Højer er en følelse. Højer er en tilstand. Højer er Marsk og åbne vidder og Vidå slusen og Højer sluse og cafeteriet og de gamle huse og det faldefærdige hotel og Digebageren og pølserne og haven med alle nisserne og Brugsen og møllen og vandtårnet.
Men Højer er meget mere end monumenter og seværdigheder, som der ellers er overraskende mange af. Højer er først og fremmest de mennesker, der bor der. Som for eksempel Lars og Didde, der altid åbner deres hjem for os under Tønder Festivalen og lader os bo langt mere luksuriøst og opvartet end på de fineste luksushoteller. På hvilke hoteller bliver der lagt frisk frugt fra egen have frem på rækværket, så man bare kan forsyne sig. Eller fundet gamle støvler frem, som man kan benytte, hvis der skulle være regn under festivalen. Eller stillet cykler og legetøj frem til fri afbenyttelse. Og mit indtryk af Højer er, at det er en by, hvor man kender hinanden - og hjælper hinanden. Hver eneste år er jeg vidne til hilsner og ordvekslinger og byttehandler, hvor en nabo lige rækker en anden nabo en pakke pølser, som tak for at de hentede teenagedatteren til festen forleden. Eller hvor man lige inviterer hinanden over til en øl eller en kop kaffe, fordi alle på egnen har et kæmpelager af dåseøl og sodavand, og fordi kaffen i Højer bare smager bedst, når man er flere til at drikke den.
Når man som børnefamilie har valgt Højer som destination, opstår der et tidspunkt, hvor børnene synes, det er kedeligt at kigge på antikbutikker og gå et smut op til Brugsen. Så siger de typisk ting som ”det er dødssygt”, ”skal vi ikke snart hjem?” og ”må jeg ikke få min I-pad?” Og så gælder det om at kende den tophemmelige legeplads, som det tog os en fem-seks år at opdage. Nemlig den, der ligger skjult nede ved siden af spejderhytten, og som er umulig at se ude fra vejen. Den er intet mindre end strålende. Med svævebane og klatretårn og rutschebane og sandkasse fordelt på et areal, der giver ethvert københavnerbarn julelys i øjnene. Og man har den oven i købet nærmest for sig selv. Modsat københavnerlegepladser, hvor der sagtens kan være kø ved gyngerne, er der ikke særlig mange, der bruger Højers legeplads, og man får sådan en dejlig følelse af at have masser af plads at boltre sig på. Og hvis der endelig er nogle af de lokale børn og deres voksne, er de afslappede på en helt anden måde end i storbyen. Sidste år da jeg var dernede med ungerne, så jeg to mødre, der stod og røg, mens de lod børnene lege, og det er bare sådan noget, man aldrig ser i storbyen. På københavnske legepladser er der kæmpestore rygning-forbudt skilte, og forældrene overengagerer sig i deres børns leg i en grad, så det ikke er usædvanligt at se en blød far eller en speltmor tage turen sammen med barnet ned af den nærmeste rutschebane. Men sådan er det ikke i Højer. I Højer er det mere afslappet. Her er det okay, at man tager en smøg, og det er okay, at børnene leger, uden at der kommer en voksen hvert andet øjeblik og spørger, hvordan de har det.
Og når man så har været på legepladsen fire dage i træk og trænger til lidt luftforandring, kan man tage sin barnevogn eller klapvogn og spadsere ud mod Emmerlev Klev, som føles lidt som at gå mod verdens ende. Der er marsk og diger så langt øjet rækker, og der er altså bare et eller andet ved det syn, med de uendelige strækninger og den kæmpestore himmel, som kan være ret så vanedannende. Men som også kan give børnene en ro, så de sidder og stener på en måde, de helt sikkert ikke gør derhjemme. Og den gode nyhed er, at der venter en overraskelse på denne rute, for netop som man tror, at diget, man går på, rent faktisk er uendeligt, dukker der både ferielejligheder, vadehavsstrand og en campingplads op. Og på sidstnævnte kan man få en fortrinlig kaffe med kiksekage i countryagtige mormoromgivelser, og det skal man ikke kimse af. På det her tidpunkt er børnene typisk også ved at krakelere af træthed, og så er det jo effektivt med et skud sukker.
Men man skal også et smut ud på gården. På Hohenwarte, som de lokale udtaler på en måde, så det i forvejen vanskelige navn bliver fuldstændig umuligt at tyde. Jeg tror, Lars sagde navnet en syv-otte gange, inden det gik op for mig, at det var navnet på en gård og ikke et menneske, et møbel eller en sjælden sygdom. Og jeg har faktisk ikke været der endnu, men mine drenge er altid med deres farmor derude, og min ældste søn siger, at det er en sjov gård, hvor man kan købe is og få lov til at klappe dyr, som ifølge ham både er ”kedelige og spændende”. Det mest spændende skulle være en vaskebjørn og et æsel - men det skal jeg nu se, før jeg tror det.
Nå ja, og så skal man selvfølgelig ud og besøge Højer sluse og Vidå slusen, så man kan sige til sine ældre familiemedlemmer: ”at selvfølgelig har vi da været ude og se sluserne. Vi lærer da altid vores børn om landets geografiske og kulturhistoriske seværdigheder.” Og så pyt med at man i virkeligheden bliver lidt skuffet over Højer sluse som er kedelig, for man har jo heldigvis Vidå slusen, som både byder på et spektakulært skue ud over Vadehavet og et glimrende old school cafeteria med fiskefilet og filterkaffe i lange baner.
Men man skal altså først og fremmest spadsere rundt i byen og tale med folk i butikkerne og i Højerhusene, og hvor man ellers møder dem, for det er her, kvaliteten gemmer sig. Det er nemlig atmosfæren, naturen og menneskene, der til sammen gør Højer til noget ganske særligt, og det er forbløffende så mange kringelkroge og antikbutikker og gallerier, man kan løbe ind i, hvis man bare sørger for, at variere sin rute, hver gang man skal i Brugsen eller til Digebageren. Og i flere af butikkerne kan man være heldig at finde brugt legetøj til børnene - til nærmest ingen penge.
Og selvom de fleste mennesker ynder at køre i bil rundt i landet, vil jeg stærkt anbefale, at man finder vandrestøvlerne frem til sig selv og børnene, for der er altså noget helt særligt ved at vandre ud af Højer by - om det så er mod Emmerlev Klev, sluserne eller den store nabo mod syd. Så føles det vitterligt som at vandre ud mod evigheden, når man rammer de lange lige strækninger. Og børnene har godt af det. Men lad for guds skyld være med at fortælle dem, at I på et tidspunkt er nødt til at gå samme vej tilbage.
Ja, det var så anmeldelsen af Højer by som mulig børnefamiliedestination, og inden jeg runder af for denne gang, vil jeg da lige minde om, at du her på hjemmesiden kan involvere dig på tre måder, hvis du mener noget om børneopdragelse. Du kan skrive et indlæg i mit debatforum Jagtstuen. Du kan tegne en tegning til et blogindlæg. Eller du kan booke en af mine debataftner ”Hvorfor er børn så barnlige?” eller ”hvorfor har bedstemor så travlt?”
Jeg glæder mig til at høre din stemme
