I Spaniens dybe stille ro
-Sid nu stille for søren.
-Jamen, det er kedeligt.
-Kig nu bare ud af vinduet. Det er okay at kede sig en gang imellem.
Når man rejser til Spanien med offentlig transport og samtidig håndhæver ingen-skærme-mens-vi-kører-princippet, oplever man ekstremt mange situationer, hvor børnene keder sig. Og en 5-årig der keder sig i en bus er som bekendt en overordentlig stor mundfuld. Han kan lægge sig ned og give sig til at sparke, daske hovedet ind i sædet og sige høje lyde, så forældrene bliver frustrerede og råbe-hvisker sætninger som: ”Nu stopper du, og jeg vil simpelthen ikke have, at du opfører dig sådan her i bussen”. Men på et tidspunkt giver også en 5-årig fortabt og læner sig tilbage i sædet: ” Okay, så sætter jeg mig og glor ud af det åndssvage vindue.”
Og så ser han en masse tomatdrivhuse, i hvert fald hvis turen går fra Almeria til Almunécar i det sydlige Spanien, og måske ved han ikke lige, hvad det er, men så ser han måske bjergene og markerne og sneen oppe på toppen og det glimtende middelhav eller måske noget helt femte. Og måske er der nogle af disse syn og øjebliksbilleder, der sætter sig og bliver til minder fra barndommen. Livet er som bekendt noget, der foregår, mens vi tænker på alt muligt andet, og jeg har det godt med at bilde mig selv ind, at vores benhårde ingen-skærme-på-rejsen-politik en dag vil betale sig i form af gode minder og den svært undervurderede evne ”at overvinde egen kedsomhed”.
Jeg sidder også selv og keder mig i bussen. Busture er kedelige. Og eftersom jeg ikke har nogen smartphone, hvilket du kan læse om her, er jeg tvundet til at indtage min egen medicin. Og jeg kan mærke, at jeg bliver bedre og bedre til det. Efter et par uger i Spanien off season, er jeg ligesom kommet i træning. Jeg er dog stadig ikke på niveau med den lille købmand, eller supermercado i San Jose, hvor jeg i en kort periode var stamkunde, og hvor købmandsdamen sad på den samme måde på den samme stol hele dagen lang og kun modvilligt løftede armen, når hun skulle taste cifre ind på den lille kreditkortmaskine. I en hel uge sad hun fuldstændig uden bevægelse og uden kunder at betjene. Som om vintersæsonen, for en del spaniere på den yderste del af solkysten, er noget der skal overstås, inden turisterne igen begynder at dukke op. De trisser rundt i en form for tomgang, mange af dem skutter sig, og det er som de opfatter de beskedne 18-20 grader som en form for uretfærdighed mod den menneskelige organisme.
Den tiårige er god til at køre i bus. Han finder på lege inde i hovedet og kan sagtens sidde en time eller to og bare hygge sig med det. Det har i øvrigt været fedt at være med ham på tur, fordi han har nået en alder lige mellem lille og stor, og derfor har fået nogle sjovere interesser. For eksempel synes han, det er en fest at være med sin far ude at spise tapas, som vi var i Cordoba, eller med sin mor på kunstmuseum i Barcelona, eller endda med ude at løbe, hvor det viste sig, at han var i særdeles god form og i stand til at piske op og ned af bjergene i den smukke hvidkalkede landsby Frigigliana. Det er fascinerende at opleve sin lille søn blive stor og pludselig høre ham tale om ting og samfundsforhold på en måde, hvor man ikke samtidig er ved at kede sig ihjel indvendigt. Han har i øvrigt været meget optaget af, hvordan det må være at gå i skole i Spanien. Hvordan dagene må føles uendelig lange, når man første gang får fri kl. 14 for så at møde ind til eftermiddagsundervisning igen kl. 17. Det er svært for en nordeuropæisk barnehjerne, at begribe logikken, mens det for en voksen godt kan opleves som om de med deres rolige rytme og ustressede adfærd har fat i den lange ende. Men ville vi bytte, hvis vi havde chancen? Vi brokker os over travlhed og kulde, men ville vi egentlig bytte vores tilværelse med den spanske livsstil og klimaet, hvis vi pludselig fik chancen….jeg er i tvivl.
Min kæreste synes også, det er kedeligt at køre i bus. Sådan helt grundlæggende. Men hun har også tendens til køresyge, og for køresyge mennesker er bjergkørsel i busser noget nær det værste. Men så snart vi kommer ud på de store veje, hovedvejene og ikke mindst motorvejene, slapper hun af og nyder fremdriften. Og effektiviteten. Min kæreste kan godt lide effektivitet, og den spanske offentlige transport, både på tog- og bussiden har vist sig utrolig stabil og rettidig. Det er ikke som i Danmark, hvor man nærmest skal fejre det, hvis en bus kører til tiden, eller hvis det lykkes at krydse Storebælt uden forsinkelser. I Spanien har man besluttet sig for, at bussystemet skal være velforgrenet og brugbart, så de gamle senoras og senoritas, med deres fascinerende bløde hatte og stokke, kan komme hjem til landsbyerne og vingårdene højt oppe i bjergene.
---
Og nu går det så snart mod Danmark igen. Hjem til frysepunktet, regnvejret, hverdagen, madlavningen og pligterne. Men også roen, forudsigeligheden, trygheden og følelsen af at sove i sin egen seng. Ferier er skønne, men måske mest fordi man har en hverdag at måle dem op imod. Hvis du, ligesom os, i mange år har overvejet at tage med familien til Sydspanien i januar, kan jeg give min varmeste anbefaling. Vejrmæssigt føles det som at gå rundt i en virkelig god maj måned i Danmark, adfærdsmæssigt som at gå rundt i et andet årti, hvor ingen kunne drømme om at afskaffe store bededag med det tåbelige formål at sætte tempoet i samfundet op - og det kan i øvrigt sagtens lade sig gøre at tage turen med offentlig transport.
Tak fordi du læste med.
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 13 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her
Comments