Jeg har kastet mig over tjansen som fodboldcoach, fordi min søns træner pludselig stoppede. Hvad var nu det for noget? Skulle vi nu til at lave om på tingene? Nu var det jo lige begyndt at fungere. Og hvorfor er det, at frivillige mennesker i Foreningsdanmark ikke bare kan give den en ekstra skalle, så vi andre kan køre ungerne til fodbold uden at tænke over det? Havde vi ikke klappet ham nok på skulderen, og rost ham, mens han var der? Havde han gennemskuet, at vi inderst inde tænkte ”stakkels mand, godt det ikke er mig”, og følte han derfor en stærk trang til at lave noget andet på sine hverdagsaftner?
Jeg opfangede ikke grunden til hans afgang, men pludselig opstod den nervepirrende situation, hvor en ældre holdleder fra klubben kom ned til træningen og bad alle forældre stille sig i en cirkel, og som forælder i en fodboldklub ved man godt hvad ”vi samles lige i en cirkel” betyder. Det betyder nemlig én af tre ting. Enten er den gal med betalingen og girokortene, eller også er der ikke nok, der hjælper med at slæbe kegler og bolde, eller også, og det er selvfølgelig det værste, skal der udpeges en ny stakkel til at stå i spidsen for det hele. Og der kan virkelig blive stille i sådan en cirkel, når salgstalen først begynder:
-Det er jo kun en enkelt aften om ugen i vintersæsonen og to aftner om sommeren. Stilhed. Ingen siger noget: ”Når børnene er små, er det jo stadig forældrene, der står for det, og det ville jo være ærgerligt, hvis vi ikke havde et u-6 hold her i klubben."
Skyld. Skam. Dårlig samvittighed.
Og min den yngste, der bare elsker fodbold. Eddermame synd hvis han ikke har et sted at spille. Og hvorfor er der ingen af de andre, der melder sig? Og hvorfor står alle mødrene nu og kigger på mig? Bare fordi jeg nogle gange deltager i øvelserne og kommer med ideer til, hvordan man også kunne gøre. Fandens også. Hvorfor har jeg ikke bare holdt lav profil? Stadig ingen, der melder sig. Fuck. Jeg er nødt til at gøre det:
-Okay, jeg tager den, men kun hvis vi kan finde en, der hjælper med materialer og kommunikation.
"Fint. Tjek. No problem. Klap klap klap. Stort tillykke med valget. Nu kan du også skrive cheftræner på cv’et ha ha."
Og så var jeg pludselig træner med ansvar for, at cirka 20 unger kunne få spillet noget bold. Og jeg må jo bare konstatere, at jeg synes, det er meget sjovt. Foreningsdanmark på godt og ondt. Manglende info. Ekstreme niveauforskelle. Mennesker fra alle samfundslag. Masser af øvelser, samvær og grin.
Og så er der kampene. Her er det lidt sværere. For selvom der kun er tre eller fire spillere på banen ad gangen, så kommer der andre forventninger og ønsker, når børnene får en rigtig spilledragt på og skal til at spille mod andre klubber. Så bliver det pludselig vigtigere, hvor meget man spiller, hvor på banen man er, og om dagen samlet set bliver en god oplevelse.
Og det kan sgu godt være svært at balancere. To vil ikke stå på mål, en anden vil slet ikke spille, nogle er bedre end andre og én skal lige pludselig ud og tisse. Og forældrene på sidelinjen er utrolig opbakkende, indtil de synes, at der er noget med deres barn, som er urimeligt, og så siger de helt stilfærdigt: ”Søren har godt nok stået meget på mål i dag.” Og så har man lige en ekstra komponent at forholde sig til. Og i forvejen er hjernen ved at brænde sammen ved at holde styr på, hvem der skal skiftes ud hvornår, hvor meget spilletid de hver især skal have, og hvor meget der skal tages hensyn til børnenes egne ønsker.
Jeg kan høre mig selv rigtig meget i forældrenes kommentarer derude. Jeg har selv stået og heppet og levet mig ind i det. Og er kommet med gode og velmenende råd fra sidelinjen. For hvor er det dejligt nemt at betragte det hele udefra og kun skulle fokusere på sit eget barns præstation og velbefindende. Det er noget helt andet at være staklen i midten, der skal have det hele til at fungere en søndag formiddag i støvregn, hvor cafeteriet i øvrigt har lukket, fordi der ikke er nogle frivillige, der har meldt sig.
Tak fordi du læste med.
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 13 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her
