Herhjemme er julemanden blevet glemt. Jamen, det er han. Til gengæld er der nisser allevegne. Vi sætter brunkager frem til nissen. Nissen giver os gaver i sokken. Nissen driller, hænger toiletpapir i lamperne, farver mælken grøn i børnehaven og optræder for fuld drøn i julekalendrene med trolde og magi og amuletter og eventyr (hvis du er vild med julekalendre, kan du i øvrigt læse mere her). Vores unger er vilde med nisser, og selvom de vistnok har regnet ud, at de ikke findes, og at der er et pudsigt sammenfald mellem vores eget gavepapir og nissernes, har de en stærk interesse i at holde dem i live.
Julemanden er de til gengæld ligeglade med. Jamen, det er de. Den yngste nævner ham en gang imellem, men han er tydeligvis klar over, at der er en masse falske julemænd i omløb. Hver gang vi ser en julemand, siger han, at han ikke er ”ægtig”, hvilket er en supercool sammentrækning af ordene ægte og rigtig. Og det er virkelig gået hurtigt. Sidste år var julemanden i høj kurs, da Nissebanden i Grønland blev genudsendt for Gud ved hvilken gang, men det skyldes nok, at lige præcis den julemand har så meget mystik og utilnærmelighed over sig, at han fik den yngste til at kigge på sig med ærefrygt. Men et barneår svarer til ti voksenår, og nu er julemanden hundrede procent fortrængt.
Ungerne forstår heller ikke hans gavesystem. Jamen, det gør de ikke. De har lært, at julemanden kravler ned igennem skorstenen med en sæk fyldt med gaver, men hos os er der aldrig nogen gaver fra ham. Der står fra farmor og mor og morfar og mormor, men der står aldrig nogensinde ”fra julemanden”. I en periode har vi forsøgt os med en enkelt gave om eftermiddagen, men det giver jo ingen mening, når han burde komme med en helt sæk.
-Rejser han virkelig ned til os med bare en enkelt lille delegave? Og hvordan kommer han overhovedet ind, når vi ikke har en skorsten? Og hvor skal han lande med sin kane? Og hvordan skal han nå at komme hele verden rundt på bare en enkelt aften? Kan du fortælle mig det, far? Kan du?
Og jeg kommer til kort her. Jeg svarer lidt vævende, at jeg ikke har så meget forstand på julemanden, men at jeg til gengæld ved en masse om nisser, og på den måde er jeg jo med til at nedprioritere julemanden på nissernes bekostning, selvom det ikke er min intention - men jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal svare. Måske ville det have hjulpet, hvis jeg selv havde klædt mig ud og været julemand for dem, da de var helt små, så de havde mødt ham primetime juleaften, men det kan jeg jo ikke bruge til noget nu.
Nej, jeg må nok bare se i øjnene, at vi er nået dertil i vores familieliv, hvor julemanden har aftjent sin værnepligt. Ligesom Tandfeen kommer til at gøre det. Og påskeharen. Og med tiden vel også nisserne. Og eftersom jeg er den eneste i familien, der bekymrer sig om julemandens ve og vel, er savnet vel også til at overse. Og jeg kan i hvert fald ikke forvente, at han gør ligesom Lp’en, strikketøjet, bankospillet, Lars Løkke Rasmussen og Poul Kjøller og vender tilbage i nye gevandter og gør sig relevant på nye måder. Julemanden virker meget jeg-gør-som-jeg-altid-har-gjort-og-hvis-alle-børn-med-tiden-har-tænkt-sig-at-vokse-fra-mig-må-det-bare-være-sådan-og-dermed-basta-agtig.
Og så pyt da med, at vi er nogle forældre, der går rundt og synes, at det er en lille smule vemodigt.
Tak fordi du læste med og rigtig glædelig jul
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 13 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her
