Vi er en hotelfamilie, fordi vi ikke har nogen bil.
-Skal vi ikke tage på hotel et par dage i påsken?
-Jo jo, vi sparer jo en formue ved ikke at have bil.
Sådan argumenterer vi ofte, inden vi beslutter at tage på hotel. Min kæreste og jeg er begge eksiljyder med begge-ben-på-jorden-forældre, så det ligger ikke i blodet at betale kassen for noget så basalt som at sove. Vi har tværtimod lært, at det er en god ide at være fornuftige og finde billige overnatninger, så der er penge til alt det andet. Hvad med at overnatte hos familien? Eller vennerne? Eller hvad med et af alle de skønne shelters og overnatning-under-åben-himmel-muligheder, som findes derude?
Men jeg magter det ikke. Jeg synes ikke, det er eksotisk at vågne op med rim på soveposen eller lyden af regn mod teltdugen. Og jeg har absolut ingen ambitioner om at kunne tale med om, hvor skønt det er at ligge og kigge direkte op mod stjernerne, inden man lukker øjnene. Outdoorlife er noget, jeg ser i fjernsynet i Alene i vildmarken, mens jeg brokker mig over, at det er lidt køligt i min stue. Jeg orker heller ikke (længere) at vågne op på en madras efter en fest og komme hinanden ved med fælles tømmermænd og morgenmad.
Måske er jeg ganske enkelt blevet gammel. Eller asocial. For jeg er virkelig begyndt at sætte pris på følelsen af at tjekke ind på et hotel og modtage bunker af komfort. Elsker roen, eksklusiviteten, morgenmaden og de rene håndklæder. Og jeg ved godt, at det er helt forkert i forhold til værdier som nøjsomhed, klimabevidsthed og samvær med andre, men jeg har åbenbart nået en alder, hvor komfort trumfer principper, og jeg prøver så at forsvare det med, at vi lever nøjsomt og klimavenligt til hverdag, og at derfor er okay at lege privilegeret klimasynder nogle enkelte weekender om året.
Men jeg vil det ikke med ungerne. Ikke på vilkår. Hoteller egner sig ikke til små børn, der sover uroligt, mistrives på 12 kvadratmeter og alligevel ikke sætter pris på rent sengetøj og små flasker med hårshampoo. Når børnene skal med, hedder det sommerhuse, ferielejligheder og Air-Bnb, hvor man kan indrette sig praktisk, vaske tøj og lave spaghetti med kødsauce.
Men der findes andre spændende hotelkonstellationer, som jeg kan anbefale:
Hotel med et stort barn
Da den store havde fødselsdag, gav vi ham en hotelovernatning i gave. Sammen med mig. Inde i København. Og turen var en bragende succes. Højdepunktet var den italienske turist-fælde-restaurant, hvor vi spiste Carbonara og spaghetti bambino og talte sammen på en anden måde end derhjemme. Og da vi lå på den gigantiske hotelseng og spiste slik og så kaptajn Underhyler på fladskærm.
Hotel med kæresten
Og så er der selvfølgelig kæreste-hotel-opholdet. Et par gange om året tager min kæreste og jeg et hotelophold uden børn, fordi vi har erkendt, at børn er vilde med forældre, der er vilde med hinanden.
Hotel med sig selv
Og så den eksotiske. Og mere sjældne. Single-hotel-overnatningen. Både min kæreste og jeg er sådan nogle, der godt kan lide at lave ting selv, og hvis der er noget, der ikke er særlig meget af i familie-med-små-børn-tilværelsen er det timer og dage, hvor man ikke skal tage stilling til andet, end om man vil gå til højre eller venstre. Og her er hoteller virkelig elegante. Her er de nemlig ligeglade med, om man kommer selv, og hvad man i øvrigt har af planer- så længe man ikke ryger på værelset. Så derfor tager vi nogle gange på hotel alene. Altså kun den ene af os. Så kan man nemlig læse, spise, sove, tage karbad, drikke kaffe og gå ture, præcis som man har lyst til.
Og det kan varmt anbefales. Til gengæld er det en svær praksis at få introduceret: ”Hey skat, jeg overvejer at tage på hotel for mig selv i næste weekend? Hvad tænker du om det?” Mange steder vil det formentlig blive modtaget med mistro: ”Hvorfor vil du af sted selv? Skal vi ikke hellere gøre noget sammen? Kan du ikke lide mig længere?”
Men måske handler det bare om, at man har brug for et døgn eller to, hvor man ikke skal tage sig af andre. Og måske er det slet ikke så dramatisk og underligt, når det kommer til stykket. Måske vil kæresten rent faktisk forstå det. Især hvis du kan sige det på en måde, hvor det er tydeligt, at det ikke handler om fravalg, men tværtimod om, at du gerne vil have ladet batterierne op, og komme hjem som en bedre udgave af dig selv Og hvis du også husker at nævne, at muligheden selvfølgelig også gælder den anden vej.
Og ellers må du referere til forskningen og eksperterne. Her er et forslag til en brugbar formulering: ”Jeg har for nylig læst på en meget anerkendt børneopdragelseshjemmeside, at det er afgørende for børnefamiliens samlede trivsel, at den ene af forældrene nogle gange tager en overnatning på et hotel”
God tur og tak fordi du læste med
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 12 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her
