Året er 2034, og målet om hundrede procent tryghed virker omsider realistisk. På det ugentlige pressemøde med ”Mette og myndighederne”, kom tryghedsbarometeret for første gang op at snuse til de magiske 90. Mette kunne meddele, at det nu er mere end tre måneder siden, at der sidst blev registreret tilfælde af ”ukontrollabel adfærd”. Og hun kunne også, med en klump i halsen fortælle, at vi endnu en gang har nået målsætningen om 95% procent vaccination af pensionister med den halvårlige tryghedsvaccine, der beskytter mod både corona, influenza, ensomhed og mild livslede. Borgerne er ifølge barometeret tryggere end nogensinde ”men vi kan gøre det endnu bedre, hvis vi står sammen, holder afstand og bliver ved med at vise samfundssind.”
Mette-for-tryghed-kampagnen fik for alvor luft under vingerne efter valget i 2022, hvor Mette klarede sig godt og fik held til at danne sin brede regering. Hun nåede hurtigt frem til, efter en inderlig samtale med en nordjysk vælger, at hun var blevet for slap og slasket, og at det ville være en god ide, hvis hun tog ansvar og begyndte at bestemme noget mere. Så det gjorde hun. Hun samlede finans- og statsministeriet i et tryghedsministerium, som blev styret af hende selv og Barbara Bertelsen som en magtfuld og respekteret skyggeminister. Alt skulle fra nu af igennem det nye ministerium. Vi skulle lave tryg omstilling, trygt sundhedsvæsen, trygt natteliv med kameraer på alle offentlige gader. Tryg ældrepleje, hvor de gamle med det samme kunne tilkalde assistance, hvis de oplevede personale med tørklæde eller hellere ville have en stor mand til at tørre sig efter toiletbesøg.
På skole og børneområdet skulle der sættes en helt ny tryg standard. Heldagsskolen skulle bevares, og endda udvides med et par lektioner, fordi Mette var sikker på, at det var bedst for børn fra utrygge områder at være væk fra deres forældre. Når forskningen pegede på, at det skabte mistrivsel med de lange dage, og at det efterhånden kun var socialdemokraterne, der kunne se fidusen, sagde hun bare, at problemet var, at de ikke var lange nok, og at tryghed tager tid at etablere. Hun indførte også tryg-skolestart, hvor børnene anonymt fik lov at svare på, om der var nogle af de andre børn i klassen, der gjorde dem utrygge. Hvis det var tilfældet, kunne skolen efter et par advarsler trække forældrene i eventuelle overførsler, ligesom de kunne tilbyde et obligatorisk forældretræningskursus med fokus på trivsel og god adfærd. ”Det er afgørende, at vi får skabt tryghed fra første dag, og som de danske børns statsminister går jeg ikke på kompromis med noget som helst”, som hun udtrykte det. Det var også derfor, der skulle indføres obligatoriske tryghedslegegrupper, er-du-tryg-i-maven-projektuge i indskolingen og tryg digital dannelse i 9. klasse.
I starten var der mange, der brokkede sig over, at Mette bestemte for meget. Jamen, hvad med demokratiet? Folkestyret? Konventionerne? Og menneskerettighederne? Mange havde i starten svært ved at forstå, at tryghed var vigtigere end for eksempel klima og sundhed, men efterhånden som Mette løste den ene krise efter den anden, faldt flertallet til ro. Derfor gav det også mening, at Mette havde behov for en større platform, hvor hun kunne nuancere sine holdninger. Hun åbnede derfor Mette News og Mette Avisen, som modsat de gamle medier ikke brugte det meste af sendetiden på at skændes og tale i munden på hinanden. Her skulle det være hyggeligt og rart, når der altså ikke lige var pressemøder. Her kørte Kandiskoncerter, Morten Korchfilm og makrelreklamer i båndsløjfe, og hver aften sluttede af med har-vi-det-ikke-dejligt-talkshowet med den evigt unge Michael Meyerheim.
Og hun fik vitterligt skabt ro i folkestyret. Lars Løkke blev en trind og glad sundhedsminister (der skulle forbløffende få argumenter og en ministerbil til at gøre ham til en slags socialdemokrat), Søren Pape var frisk på en tjans som udenrigsminister med en masse gratis rejser til eksotiske destinationer, og Pia Olsen Dyhr glemte helt at mene noget, efter hun fik lov at indrette sit helt eget børneministerium. Reel opposition var der intet af. Jakob Ellemann havde forladt politik og fået en stilling som kom-til-tiden-ambassadør ved forsvarsakademiet. Pelle Dragsted og Mai Villadsen var sendt på studietur til Rwanda, og det var i grunden længe siden nogen havde set dem. Alex Vanopslagh var blevet professionel youtuber og tiktokker med base i en ekstremt billig lejelejlighed i Struer, som det offentlige vistnok finansierede.
Ja, og sådan gik det til, at Danmark fik en bred regering over midten og blev så trygt et land, at borgerne igen turde færdes ude om natten.
Tak fordi du læste med.
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse (og nogle gange politik) hver fredag de næste 13 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her
Comments