Jeg vidste ikke lige, hvad jeg skulle skrive om, så jeg stillede mig selv det klassiske skribentspørgsmål: Hvad vil alle gerne læse om? Og svaret kom naturligvis prompte: Sex.
Nu er det imidlertid en pæn og ordentlig børneopdragelsesblog, jeg driver, så det er selvfølgelig umuligt med erotiske, lumre eller på anden vis under-bæltestedet-agtige-tekster, så i stedet har jeg fokuseret på noget af det mest mytiske og sagnomspundne, vi overhovedet kender til inden for børneopdragelsesbloggenren. Nemlig den hårdtprøvede sveddampende farkrop.
Den typiske farkrop er karakteriseret ved at have et hoved øverst med betragtelige rynker og bekymringsfuger, der ikke fandtes før faderskabet, men som lynhurtigt udviklede sig i takt med børnene ankomst og som udvikler sig løbende, hver gang et barn falder af gyngen, får feber eller skal et smut på skadestuen. Rynkernes størrelse og dybde afspejler som hovedregel barnets gemyt forstået på den måde, at ”vilde børn giver dybe rynker”- hvilket i øvrigt også er et ordsprog i nogle sydeuropæiske lande (tror jeg nok).
På hovedet vil der hos nogle fædre være hår i begrænsede mængder, og mange tager hurtigt konsekvensen og klipper sig skaldede. Den skaldede far, i ved ham der står helt afslappet med en coffee to go på legepladsen, er en afklaret far, der har opgivet at bekæmpe det uundgåelige og bare besluttet sig for at rage det hele af med det samme. Mange mænd burde gøre som den skaldede far, men det er en særdeles vanskelig erkendelse, at håret ikke vokser ud igen, og hvis du møder en tyndhåret far, bør du være yderst nænsom og omsorgsfuld og måske finde et eller andet pænt på ham, som du kan rose unaturligt meget.
Farhalsen adskiller sig ikke fra andre fine halse, så lad os fortsætte rejsen ned mod overkroppen, som ofte er overraskende veltrænet i betragtning af, hvor lidt den typiske far egentlig træner. Den typiske far har masser af visioner om at træne, men det er bare ikke så tit, han lige får taget sig sammen. Til gengæld løfter han som en gal: Klapvogne, børn, tasker, slyngevugger, barnesenge, cykler, bledispensere og hundredesytten andre ting, han ikke kendte eksistensen af, inden han i en bisætning for længe siden erklærede, at han muligvis godt kunne tænke sig at blive far en dag. Men alle disse løft giver altså pote i form af veltrænet overkrop, hæderlige biceps og et til tider aldeles sveddampende udtryk.
Desværre fortsætter dette veltrænede udtryk ikke ned til maven, der tværtimod har antaget sin helt egen form. Den får ikke så meget øl mere, så den er ikke så hård. Til gengæld er den mere slasket eller blævret, og de mange løft er desværre langt fra nok til kompensere for de mange kilo Matadormiks og timers Netflix, som det kræver at være far til børnene, når de er helt små. Den klassiske småbørnsfar er stillesiddende og har erkendt, at han ikke mere skal score, hvorfor det synes absolut meningsløst at sige nej til snøfler og vingummisbamser, især hvis disse er inden for rækkevidde og ikke kræver andet end en løftet hånd eller en ekspedition ud til køkkenskabet. Mange fædre lever i den vildfarelse, at etableringen af den nye maveform er et midlertidigt fænomen, der vil forsvinde, når børnene bliver større, men disse mænd tager grueligt fejl. Maven er kommet for at blive, og hvis de er i tvivl, kan de bare kigge på alle de ældre fædre, som stadig render rundt og signalerer velstand og trivsel med mindst ti kilo for meget foran sig. Når maven først har sat sig, forsvinder den ikke igen. Beklager mænd. Og kvinder.
Længere nede finder vi kalorius, lille far, tryllestaven, og hvad vi ellers kan finde på af passende, morsomme eller platte kælenavne til farens ædlere dele. Vi ved, at enhver far har været viril på et tidspunkt, men vi ved faktisk meget lidt om, hvordan farkroppen egentlig fungerer i dette område. Dog ved vi, at adskillige fædre får mere end et barn, hvilket tyder på at ”spærret-adgang-på-grund-af-blævermave” og ”adskillige sovende børn i soveværelset” ikke forhindrer voksenintimitet i et omfang, så familiens reproduktion er i fare. Dog formodes det, at der ikke er så meget gang i den som tidligere, da den gennemsnitlige far er konstant træt og relativt u-tiltrækkende med snot på tøjet, daggamle skægstubbe og et bekymrende begrænset fokus på eget udseende.
Resten af farkroppen er ordinær og ikke noget at skrive hjem om. Typisk er der tale om et par blege lår, der udvikler sig til behårede ben og munder ud i to kæmpestore fødder. Og det ikke sådan at faren tænker, ”at når jeg nu har så overdimensionerede fødder, må jeg hellere sørge for at holde dem nogenlunde soignerede eller velplejede, som man ofte ser det hos mødrene. ”Nej, faren har givet fuldstændig op på fodpleje, der befinder sig uendeligt langt nede på den to do liste som faren ikke har, men som han måske burde overveje at anskaffe sig. Der er ganske enkelt ikke kræfter, overskud eller vilje til at fokusere på så skjulte og perifere kropsdele som fødder, der ikke har andre repræsentative funktioner end at træde frem i par klip-klappere om sommeren og være synlige i en svømmehal i ny og næ. Hvis bare de har en nogenlunde normal overflade, synes det at være mere end fint for faren.
Overordnet kan man sige, at den dampende farkrop, ligesom tilværelsen i øvrigt, er en kompleks og spændende størrelse med utallige højdepunkter og bølgedale. Nogle steder overrasker den positivt og sender gode vibrationer ud mod verden – andre steder er den det rene blæver.
Tak fordi du læste med og skriv endelig en kommentar, hvis du enig eller uenig eller på nogen måde kan oparbejde en holdning til fænomenet ”dampende farkrop”.
Tegningerne til dagens indlæg er tegnet af Josefine Najbjerg Hansen, som er en genial tegner og et prægtigt menneske. Du kan se mere til Josefines tegneevner på https://www.facebook.com/JosesFineArt/ eller du kan sende hende en mail på josefineart@gmail.com