#339 Trampolinfeberen raser

Har I bemærket det? Alle børn hopper på trampoliner. Op og ned. Boing. Boing. Og de kan bruge timer på dem. De mindste børn hopper og slår koldbøtter, mens de større bruger dem til flere formål. De kan lave saltoer, baglæns og skruer, men de kan også bare ligge og hænge ud og lave ingenting. Altså lidt ligesom unge altid har gjort, førhen var det måske bare ved tankstationen eller den lokale idrætsforening.

Men nu hopper de på trampolinerne. Boing. Boing. Passer godt ind i tidsånden. Kan lige se for mig, hvordan en sociolog sidder i Go’morgen Danmark og forklarer, hvordan trampolinen passer godt til middelklassebørnenes beskyttede tilværelse: "Vi er bange for at slippe børnene fri og sende dem ud i byen uden opsyn, selvom vi har udstyret dem med et armbåndsur med GPS-tracker. Nej, så hellere lade dem lege nede i haven, hvor vi hele tiden kan se dem. Oven i købet pakket ind i store beskyttende trampolinhegn. En perfekt aktivitet for hyper-curlede projektbørn." Boing. Boing.

Trampoliner er også fleksible. Man kan gå ned i haven, når det lige passer, og moderne mennesker elsker fleksibilitet, for alle har travlt, og derfor er det rart med noget, som kan presses ind mellem alt det skemalagte som skoledage og træningstider i fodboldklubben. Du kan altid gå ned på trampolinen og fyre den af. Boing Boing. Altså når det ikke lige pisser ned.

Trampoliner er også sunde. Jeg ser for mig, hvordan vores sammens tv læge Peter Qvortrup Geisling sidder i Aftenshowet og siger: "Leg på trampoliner styrker både den kardiovaskulære sundhed og grovmotorikken, samtidig med at der frigives endorfiner, der mindsker risikoen for stress og dårlig humør- Ja, og det bløde underlag afbøder faktisk op mod 80 procent at belastningen.”

Så trampolinen er på mange måder perfekt for den moderne småbørnsfamilie, altså lige bortset fra, at det larmer ad helvede til, så snart 2-3 unger kravler op på den. Boing. Boing. Ha ha ha ha. Uhæmmet livsglæde, råb, skrig og skrål. Og selvom man siger til dem, at de skal være stille, så går der ti sekunder, så galper de op igen. Det er umuligt at få børn til at tie stille på en middelstor havetrampolin.

Og så er de grimme, altså trampolinerne. Minder lidt om forvoksede muldvarpeskud, eller et byggestillads, der pludselig er skudt op og har erobret halvdelen af græsplænen, hvor man tidligere sad og nød en stille kop kaffe i noget der trods alt mindede om grøn og fri natur.

Men sådan er det. Alting har en pris. Og trampolinerne har i den grad gået sin sejrsgang i den vestlige verden, eller i hvert fald i Danmark, og jeg tror, at vi om få år vil kigge tilbage på denne epoke som trampolin-epoken, fordi det var her, børnene for alvor fik øjnene op for at hoppe på plastik i stedet for at gå eller cykle eller lege med sten og pinde, eller hvad man nu gjorde i de gode gamle dage.

Ja, man kan i sandhed sige, at at trampolinfeberen er begyndt at rase derude.

OBS:  Ugens indlæg er muligvis en lille smule farvet af, at mine unger for første gang i deres liv har fået adgang til en trampolin. Boing. Boing.

Tak fordi du læste med. 

Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 10 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her