#22 Et liv uden smartphone

Opdateret: 3. nov. 2019

Som et led i jagten på den gode opdragelse har jeg valgt at leve et liv uden smartphone. Det er der flere grunde til:


For det første ved jeg, at jeg ikke kan styre det. Jeg er vild med at læse om nyheder, børneopdragelse, fodbold, musik og politik, og jeg kan sagtens gå ind på de samme sider igen og igen uden noget egentligt formål. Hvis jeg havde internet ved hånden, ville fristelsen blive for stor. Jeg ved det bare. Jeg ville være på bold, på børneopdragelse og på arbejde på samme tid. Og det duer ikke. I forvejen synes jeg, det kan være kompliceret bare at tale og gå samtidig. Yderligere distraktioner ville være uhensigtsmæssigt.


For det andet synes jeg, folk ser dumme ud, når de sidder med snuden nede i deres ”plader”, som min vens farmor kaldte dem - og fuldstændig stempler ud af den virkelige verden. Forleden kørte jeg i tog med en flok skærmzombier, der var så opslugte, at de ikke ville opdage, om der så stod en nøgen mand ved siden af og lavede helikopteren. De ville allerhøjst registrere bevægelsen og åndsfraværende begynde at lede efter rejsekortet. Jeg synes, det er trist, at så mange mennesker stempler så meget ud og sidder og glor ned i meningsløs skærmunderholdning, mens landskabet og tilværelsen bare suser forbi.


For det tredje tror jeg, at optagetheden af skærmene betyder noget for samværet med børnene. Jeg tror ikke, det er ”gratis”, når man er på en legeplads og lige tjekker ind på sit arbejde eller skriver en mail, fordi børnene ser ud til at lege fint med hinanden. Jeg tror, man skal have stor respekt for evnen til at være nærværende, og jeg tror, det er en evne, der lider et knæk, hver eneste gang man tjekker sin arbejdsmail lørdag eller søndag eftermiddag. Man antænder arbejdscenteret i hjernen, og pludselig er man på arbejde, mens man er sammen med sine børn, og det tror jeg bare har nogle konsekvenser. Man er en lille smule mindre til stede og lægger mærke til lidt færre af de ting, som man ser og værdsætter, når man eksempelvis er på ferie. Hvis man virkelig vil tage nærværet og samværet med børnene seriøst, synes jeg, man skylder dem at slukke for alt, hvad der hedder arbejde og ligegyldig underholdning, når det ikke er højst nødvendigt. Også selvom det betyder, at man skal stå nogle minutter og bare glo ud i luften.


For det fjerde bliver jeg provokeret af, at forbrugsguden siger, at vi alle sammen skal have en kæmpetelefon, og så løber vi alle sammen ud og køber en kæmpetelefon. Er vi bare en flok lemminger? Hvordan kan det være, at ingen pludselig kan undvære at være på nettet en enkelt dag, når vi for ti år siden kun var på det få gange om ugen? Og for lidt flere år siden slet ikke kendte til dets eksistens. Jeg bliver provokeret, når jeg står og kigger ud over en rockkoncert og ser alle mennesker hæve deres telefoner og lave lys samtidig ( sådan som de tidligere gjorde med lightere), og jeg ved, at ikke en eneste af dem har tænkt: ”At jeg skal fandeme ikke have sådan en åndssvag ”plade” bare fordi det lige er oppe i tiden.” Hvad er der blevet af folks evne til at modstå virksomhedernes tillokkende tilbud?


Jeg bliver altid Rasmus modsat, når sådan nogle mega-trends rammer nationen. Jeg får lyst til at gå imod det. Også selvom det betyder, at tilværelsen nogle gange bliver vanskeliggjort, som den vitterlig gør, når jeg skal fedte med kontanter, mens alle andre overfører på Mobilepay, eller når jeg skal printe et bykort ud, i stedet for bare at slå det op på telefonen. Men jeg synes, det er sliddet værd. De skal ikke komme her og tro, at de kan få mig til at bruge tusindvis af kroner på deres elektroniske skrammel, der oven i købet får mig til at blive mindre nærværende med mine børn.


Og hvad er det i øvrigt for en chance alle mennesker løber ved bare at kaste sig ud i en tilværelse, hvor man pludselig bruger tusindvis af timer i selskab med en skærm? Hvad er det for et kæmpe eksperiment, vi alle sammen er en del af? Følger der nye absurde sygdomme med som krogede musefingre og øjenskader? Eller fører det til en generation af unge mennesker, der ikke kan læse mere end halvanden side i en bog, inden de bliver så rastløse, at de er nødt til at sende et tweet og snap om, hvor meget fordybelse stinker.


Ingen ved det, og ingen tager det alvorligt. Vi ved bare, at pladerne er lækre og spændende, og derfor skal vi give den gas og lade os underholde. Også selvom det muligvis betyder, at vi bliver mindre nærværende sammen med vores børn eller udvikler eksotiske fysiske og psykiske skavanker.


Når jeg taler med folk om smartphones, er der forbløffende mange, der er enige med mig. ”Ja, den fjerner opmærksomhed fra mine børn. Ja, den fører til, at jeg arbejder mere end jeg burde.” Alligevel er der ikke andre end mig (som jeg kender til), der har taget konsekvensen og sendt deres "plade" til de evige telefonmarker. Og det må jo skyldes, at de ikke synes problemet er så alvorligt endda. Eller at Mobilepay, google maps, forældreintra og Twitter bare er så væsentlige tjenester, at det er helt umuligt at leve sin tilværelse uden at have dem ved hånden hele tiden.


Her på bloggen vil jeg jævnligt rapportere fra min smartphonefrie tilværelse, og jeg vil meget gerne høre fra dig, hvis du også har smidt din smartphone ud eller overvejer at gøre det. Men også hvis du synes, jeg lyder som en udryddelsestruet dinosaurus, der trænger til et alvorligt kursus i ”nutid”. Skriv en mail, en kommentar eller opret et indlæg i Jagtstuen, hvis du ligesom jeg har forholdt dig til ”pladernes” pludselige indtog i nationen.


PS. Og lad mig endnu en gang minde om, at jeg fortsat er på jagt efter dygtige tegnere og gæsteskribenter, der mener noget om børneopdragelse



254 visninger1 kommentar