoner, som man kun i meget beskedent omfang satte begrænsninger for. Man brugte også skærme i klubberne og i skolerne. Ja, selv i specialtilbuddene blev der brugt skærme, og mange af de børn, der havde allermest brug for menneskeligt nærvær, blev periodevist plantet foran PC'en. Det var jo rart, at de sad og hyggede sig. Skønt, at mor og far og pædagogen kunne få en lille pause.


Senere viste forskningen, at overdrevet skærmforbrug er særdeles farligt for børn, og vi husker vel alle sammen”robotbørnene” og zombiebørnene”, som sad med deres helt tomme blikke og fik det fysisk dårligt af at være adskilt fra deres devices. Man kunne spørge i øst, og de svarede i vest, man kunne se, hvordan de vred sig stolen ved udsigten til samtale, eller endnu værre, at skulle læse i en bog. De begyndte at lide af udtalt FOMO (fear of missing out), angst for ikke at være på de rigtige netværk, problemer med at holde fokus og stærk trang til at isolere sig fra realtime menneskelige interaktioner. Ugentligt hørte vi historier om unge, der blev kørt ned i trafikken eller faldt i havnene, fordi de facetimede eller var suget ind i universerne i deres virtuel reality briller.


Det var lærerne og pædagogerne, der først råbte vagt i gevær. Og senere powerforældrene fra den tidligere ”Hvor er der en voksen-bevægelse”, der havde fået gennemført kravene om minimumsnormeringer og derfor var begyndt at kede sig. Gruppen ændrede fokus og kom til at hedde ”Haps, den snupper jeg” og man gjorde det til en mærkesag at tage skærmene fra børnene og de unge, der selvfølgelig reagerede med al den teenagevrede, de kunne mobilisere: ”Forpulede børnehadere, voksenfascister, åndssvage voksenmobbere osv osv. Men de voksne stod fast, og institutionerne så hurtigt deres snit til at indføre forbud og skarpe restriktioner. Mange skoler gik så langt som til helt at droppe it i undervisningen (der jo alligevel kun havde vist begrænsede positive effekter) og efter ganske få år var alle skoler og institutioner, og i øvrigt også hospitaler, biblioteker og offentlige transportmidler, blevet til skærmfri zoner, hvor man satte nærværet, samværet og relationen mellem mennesker i højsædet.


Ja, det er faktisk sjovt at sidde og tænke tilbage på nu. Tænk at man troede, at man bare kunne sende de amerikanske tech-giganter, det frie markeds reklamer, algoritmerne, dopaminrusen og manipulationen ud til fri afbenyttelse af alverdens børn og unge uden at tro, at det ville få alvorlige konsekvenser.



Tak fordi du læste med.




Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 13 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her





0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle