top of page

#210 Langfredag


Foto: Unsplash.com

Så blev det endelig langfredag, hvor Jesus hang og dinglede på korset, og hvis der er noget, der har taget min yngste med storm, er det netop den historie. Vi oplevede det i Spanien for nylig (som du kan læse om i teksterne fra januar og februar) hvor det vrimlede med Jesusfigurer. Hver gang vi kom ind i en kirke eller katedral, gik han på jagt efter den mest dramatiske Jesus og stillede et hav af spørgsmål: Er det blod? Kan man se sømmene? Gør det ikke ondt at blive sømmet fast til et kors? Den store var knap så fascineret. Han havde travlt med at lege hestevogn, ridder eller Robin Hood, inspireret af de middelalderlige omgivelser. Min kæreste gik rundt og læste på telefonen eller lyttede til guide-walkie-talkier, så hun kunne fortælle om stedets historie og oprindelse. Jeg indtog som regel en trippel-rolle, hvor jeg vekslede mellem børnevenlig Jesus-på-korset-ekspert, tålmodig hestevognspassager og historisk interesseret turist-ægtemand.


For nylig var jeg så til en kirkelig vielse, hvor to af mine venner blev gift, og selvom det var et smukt ritual, og det var det virkelig, og selvom jeg godt kan godt lide historiens vingesus, ikoniske steder og bygninger samt ideen om, at vi er rundet af noget større, så sad jeg hele tiden og forestillede mig, hvordan man kunne gøre det anderledes. Tænk hvis man erstattede teksterne fra bibelen med et par Søren Ulrik Thomsen digte, og hvad hvis man droppede det med ”lad os bede fadervor sammen” og sang nogle lidt mindre salmeagtige sange. Og måske man kunne overveje at sætte tempoet bare en anelse op.


Og nu har jeg lige set Paven i båndsløjfe på News, og han har åbenbart været indlagt med bronkitis, men forventer at holde fast i påskens planlagte aktiviteter, og jeg sad som altid, for man ser jo de samme billeder hvert eneste år, og tænkte over, at det er da utroligt, som den mand formår at samle masserne på Peterspladsen. En meget populær herre, men hvorfor skal han være så ekstremt gammel? Hvad kunne det ikke blive til, hvis de valgte en lidt mere vaks og Obama-agtig pavefyr?


Måske er jeg ganske enkelt for overfladisk til at blive kristen. Hver gang jeg kommer i nærheden af noget religiøst, mærker jeg en intuitiv modstand, som jeg ikke er i stand til at se ud over. Jeg vil hele tiden forandre, ændre og transformere i stedet for at studere, observere eller måske endda lytte til budskaberne. For det gør jeg slet ikke. Jeg bliver utrolig træt, hver gang noget bliver fremsagt på en kristen måde, og jeg synes, bibeloplæsninger i alle afskygninger er noget af det mest kedsommelige. Når jeg en sjælden gang er i kirke, ser jeg folk, der nikker og lytter interesseret til Paulus brev til Korintherne eller hvad det hedder, men jeg mister altid koncentrationen og sidder bare og tænker over, om de rent faktisk lytter, eller om de, ligesom jeg, bare prøver at se sådan ud.


Samtidig kan jeg også nogle gange blive misundelig på de kristne. Jeg cykler tit forbi en frikirke i mit nabolag, og de ser altid ud, som om de hygger sig noget så guddommeligt. Om søndagen er der proppet til gudstjeneste, og om aftenen sidder de rundt om et langt bord og drikker kaffe og taler sammen om dybe og meningsfulde emner. Og nogle gange tænker jeg over, hvad der ville ske, hvis jeg hoppede af cyklen og gik hen og bankede på. Ville jeg være velkommen? Ville de lukke mig ind? Og ja, det ville de garanteret. Og vi ville sikkert også hygge os, for jeg ville være aftenens eksotiske indslag, men på et tidspunkt ville de føle sig nødsaget til at komme videre i (bibel) teksten, og så ville det blive akavet og underligt. For jeg ville have svært ved at være i det, og jeg ville svare undvigende, når de blev missionerende, og ligeså hyggeligt, som det ville være i starten, ligeså forkert ville det føles til sidst, når jeg luskede ud af døren - og måske ville jeg ligefrem finde det nødvendigt at finde en anden cykelrute hjem om aftenen, så de ikke skulle se mig, og det ville blive så bøvlet. Så det bedste er nok at lade de kristne være kristne og så nøjes med at kigge på dem udefra.


Men hvorfor er det egentlig kun religiøse mennesker, der kan finde ud af at mødes og tale om væsentlige og filosofiske emner? Hvad med alle os, der er rundet mere af Doktor Hansen end af Provst Meyer? Hvor skal vi gå hen? Og jeg ved godt, at man kan tage på højskole eller finde et kursus om filosofi på Folkeuniversitetet, men det er jo ikke det samme, vel? Hvorfor er vi danskere blevet sådan nogle, der kun kan tale om vejret og fodboldklubben og måske lige den allermest presserende pandemi eller inflationskrise? Som om vi slet ikke har et sprog for det dybe og eksistentielle. Den slags har de religiøse åbenbart patent på.


Måske burde man gøre som i Skotland, hvor de har etableret en bevægelse, der laver ikke-religiøse ceremonier om søndagen, hvor man taler og synger sammen ud af fra en erkendelse af, at fælleskabet er vigtigt, givende og meningsfuldt, men ikke nødvendigvis behøver centrere sig om Jesus der hang og dinglede på et kors en langfredag for efterhånden rigtig mange år siden.


Tak fordi du læste med og rigtig god overfladisk påske.



Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 13 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her




0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page