#33 Den lille professor og daskedrengen

Min bloguge startede dramatisk. De ringede fra Go’ aften Live og spurgte, om det var mig, der havde haft et indlæg i Politiken, og om jeg eventuelt kunne have lyst til at medvirke i en livedebat om fædreture; ”Øh…ja, det kan jeg da muligvis godt”, svarede jeg, imens jeg grublede som en gal over, hvad det der Go aften live mon var for en størrelse. Jeg blev nødt til at spørge, for jeg anede ikke, om det var en lokal radioudsendelse eller noget landsdækkende.

-Vi sender på tv2 hver aften klokken 17:30. Ville du have mulighed for at komme ind til os på mandag kl. 16:30, hvis det er?

-Tv2! Ja, det kan jeg godt.

-Vi ved ikke helt, om historien bliver til noget, men jeg ringer eller skriver lige senere og fortæller, om vi kører den. Det er jo meget rart for dig at vide.

-Ja, bestemt.


Og så gik jeg ellers i gang med mental træning og forestillede mig, hvem de kunne finde på at hive ind i sådan et panel. Mads Christensen ville være et godt bud. Så kunne han sidde der og fortælle, hvor vigtigt det er at være mand og maskulin rollemodel for sine børn. Og Hella Joof kunne sidde ved siden af og bakke ham op, for hun er god til at mene noget alvorligt på en ikke alt for seriøs måde. Og måske ville de vinde publikums gunst (er der overhovedet publikum i Go’aften Live?) og få dem til at grine, og måske ville det blive udstillet, at de var erfarne skærmkendisser, mens jeg var en ukendt debutant. Og måske ville de oven i købet placere mig imellem dem i en form for kendissandwich, så jeg skulle tage mig af retoriske blærerøvskneb fra højre og pudsige oneliners fra venstre.


De ville med sikkerhed invitere kendisser. Når man laver aftenfjernsyn på landsdækkende fjernsyn, skal der være kendte. Det duer ikke med et panel udelukkende med sådan nogle som mig. Så har folk ikke nogle at se op til. Eller spejle sig i. Almindelige mennesker skal bruges til reality-tv, mens kendte skal bruges til at mene noget.


Men måske ville jeg ikke blive intimideret af deres kendisfaktor. Måske ville jeg godt kunne holde stand. Jeg plejer at være god under pres, så længe det bare handler om, at jeg skal tale. Så det ville jeg sikkert også være der. Men jeg skulle være velforberedt. Og skarp på pointerne. Og underspillet og lun og empatisk. Jeg skulle gøre en dyd ud af, at jeg ikke er imod fædre, at jeg ikke er imod ture, og jeg ikke er imod fædre, der tager på tur. Det skulle formuleres klart og rummeligt på samme tid. Så de kendte ville vinde sympati for mig, fordi jeg ikke var skinger, men tværtimod en afbalanceret far med velovervejede synspunkter.


Kendisser hader folk, der er ekstreme og larmer umotiveret. Til gengæld elsker de, når man er rummelig og har overskud og kan grine lidt af sig selv. De lever selv nogle privilegerede liv, og derfor fatter de ikke, at nogle folk går rundt og er sure hele tiden. Og jeg skulle også sørge for at rose dem. Kendisser elsker at blive rost. Du er så klog, Mads. Du er så sjov, Hella. Og så ville de omfavne mig mentalt, og spørge bagefter, om jeg ville med ud og drikke en øl, for kendisser går ikke op i, om det er mandag eller fredag, og så ville det ende med, at vi….okay…stop.


Jeg havde ikke behøvet gøre mig alle de overvejelser. Fjernsynsdamen kontaktede mig aldrig igen. Måske havde de vurderet, at jeg var for ukendt. Måske havde de vurderet, at det var bedre med endnu et indslag om Radio 24/7. Måske var der dukket et debatindlæg op, som kunne tiltrække nogle bedre kendte. Jeg finder aldrig ud af, hvad der var grunden. Og jeg finder heller aldrig ud af, hvorfor hun ikke ringede eller skrev, når hun nu havde sagt, at hun ville gøre det. Men det var en ret sjov oplevelse alligevel. Det der med at have en tv2 journalist i røret og blive spurgt, om man skulle noget på mandag.



Privatfoto: Bogreol med masser af blitz




Nå, men alt det fjernsynspjat er også fløjtende ligegyldigt, for min ældste søn har lært at læse, og det er faktisk meget vildere. Han har i lang tid kunnet læse ord langsomt, men nu er han begyndt at blive fortrolig med bogstaverne, og det er helt tydeligt, at han har knækket selve læsekoden. Nu går han ofte rundt og læser romantitler fra vores bogreol:

-Far, hvad handler ”Forbrydelse og straf” om?

-Øh, ja, det er mest sådan en, man har stående, fordi det ser godt ud. Men så vidt jeg husker, er det noget med en mand fra Rusland, der har det lidt svært.

-Og hvad betyder ”Hitler”?

-Ja, det er en bog, der handler om en mand, der startede en krig for mange år siden. Han var en ret ond, og ham kommer I helt sikkert til at have om henne i skolen på et tidspunkt.

-Hvorfor har du en bog om ham, hvis han er så ond?

