Ungernes bedstemor synes, at julekalendrene er blevet for alvorlige. Vi havde netop set Tinka blive afsat som førstenisse og Rumle miste sin magi, fordi han valgte at prioritere sit eget venskab med menneskepigen over vigtige gamle nisseregler: ”Det var meget bedre i gamle dage, dengang med Magnus Tagmus og Anton, du har revnet dine bukser. Så sad hele familien og hyggede sig og grinede af det hele.”
Jeg synes, det er blevet for magisk. Ligesom i romanerne, hvor jeg er den eneste, der finder det u-fedt, når den japanske forfatter Murakami får en kat til at tale, eller når børnebogsforfatterne alle sammen kaster sig over noget med fantasy. Og nu skal julekalendrene også sovses ind i magisk julerealisme. Sidste år skulle vi rejse i tid, ligesom vi gjorde i Pyrusdagene (inden det blev racistisk), og i år skal vi igennem portaler ind til nisseriget, se på magiske julehjerteamuletter og følge en gammel ond heks, som laver uhyggelige trylledrikke fyldt med magi.
Min kæreste synes, at det går for hurtigt. Hu hej, vilde dyr. Lidt ligesom i Beverly Hills, hvor Kelly bliver udsat for alverdens genvordigheder, og man til sidst har svært ved at følge med: ”Jamen, var hun ikke bulimiker, eller var det inden hun begyndte at tage stoffer?” Sådan er det også i julekalenderne. Det skal gå fremad og hurtigt, og det er som om, man har taget konsekvensen af, at børn i dag ikke kan sidde stille og koncentrere sig og derfor skal fodres med alverdens effekter og hurtige sceneskift. De må ikke kede sig. For Guds skyld. Lad os indsætte endnu en portal, videre til en kæmpe eksplosion, klip til et kærlighedsdrama på to minutter, hvor hende fra overklassen er lige ved at kysse ham den fattige, og så videre til en dame med klap for øjet og videre igen til en scene med den søde lille nisse. Hele tiden hurtige klip mellem det gode og det onde, det hyggelige og det dramatiske.
Den mindste, ham på 5, fatter ikke en brik. Han ligger bare i sofaen og snurrer rundt om sig selv, hvis han ikke er henne og hente danskvand, klementiner eller pebernødder. Han når ikke en gang at høre Tinkasangen færdig, inden han har gang i nye projekter. Men hvis man spørger ham, om han ikke hellere vil lave noget andet, bliver han stålsat og fokuseret. Han skal se julekalender med familien, og det skal der ikke komme nogen dumme voksne og stille spørgsmålstegn ved.
Den største, ham på ti, er skeptisk hver aften, når vi siger, at det er julekalendertid. ”Jeg gider ikke i aften, kan jeg ikke bare være på skærm selv?” Men når vi sætter os til rette og gør klar, kommer han alligevel smygende og sidder tryllebundet i den lille time, det tager at kværne en omgang Tinka og Julehjertets hemmelighed. Han synes hverken at have bemærket, at det er for alvorligt, for magisk, for handlingsmættet eller for kedeligt.
Så alt er måske lige præcis som det skal være med julekalendrene. De mindste skal kede sig, de halvstore skal hygge sig, de voksne skal analysere og kritisere, og de ældste skal længes tilbage til de gode gamle dage. Julekalendere er blevet et vilkår på linje med Ris a la mande og Disneys juleshow, og den store prøvelse finder sikkert først sted, når ungerne er så store, at de ikke orker at se det mere, og vi som voksne skal tage stilling til, om det bliver for underligt at sidde at se Tinka 8 helt alene - men så kan vi jo bare streame Nissebanden i Grønland eller Jul på slottet og sige sætninger som: "De lavede nu også bedre sange den gang, og det var dejligt, at det ikke behøvede at gå så hurtigt".
Tak fordi du læste med.
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 13 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her
