Hvad er det med ham Rasmus Seebach? Hver gang mine unger hører hans musik, farer de ud på gulvet og fægter med arme og ben. Og skråler med på omkvædet til ”ud på en øde ø”. Men når jeg sætter mig for at spille guitar, altså vaskeægte akustisk instrument med autenticitet og nerve, samtidig med at jeg kigger på dem med store nærværende Povl Kjøller øjne- ja, så flygter de og kaster sig over Anders And blade, skærme, og endda lektier, hvis de har nogle af dem.
Og jeg indrømmer gerne, at mit guitarspil ikke lyder godt i traditionel forstand. Jeg startede min karriere som 40 årig og har haft nogle svingende første år, så ungerne er muligvis vænnet til, at fars guitarspil ikke på dén måde forbindes med nydelse. Men det sidste halve års tid er niveauet, efter min egen vurdering, hævet betragteligt, og det hænder, at min hustru ligefrem kan høre, hvad jeg spiller. Og så bliver jeg jo stolt og får blod på tanden og klimprer endnu højere, mens ungerne flygter endnu længere væk.
Og det er jo helt forkert. Jeg læste en gang et interview med Anisette, hvor hun fortalte, hvordan de var en hyper-musikalsk familie og stod i stuen alle sammen og spillede guitar og klaver og trommer og sang og hyggede sig big time, og jeg forestiller mig, at det må være den mest lykkelige måde overhovedet at være familie på. Tænk sig nærmest at smelte sammen i musikalitet og samspil.
Men sådan er det ikke herhjemme. Selvom mine unger faktisk har temmelig meget flair for det musikalske. Den yngste kan nogle sindssyge dansemoves, og den store går til guitar, kan spille efter gehør og er i stand til at stemme sit instrument uden hjælpemidler. Så de har det ligesom i sig.
Jeg håber, det er et spørgsmål om tid. I mit barndomshjem kørte der altid musik i baggrunden og som ung tog jeg afstand fra det, men jeg har lagt mærke til, at jeg er begyndt at høre meget af det samme musik nu. Som om det hele tiden har ligget som et mentalt bagtæppe og lagret sig i underbevidstheden. Og nu lærer jeg mine børn, at det er naturligt, at man sidder om aftenen med et instrument, og når de en gang bliver voksne og får børn, vil de også sætte sig med et instrument, fordi de har lært, at det er sådan noget forældre gør.
Men måske kan der også ske noget på den korte bane. Måske vil de en dag få lyst til at joine mig, når jeg sidder og øver med min guitar. Måske vil de en dag spørge, om vi ikke skal spille eller synge sammen.
Men det hjælper ikke at plage. Det har jeg prøvet. Så kigger ungerne bare på mig, som om jeg er en sølle ensom troubadour, og det er ikke fedt. Så jeg må lide alene i mit guitarunivers (som så mange andre store musikere før mig) indtil ungerne måske en dag kobler sig på - og indtil da må jeg nøjes med at se dem have en fest med Rasmus Seebach.
Tak fordi du læste med.
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 12 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her
Comments