-Det er, fordi det er meget godt at vide noget om både det gode og det onde. Det er ligesom, du har en bog om hugormen Gorm. Og han er jo også ond.

-Nå, ja.


Og samtidig med læsningen er han begyndt at reflektere på et andet niveau. Forleden da vi kørte hjem på ladcyklen, spurgte han, hvorfor Lucky Luke aldrig slår de onde ihjel, og inden jeg nåede at svare, havde han selv udtænkt forklaringen: ”Det er, fordi så ville filmene være alt for korte.” Og det har han jo sådan set ret i. Men fedt, at man begynder at kunne føre samtaler med flere lag, hvor der er afsender og modtagerforhold, og hvor han begynder at kunne tænke sig til, at en film ikke bare er noget, der sker, men også noget, der har en vis længde, og hvor ”nogen” er nødt til at sørge for, at Daltonbrødrene ikke får skudt knoppen af, for vi skal jo også bruge dem i næste episode. Vi talte lidt videre og kom ind på, at mange børn synes, det er uhyggeligt, når nogen dør, og at der derfor næsten aldrig er nogen, der bliver slået ihjel i tegnefilm. For de skal jo helst være sjove, så børn gider at se dem. Og det kunne han også godt se logikken i.


Samtidig med at min ældste søn er blevet en slags professor, er min yngste søn på to et halvt blevet grænsesøgende. Han er begyndt at få et lurifaxudtryk i øjnene, som betyder, at nu skal der laves ballade. For eksempel kan han sidde ved siden af sin storebror, der laver lektier – og så lige daske en hånd hen til hans arm, så han skriver forkert. Og når jeg så siger, han skal lade være, giver han mig lurifaxblikket - og gør det en gang til. Bare for lige at se, om jeg bliver sur, eller om han kan blive ved. Eller i morges i Føtex, hvor han får øje på en smoothie, som han gerne vil have, og jeg siger, ”Du skal ikke tage den”, og så tager han den alligevel - imens han kigger mig i øjnene. Men tydeligst er det, når han dasker. Når man for eksempel siger ”pas på glasset”, og han lige dasker til det. Eller når han lige kommer til at daske til den ”meget-forbudt-for-børn-computer”, hans far sidder og skriver på. Eller når han lige dasker til sin storebrors brandbil, så den vælter. Først blikket. Og så et velanrettet dask.



Privatfoto: Væltet brandbil og kvæstet brandmand Sam




Men jeg har en formodning om, at daskealderen er midlertidig. I hvert fald oplever han et hav af irettesættelser, og hvis jeg var ham, ville jeg hurtigt genoverveje strategien. Især storebror er god til at være konsekvent. For selv om man er blevet professor og i stand til at læse Dostojevskij-titler, er man som syvårig ikke for fin til at daske tilbage eller alternativt skrige sin lillebror ind i hovedet, så han fatter, at det her skulle han i hvert fald aldrig have gjort.

Men det rejser så nogle opdragelsesmæssige spørgsmål. For er det okay, at storebror skriger lillebror ind i hovedet, når han skal irettesættes? Og hvad er i grunden den største forbrydelse: Daskningen eller den skrigende irettesættelse?


Jeg hælder mest til, at begge former for adfærd er naturlige og alderssvarende, og at det er noget, de skal løse selv. Lillebror skal lære, hvor grænsen går, og indtil videre har storebror ikke mental kapacitet til at gøre andet end at følge sin umiddelbare impuls, som er at slå eller skrige. Men jeg tror, man så skal tale med dem bagefter og forklare, at herhjemme slår vi ikke hinanden og anerkende, at det var ubehageligt for dem begge to at være i. Jeg synes tit, jeg har held med at stille spørgsmål i stil med: ”Var det bare irriterende, han kom og daskede til dig?” eller ”Blev du bange, da han skreg dig ind i hovedet?”. Så man ligesom viser, at man forstår frustrationen hos dem begge. Og som regel synes jeg, det driver over efter det. Men det er ret voldsomt, når det sker, og det er ofte to grædende børn, der kommer hen og synes, at den anden har været en kæmpe spade.


Min kæreste hælder mere til at blande sig med det samme, ligeså snart der er optræk til ballade. Måske fordi hun bryder sig mindre om spændingerne end mig, og fordi hun håber at kunne nå at tale en smule fornuft med den syvårige, inden han tænder af. Og jeg tror rent faktisk også, at hun når at afværge en del situationer ved sin forebyggende indsats – og hvis man kan undgå vold imellem brødre er det vel altid at foretrække. Bortset fra at det måske er meget sundt, at de tester hinanden lidt og finder ud af, hvor grænsen går, så de ved til den dag, hvor der ikke lige er en forælder til at overvåge dem.


Det er nemt at være uenige, når det handler om forbrydelse og straf mellem børn, og ligesom med så meget andet på børneopdragelsesområdet findes der sikkert ingen entydige sandheder, men til tilgengæld masser af erfaringer .


Har du lyst til at dele dine erfaringer eller holdninger om emnet, er du mere end velkommen til at skrive en kommentar, sende en mail eller oprette et indlæg i Jagtstuen (hvor der i øvrigt stadig er gang i en spændende diskussion om opdragelse i klimakrisen). Jeg ser frem til at høre din stemme.


Tak fordi du læste med.

0 visninger