#20 Familien Venstre

Opdateret: 18. aug. 2019

Hvis Venstre var en familie, ville man nok kalde den stærkt hæmmet. Måske endda dysfunktionel. Jeg vil i det følgende analysere samspilsproblemerne i familien Venstre med udgangspunkt i karakterer fra DR drama, fordi DR drama jo nok er den sidste fælles referenceramme, vi har som beboere i nationen Danmark. Hvis der er en person, vi ikke rigtig kan få hold på, kan vi altid sige, at han eller hun minder om doktor Hansen eller Ingrid fra Rejseholdet, og så forstår vi med det samme, hvilken type vi taler om. Så her kommer lidt oversættelseshjælp, med hjælp fra DR drama, til alle jer, der ønsker at blive klogere på, hvorfor Venstres ledende medlemmer opfører sig så umiddelbart irrationelt, som de gør.


Lad os starte med farrollen, som tit er en vigtig rolle i DR drama, og som i familien Venstre spilles af Claus Hjort Frederiksen. Claus Hjort er selvfølgelig den moderne verdens svar på Kaj Holger fra Krøniken. På den ene side enormt magtfuld, men på den anden side også personificeringen af en fartype, der ikke længere kan holde sammen på stumperne. Det skrider for ham. Det går galt, og det begynder at knibe med dømmekraften. Den ene dag er han ude og sige, at han bedre kan lide den ene dreng end den anden, og et par dage efter trækker han pludselig i land igen. Et tydeligt eksempel på en far, der i fuld gang med at formøble al den respekt, der ellers altid har omgærdet ham. Man tænker umiddelbart, at han er færdig, men det troede man også om Kaj Holger, og han viste sig at være yderst slidstærk. Måske er far Hjort bare lidt stresset lige nu, og måske har han stadig en fiskeri- eller trafikminister gemt i maven. Det er i hvert fald for tidligt at dømme ham ude, og han synes heldigvis ikke at være i nærheden af at minde om faren fra DR-serien Sommer, som må være enhver patriarks mareridt af en afskedsrolle.


Og så er der storebror, eller ældste søn, Lars Løkke Rasmussen, som jeg måtte gruble en del over. For hvor finder man en lille trind mand med masser af magt og masser af humor og masser af kynisme og en fascinerende evne til altid at blive hængende - ligegyldigt hvad der sker. Men så slog det mig pludselig. Og svaret findes selvfølgelig i klassikeren over dem alle, Matador. Lars Løkke er naturligvis Viggo Skjold Hansen. Viggo er opportunistisk, Viggo flyder oven på, og Viggo finder alternative løsninger på komplicerede problemer. Hvis spillet ændrer sig, må vi lave nye regler. Jeg kunne sagtens forestille mig, at Lars Løkke kunne sælge heste til tyskerne, men jeg tror, at han modsat Viggo Skjold Hansen, også ville formå at være frihedskæmper samtidig, eller i hvert fald give udtryk for det. Lars Løkke er den eneste, jeg kender, der er i stand til at formulere to modsatrettede synspunkter på en måde, hvor jeg tror på begge dele. Som når han sidder til et sommergruppemøde og forklarer, at det er en god ide at gå i regering med Socialdemokraterne, samtidig med at det ar afgørende, at det er Venstre, der leder landet. Eller når han argumenterer for, at Kristian Jensen er god, samtidig med, at han er dårlig.


Og nu vi er ved Kristian Jensen. Kristian Jensen må så afgjort være Erik fra Krøniken. Kan I huske ham sønnen med brillerne, der altid fik tæsk af sin far og de andre fra fabrikken, fordi han ikke fattede de interne spilleregler. Det var muligt, at han havde blik for den samlede produktion og udviklingen i verden, men han fattede ikke magtspillene, og det endte med at blive hans endeligt. I en dansk familie er det vigtigere at kunne begå sig i de nære relationer end at være visionær og fremsynet.


Og så er der lillebror Jakob Ellemann Jensen. Og her må vi endnu en gang ty til Krøniken, men denne gang en socialdemokrat. Jakob Ellemann er nemlig Palle From fra Krøniken, og inden du nu farer op siger, at det duer slet ikke, at det er da fuldstændig utroværdigt, så bør du i det mindste høre begrundelsen. Palle From er en entydigt positivt skildret figur (i hvert fald i begyndelsen). Og sådan er det også med Jakob Ellemann. Mens storebrødrene sidder og skændes om, hvorvidt en, i øvrigt fuldstændig utopisk, familieudflugt med socialdemokraterne er en god ide, sidder Ellemann fromt og fremstår som det eneste rene usnavsede alternativ. Alle, der så Kristian-Jensen-skal-smadres-pressemødet, må have tænkt, at det eneste nogenlunde troværdige menneske i forsamlingen var Jakob Ellemann. Og var det ikke også som om, man fornemmede et lille undertrykt smil bag lillebrors mundvige? Sådan et Uffe Ellemann-agtigt tø hø smil.


