Kl. 12:30
Jeg har besluttet mig for at bruge præcis en time på ugens tekst, fordi jeg er inspireret af det tidspres, som man oplever på gymnasiet til skriftlige eksamener, hvor man sætter sig ved et bord i en gymnastiksal og går i gang med at præstere. På kommando. Ugens tekst handler nemlig om gymnasiet, fordi jeg for kort tid siden havde en hjemmearbejdsdag og opdagede, at der på DR kom et pressemøde fra reformkommissionen, som måske er den kommission i verdenshistorien med det kedeligste navn - i stærk konkurrence med strukturkommissionen.
Tænk at man vælger så absurd kedelige navne til sådan nogle kommissioner. Som om det er et mål i sig selv at finde navne, der er så kedelige, at kun nørder og fagfolk har lyst til at følge med. Måske er det også derfor, de skal præsenteres på hverdage om formiddagen.
Nå, men jeg havde som sagt hjemmearbejdsdag og har gået på gymnasiet og arbejder med uddannelse, så jeg tænkte, at det nok ville klæde mig at følge lidt med. Måske burde jeg ligefrem betragte det som en form for pensum eller eftervidereuddannelse, og måske var der også et menneske eller to i min omgangskreds, der ville blive imponeret over min modenhed, hvis jeg kunne sige, at jeg er nu er blevet sådan en, der følger med, når kommissionerne præsenterer deres arbejde.
KL. 12:46
Så jeg satte mig til rette med en kop kaffe og så tre meget voksne mennesker træde frem ved nogle borde i et lokale på en erhvervsskole, som skulle give seancen et ungdommeligt og erhvervsskoler-er-faktisk-temmelig-hippe-udtryk, og jeg genkendte straks to af dem, nemlig Nina og Per, som også har været med i nogle af de andre kommissioner. Egentlig sjovt at det altid er de samme, der deltager. Er de mon de eneste, der har lyst? Eller brænder de bare mest for det? Måske vidste de allerede som helt unge, at det var sådan noget, de skulle lave:
-Hvad så lille Nina, hvad vil du være, når du bliver stor?
-Jeg vil gerne være sådan en, der sidder i kommissioner og skaber forandringer på et dybere plan. Hvad skal man så læse?
-Hm, det ved jeg faktisk ikke, men dufter af det almene gymnasium.
Kl. 12:59
Nina og Per og den tredje trådte frem og startede deres powerpoint-show og forklarede, at de både havde talt med lærere og studerende og forskere og fundet ud af, at der var nogle særlige faktorer, der gjorde, at alt for mange unge mennesker vælger gymnasiet fremfor eksempelvis en erhvervsuddannelse. En af de vigtige var festerne og det sociale miljø. Derfor foreslog de at oprette en ny uddannelse, en HPX, højere praktisk eksamen, hvor der så skulle være mindst lige så gode fester som på gymnasierne.
Og her gik det op for mig, at Nina og Per og den tredje har glemt noget centralt. De har glemt, hvordan gode fester opstår, og hvordan unge mennesker fester. Lad mig bruge mig selv som eksempel. Da jeg var 16, brugte jeg ikke meget tid på at tænke over min videre uddannelse, udover at jeg havde et vagt ønske om at blive journalist, eller måske skolelærer. Jeg brugte til gengæld oceaner af tid på at orientere mig i ungdomsgrupper og finde ud af, hvem der var de seje, de lækre, de cool og de mest eksotiske, og der hvor de søgte hen, ville jeg også hen. Og det var så tilfældigvis gymnasiet.
Og det var selvfølgelig også der, de gode fester var. For de cool fester opstår der, hvor de cool mennesker er, og der hvor medløberne (som mig) står og bakker de seje mennesker op i, at de er seje. Det ville da have raget mig en papand, om der også fandtes en anden, mere praktisk retning, også selvom den måske ville klæde mig bedre på i forhold til min noget utydelige fremtidsvision. Det ville have været ligesom en forælder eller tante, der løftede sin pegefinger og sagde: ”husk nu, at det er vigtigt at have noget at falde tilbage på”. Jeg ville til hver en tid vælge festen før uddannelsen, og så måtte vi jo se på et tidspunkt, hvad evnerne kunne række til.
Og når man så oven i købet tager med i ligningen, at alle de unge fra de mest ressourcestærke miljøer nærmest bliver ført mod (og kørt til) gymnasierne, fordi forældrene godt ved, at de fede jobs, de høje lønninger og den store prestige ligger i den akademiske verden, så siger det jo sig selv, at de mest overskudsagtige unge søger mod gymnasierne, og så kommer alle medløbere halsende bagefter. De gode fester bliver med andre ord ved med at være på gymnasierne, så længe gymnasierne har den form, de har i dag.
Hvis vi virkelig vil ændre det her, må vi slå hele lortet sammen, så alle der vil have en ungdomsuddannelse, træder ind ad den samme dør, gennemfører det samme grundforløb, inden de så senere begynder at specialisere sig i forskellige retninger. Tænk hvis alle unge deltog i de samme fester, uanset hvor de var født, og hvilke fremtidsdrømme de havde. Tænk hvis vi rent faktisk turde tro på mangfoldighedens og sammenhængskraftens styrke i stedet for at blive ved med at bilde de unge ind, at der er mindst ligeså meget prestige i det praktiske, når vi som samfund konstant viser dem, at det kun er den akademiske væremåde, der batter.
Vi bombarderer dem med slides, powerpoints, skolesprog, studievejledere, politikere der taler som akademikere. Ja, selv kommissionen som skal fortælle, at det er vigtigt med det praktiske er gennemsyret af velovervejede fremmedord og anseelige mængder evidens fra alle de rette evalueringsinstitutter, embedsfolk og konsulentbureauer. Vi viser konstant, at de akademiske koder er de vigtigste, og derfor klinger det hult, når vi når frem til, at løsningen er en HPX, der bliver mindst ligeså sej som ”det rigtige gymnasium”, og at der skam også skal holdes nogle virkelig gode fester.
13:22
Og nu har jeg desværre ikke mere tid til at skrive om reformkommissionen, hvis jeg også skal nå at rette slåfejl og tjekke kommaer. Og det vil jeg gerne. Jeg ved, at sådan nogle typer som Nina og Per og ham den tredje vil tage mine udsagn langt mere alvorligt, hvis teksten tager sig præsentabel ud, eller endnu bedre, bliver udgivet i et velanset tidsskrift. Sådan er det i et akademiseret samfund. Her bliver alle vigtige beslutninger truffet af folk med lange uddannelser, dem som kan sige de rigtige ord og kender de rigtige mennesker - og som helt sikkert har siddet og skrevet opgaver under tidspres i en gymnastiksal på det almene gymnasium.
Tak fordi du læste med
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 12 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her
