top of page
jesperkoerstz

#286 Stærke kvinder og gamle slatne mænd


Foto: Unsplash.com

Denne tekst har også været udgivet i POV d. 2/9 2024


For nylig befandt jeg mig i et venteværelse i en time, hvor jeg oplevede intet mindre end tre ældre ægtepar, der syntes at have udviklet præcis samme parforholdsdynamik. I alle tre tilfælde var der kvinderne, der styrede showet, og da jeg først bemærkede mønsteret, var det slående. Et utal af sætninger i stil med: ”Toilettet er derovre skat, du skal gøre sådan med sundhedskortet, vi kan sidde her, sig til hvis jeg skal hente noget kaffe.” Kvinderne talte til mændene, som om de var små børn, og mændene virkede apatiske, men også som om de havde vænnet sig til det. Måske synes de ligefrem, det var rart at have en slags mor omkring sig hele livet.


Måske er det sådan, det er i Danmark. Pigerne vokser op med at se deres mødre styre det hele derhjemme, og så tænker de, at det er sådan rigtige kvinder gør, og når de så selv får små børn, styrer de rundt med vasketøjskurve, madretter, børn og til sidst også deres mænd.


Og mændene orienterer sig omvendt mod arbejdsmarkedet, for det har de set deres fædre gøre, og hjemmet bliver mere noget, man forholder sig til i ydertimerne, når alle væsentlige beslutninger om vasketøj og aftensmad for længst er truffet. På den måde reproducerer vi de traditionelle kønsroller, hvor kvinderne styrer hjemmene, mens mændene fornøjer sig med de fede jobs og bestyrelsesposter i erhvervslivet.


Men når de så rammer pensionsalderen falder mændene sammen og oplever et stort meningstab: Der er ikke længere brug for mig, og hvad er meningen med livet uden arbejde? Kvinderne synes omvendt, at det er rart, at han endelig har fået noget mere tid, og så er der igen en at styre rundt med, nu hvor ungerne for længst er flyttet hjemmefra. Og så opstår dynamikken fra venteværelset, hvor hun styrer, og han lystrer: ”Ja ja, hvis hun synes, vi skal til lægen, skal vi vel til lægen. Hvis hun siger, jeg skal på toilettet, skal jeg vel på toilettet.”


Ja, måske bliver vi bare ved med at udvikle handlekraftige pensionistkvinder, der dirigerer rundt med slatne og desillusionerede mænd. Og måske derfor bør vi ændre de strukturer og dynamikker, der får kvinderne til at styre det hele i hjemmene og mændene til at bruge kræfterne i erhvervslivet. Jeg er egentlig som udgangspunkt imod, at staten skal blande sig for meget i menneskers livsvalg, men måske kræver det håndfaste tiltag som øremærket barsel til fædre, kvindekvoter i bestyrelser og andet, der ”tvinger” os til at tænke og handle anderledes. For noget tyder på, at kvinderne ikke af sig selv slipper styringen i hjemmene, mens mændene ikke af sig selv opgiver privilegierne fra bestyrelsesposterne og erhvervslivet.      


Så lad og få noget politisk handlekraft på banen. Og gerne lidt hurtigt. Og i hvert fald inden jeg selv når at blive en slatten pensionistmand, der lader konen bestemme det hele.


Tak fordi du læste med.  



Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 11 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her




 

 

 

 

0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page