Det her er en af de uger, hvor jeg intet har at berette om. Og for de fleste mennesker er det jo fint med sådan en stille og rolig uge, hvor man lige kan trække vejret og få pulsen lidt ned. Men for mig er det noget rod. Jeg er jo som bekendt kommet til at love mine læsere, at der vil ligge en dugfrisk og nogenlunde læsværdig tekst hver fredag morgen i 16 år. Så jeg er nødt til at finde på noget. Jeg kan ikke bare skrive om ingenting. Man kan ikke engang slå ”ingenting” op på Wikipedia eller i retstavningsordbogen og få noget begavet ud af svarene. Eller skrive om ”ingentings” historie.
I bedste fald kan jeg filosofere over, hvordan man laver ”ingenting” på en god måde, men det kommer der heller ikke noget interessant ud af, for jeg gør det næsten aldrig. Det der med at sidde stille og stirre ud i luften, kan jeg kun huske, at jeg praktiserede for 15 år siden, da jeg rejste rundt i Afrika. Der satte jeg mig hver morgen på en stol i solen i en times tid og lod tankerne vandre. Og det var lækkert. Og rart. Og gav ro i sjælen. Og jeg besluttede mig for, at det ville jeg fortsætte med at gøre, når jeg kom hjem, men jeg har aldrig gjort det siden. Det nærmeste jeg kommer er nok, når jeg nogle gange går en tur, men selv dér er mine sanser jo optaget af alt det, der sker omkring mig.
Måske burde jeg tvinge mine unger til at lære at lave ingenting. For ingenting-tid for børn kan jo blive det rum, hvor fantasien får mulighed for at åbne sig, og hvor de pludselig går i gang med at lege. Børn er jo mestre i at opfinde alting ud af ingenting, og så laver de selvfølgelig ikke ”ingenting” længere, men så var det ingenting-tiden, der fik dem i gang. Og det at skulle lave ingenting er på en måde det modsatte af at kigge på sin skærm og finde tilfældig underholdning og fordybe sig i det. For på skærmen er det algoritmerne, der styrer tankerne mod noget bestemt, mens ingenting-tiden giver rum til tankernes frie løb, og så er vi inde i fantasien og forestillingsverdenen og alt det andet dyrbare, der måske er under pres i den tid, vi lever i.
Ja, jeg tror sgu, vi skal til at lave noget mere ”ingenting” herhjemme.
-Må jeg være på skærm?
-Nej.
-Hvad skal jeg så lave?
-Ingenting.
Og så se, hvad der sker. Problemet er bare, at ungernes næste skridt vil være at kaste sig over deres forældre med Ludo- og Stratego-spilleplader, så det skal vi være beredt på, og sige nej til - uden alt for meget dårlig samvittighed.
Og så må jeg holde en tale for dem:
-I dag skal vi lave ingenting, fordi jeg har fundet ud af, at det er vigtigt for mennesker at lave ”ingenting”, ligesom jeg selv gjorde en gang i Afrika.
Og de vil synes, det er en hjernedød ide. Og de vil råbe og skrige:
-Hvorfor fanden skal vi kede os ihjel, bare fordi du en gang sad og stenede på den anden side af jorden?
Og jeg vil forsøge mig med et svar:
-Jamen, det er bare, fordi jeg tror, det er sundt for mennesker at lave ingenting en gang imellem. Det er godt for fantasien. Det giver ro i kroppen. Og man bliver bedre til at sove om natten.
Og de vil kigge på mig, som om jeg er idiot. Og ryste på hovedet. Og de vil ikke sige noget, men inderst inde vil de synes, at det er tåbeligt at mine selvrealiseringsprojekter skal gå udover dem.
Og der har de måske også en pointe. Måske kunne jeg nøjes med selv at gå i gang med at lave en masse ingenting og så vise dem, hvor ekstremt afslappet og afbalanceret jeg bliver, og så kan det være, de bliver nysgerrige: "Hold kæft hvor er far blevet sej, efter at han er begyndt at sidde og stirre ind i væggen. Det vil jeg også prøve."
Ja, det må være fremgangsmåden. Og jeg kan jo passende begynde med det samme. Nu har jeg jo også en tekst om "ingenting", og så behøver jeg ikke stresse mere over min deadline. Nu mangler jeg bare at finde en velegnet væg, som jeg kan sidde og glo på.
Tak fordi du læste med.
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 12 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her. Og endelig, hvis du tilhører det mindretal af læsere, der primært følger med for at høre om mine holdninger til dansk fodbold, kan du læse min anden klumme til Tipsbladet om Silkeborgs midlertidige formkrise, og den finder du her
Comments