#241 Stillefodbold er en falliterklæring

Dette indlæg har også været udgivet i Politiken, hvor du kan læse det her

DBU er begyndt at afholde silentstævner, som er fodboldstævner, hvor forældrene ikke må komme med negative eller ”coachende” tilråb fra sidelinjen. Ideen er at børnene skal have lov til at spille i fred, træffe deres egne beslutninger og i det hele taget bare nyde at spille fodbold. Og det er jo en glimrende ambition, især når der har været talrige eksempler på forældre, der har pacet, råbt og skreget og i det hele taget været ude af kontrol på sidelinjen.

Og nu har jeg så prøvet at deltage i sådan et stævne som træner for min søns fodboldhold. Og jeg må sige, at jeg til min store overraskelse, overhovedet ikke bryder mig om det. Der var en underlig mat atmosfære. Der var unaturligt stille, og kun en gang imellem var der forældre, der klappede eller sagde ”flot” efter en vellykket aktion. Men det var kunstigt. Og mit hold følte sig hæmmet af det. I hvert fald var de ikke ligeså sprælske og ærgerrige, som de plejer at være- men det kan selvfølgelig også bare være et spørgsmål om tilvænning.

Men jeg kunne mærke, at det var noget andet, der skurrede i mig bagefter, da vi havde forladt det tavse kunstgræsanlæg. Og jeg tror, det handler om, at der er noget udansk og udemokratisk ved konceptet, som jeg har svært ved at finde mig tilrette i.

Det udanske først. Når jeg tænker på Danmark, tænker jeg på et land med en høj grad af sammenhængskraft, hvor vi blander os med hinanden og bringer vores forskelligheder i spil. I skolerne, på arbejdspladserne og i foreningslivet. Og fodbolden har en helt særlig tiltrækningskraft i alle samfundslag, så det er meget forskellige forældre, der står side om side og ser deres poder spille bold. Nogen råber højt, andre står stille, nogle kommer med sjove kommentarer og andre igen agerer mandagstrænere og kommer med lidt for mange negative tilråb.

Men det meste af det er jo fedt. Passionerede forældre der blander sig med hinanden og står og taler sammen. Men når man kalder til stilhed, fjerner man noget af passionen og spontaniteten og gør forældrene til en ensartet masse, der står ligeså stille og klapper i takt.

Og er det det virkelig det, vi vil vise vores børn? At voksne er nogle passive væsener med tandpastasmil, der taler lavt, klapper høfligt og siger at alt er godt, når det i virkeligheden ikke passer. Det synes jeg, der er noget u-ærligt og udansk over, og jeg synes ikke, det er en god måde at være rollemodel på.

Og det er i øvrigt også udemokratisk. Vi plejer ikke at være tilhængere af at forbyde ytringer i vores samfund. Normalt siger vi, at vi skal kunne forsvare vores værdier med holdninger, forklaringer og gode argumenter, men i breddefodbolden er vi åbenbart nået til et punkt, hvor vi må parkere vores rettighed om ytringsfrihed for at skabe kunstig harmoni på sidelinjen.

Og det synes jeg er et skråplan. Vi bliver nødt til at stole på vores værdier og gode argumenter, og hvis der er forældre, der går over stregen til stævnerne, skal vi turde gå over til dem og sige noget. Forklare dem, hvorfor det er uhensigtsmæssigt at råbe af børn, og fortælle, hvordan man kan være støttende i stedet. For kun på den måde er det muligt at skabe dybere erkendelser og reelle adfærdsændringer hos de relativt få forældre, det jo i virkeligheden drejer sig om.

Og det er jo sådan man gør i demokratiske samfund. Man taler med dem, man er uenige med. Man forsvarer sine værdier i samtale og handling og forsøger at undgå forbud og regler, der er i bedste fald fungerer som kortsigtet symptombehandling, men i værste fald er udtryk for magtesløshed, konfliktskyhed og udemokratiske tendenser.

Så lad og få passionen tilbage på sidelinjen og så tage en god snak med de forældre, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt.

Tak fordi du læste med.

Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 12 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her