Nå, det var så far og de tre sønner. Eller Hjorten og de tre små kid, eller hvad man nu vil kalde dem. Men hvad med mor? Hvor er mor? Og det er fuldstændig rigtig set, at der ikke er nogen mor i familien Venstre, og måske er det også en af årsagerne til, at familien er så dysfunktionel. Det er en udpræget maskulin familie og har vel egentlig været det de sidste mange år. Man forsøgte sig en overgang med en mor i Birthe Rønne Hornbech (en mere liberal udgave af fru grisehandler Larsen), men det blev aldrig nogen stor succes. Da det kom til stykket, synes man, det var besværligt, når hun fablede om morting som høj moral, og at alle skal behandles ordentligt og sådan noget. Det var simpelthen for bøvlet. Nej, så var det nemmere med et mere maskulint fællesskab, og det har man så praktiseret lige siden. Bevares, man har da kvinder i den bredere periferi, og de kommer da også med til runde fødselsdage og lignende. Men når det handler om vigtige sager som økonomi og familiens sammenhængskraft, vurderer man, at det er bedst, der kun er mænd med ved bordet. Mænd i Venstre er nu en gang de mest rationelle, når det kommer til de helt centrale beslutninger.


Og måske er det også problemet for familiens skrappe tante, Inger Støjbjerg. Hun kan ikke rigtig komme ind i varmen, og hver gang hun prøver på det, går det galt. Hvis man skal sammenligne hende med en karakter fra dansk tv-drama må det være hende den irriterende blomsterpige fra Arvingerne, der hele tiden vil ind i den store kunstnerfamilie. Bortset fra at blomsterpigen skildres som en letpåvirkelig og følsom karakter, og det er Inger støjbjerg jo ikke, så vi bliver nødt til at tilsætte noget kynisk og skrapt, men det kan man heldigvis finde hos Fru Fernando Møhge i Matador, og så går regnestykket alligevel op. Inger Støjbjerg er selvfølgelig 60% irriterende blomsterpige og 40% Fru Fernando Møhge.


Som de sidste bliver jeg nødt til at nævne de to irriterende onkler, for som i enhver anden familie, er der også i familien Venstre to onkler, der altid får lidt for meget indenbords og føler stor trang til at blande sig i alt mellem himmel og jord. Den ene er Søren Gade, som er en klassisk Oberst Hackel type, der siger, hvad det passer ham, når det passer ham. Og den anden er Carl Holst, som er mere interessant. Alle troede egentlig, at han havde meldt sig ud af familien, men da det for alvor brændte på, dukkede han op i fjernsynet som en anden Erasmus Montanus og stillede alverdens hjemmebryggede diagnoser. Jeg måtte tænke en del over, hvem han minder om fra DR drama, men til sidst slog det mig, at svaret må findes i Lars Von Triers tv-serie Riget. Carl Holst er naturligvis den svenske læge Stig Helmer, der nok er intellektuel og glad for at stille tilfældige diagnoser, men som samtidig virker vred og føler sig højt hævet over alle de andre familiemedlemmer- måske fordi han kommer fra et andet land (eller landsdel).


Ja, det var sådan set analysen, og nu håber jeg, den har givet lidt mere klarhed over problematikkerne i familien Venstre, der jo på mange måder minder om dem, vi også ser i DR-serien Arvingerne, hvor der står en flok børn og gør krav på et faldefærdigt gods. Hos familien Venstre handler striden ikke om at arve en bygning, men mere om at lede en organisation, der for de tre brødre fremstår eventyrlig og smuk- mens den for os andre nok mere ligner et håndværkertilbud. Men spændende bliver det at følge udviklingen. Og jeg synes, vi alle skylder familien en stor tak for at tage diskussionerne og overvejelserne offentligt, så det ikke bare bliver et internt familieanliggende, men i højere grad minder om det, vi kender og holder af fra Danmarks Radio om søndagen.


Gratis rådgivning: Hvis jeg som børneopdragelsesblogejer skulle komme med et enkelt råd til familien Venstre, ville jeg foreslå dem at opfinde et fælles tredje. Jeg har i undervisnings- og opdragelsesmæssige sammenhænge oplevet, at det kan være meget frugtbart at have noget at være sammen om, så man ikke fokuserer så meget på relationer og eventuelle problemer imellem de deltagende. Jeg har haft succes med mange forskellige projekter lige fra højtlæsning til modellervoks til klassesamtaler om Holberg og Anden Verdenskrig, og selvom jeg ikke er ekspert i familien Venstre, ville jeg umiddelbart foreslå, at det fælles tredje kunne være noget politisk. Det kunne måske handle om at formulere et politisk projekt, alle familiemedlemmer kan se sig selv i eller at formulere nogle visioner for Danmark, som de alle sammen er enige i. Jeg ved godt, det kan lyde som en uoverskuelig opgave at skulle samarbejde og lytte til hinanden, men jeg har erfaring med, at det faktisk har virket i en del andre dysfunktionelle familier.



0 visninger