#27 Eventyret om Greta Tunfisk

Opdateret: jan. 27


Der var en gang en lille svensk fisk, som hed Greta Tunfisk. Hun led af noget, man kaldte Aspergers syndrom, som betød, at hun kunne blive så optaget af et emne, at hun slet ikke kunne fokusere på andet. Når hun først havde sat sig noget for, snakkede hun om det i ét væk og helmede ikke, før der var nogen der ville lytte til hende og tage hende alvorligt. Det havde tidligere givet hende masser af problemer i vandklassen, når hun for eksempel ville blive ved med at tale om fisk i tredje verdens lande, mens læreren for længst var gået videre til vandets kredsløb. Så blev de andre fisk sure på hende, og især de voksne synes, det var for galt, at sådan en lille anderledes tunfisk insisterede på altid at sige sin mening og blive hørt.


En dag, da Greta var blevet en halvvoksen tunfisk, fandt hun ud af, at der var noget helt galt med det vand, de alle sammen svømmede rundt i. Det var simpelthen blevet så forurenet, at man risikerede, at det en dag ville være ubeboeligt for alle fiskearter. Greta gik derfor til sin lærer, som mindede om et medlem fra Dansk Torskeparti, og hun spurgte ham, om hun dog ikke burde gøre noget for at redde vandet.

-Nej, det bedste du kan gøre for sagen er at sørge for at passe din skole. Små syge tunfisk har ikke noget at gøre, når det handler om redde vandet. Det må du lade de voksne om.

-Men I gør jo ikke noget, blobbede Greta, men da var læreren allerede svømmet videre for at tage sig af de mere almindelige fisk.


Men Greta nægtede at give op, og en dag besluttede hun sig slet og ret for at tage fri fra skole og demonstrere for renere havvand. Alle de voksne, der svømmede forbi, kiggede overbærende på hende og tænkte ting som: ”Hun bliver klogere, ja ja, vi har jo alle sammen været ungfisk en gang, og hvor er det dog naivt, at hun tror, hun kan gøre en forskel.”


Men hvor det altid plejede at være de voksne, der fik ret, skete der denne gang noget overraskende. Flere af hendes klassefisk havde regnet ud, at det var Greta, der havde fat i den lange ende. De voksne havde jo alligevel ikke tænkt sig at gøre noget ved problemet. De var blevet for gamle til at interessere sig for fremtiden og for indgroede til at ændre adfærd. Derfor samledes flere og flere ungfisk til demonstrationerne, og til sidst var de så mange, at de mest magtfulde fisk erkendte, at de var nødt til at tage de unge, og ikke mindst Greta Tunfisk alvorligt. Derfor inviterede de hende til at tale ved verdens største fiskeforum, hvor alle verdens vigtigste fisk befandt sig, og Greta leverede en følelsesladet tale, som hun så tit havde gjort i skolen, ja, hun gav den endda en lille tand ekstra og fældede en tåre undervejs, samtidig med at hun bebrejdede alverdens topfisk, at at de altid tænkte på alt muligt andet end at redde vandet.


Men det skulle hun imidlertid aldrig have gjort, altså det der med at give den en lille tand ekstra. For den slags accepterer moderne topfisk ikke. ”Hvad nytter det at stå og være følelsesladet foran alverdens vigtige slipsefisk”, bloppede en gammel hunfisk. ”Sådan nogle fisk er da alt for vigtige til at kunne tage noget så banalt som en lille tunfisks følelser alvorligt.” Hvor en hun dog teatralsk, udgød en anden””Hun virker god nok som en munter lille tunfisk med en strålende fremtid” ironiserede en oppustet trompetfisk, som forbløffende mange syntes at tage alvorligt. ” Hun skulle få mere styr på sine fakta, akademiserede en dansk mediefisk, og sådan blev det ved og ved. Alle syntes at have en holdning til den lille tunfisk, og selvom der også var mange der støttede hende, og ikke mindst hendes budskab, var der saftsuseme også mange, der blev sure. Og forurettede.


Og man kunne faktisk godt undre sig over, at så mange af de store fisk, blev forurettede over en relativt uskyldig lille tunfisk. For nok så det teatralsk ud, da hun vrissede sine formaninger ud til forsamlingen, men det var da også ganske imponerende, at hun i det hele taget var i stand til at svømme derop og stille sig til skue for verdens samlede fiskebestand.


Skyldtes modstanden, at det ikke mindede om det, de var vant til? De fleste topfisk var vant til slips og rapporter og kancellisprog, og måske var de slet ikke i stand til at lytte til nogen, der ikke kunne tale ligesom dem selv. Var Greta Tunfisk simpelthen for mærkelig og skæv en fisk til, at de kunne forstå hende?


Og var hun også alt for følelsesladet og ukontrolleret? Når alverdens topfisk normalt så folk der græd eller leverede stærke budskaber, var det altid lækre sild som Thurman eller Dicaprio, der gjorde det, og så vidste man, at det på en måde var noget de spillede, og de sørgerede også altid for, at det så lidt cool og lækkert ud imens. Og skulle man endelig vælge en ukendt hunfisk, kunne man vel i det mindste tage en mere 12-tals agtig fisk, der så mere præsentabel ud og formulerede sig mere subtilt og raffineret- og måske endda med et lille glimt i øjet, så det hele ikke blev så dramatisk.


Men Greta Tunfisk tillod sig at stille sig op og vise ægte usminket indignation, som om hun var fuldstændig ligeglad med, hvad man forventede af en lille autistisk hunfisk. Og det forvirrede åbenbart havets privilegerede meningsfisk, som besluttede sig for at kritisere den 16-årige ungfisk i et omfang, som man aldrig har kritiseret nogen 16-årig før- og så hendes budskab nærmest druknede.


Tak fordi du læste med.


-----

Hvis du godt kunne lide eventyret om Greta Tunfisk, kan du muligvis også lide historien om regelrytteren, der elsker at lave forandringer henne i børnehaven.


Husk også at der her på siden bliver udgivet et debatskabende indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 16 år.








0 visninger