top of page

#389 Den store pizzamåling

11. sep.
3 min læsning

-Far, hvad er en Pizzamåling?


-Øh, jeg bliver nødt til lige at præcisere, at det hedder PISA og ikke pizza-måling. Og hvis du virkelig vil vide det, sønnike, så kommer det til at tage lidt tid. Så klap du bare skærmen sammen og lyt efter, når din gamle far taler:


-PISA undersøgelser bliver gennemført i folkeskolen hvert tredje år af organisationen OECD, som er en slags klub, hvor lande måler og sammenligner alt muligt, som har med handel at gøre. For cirka 30 år siden blev man enige om, at det også var en god ide at sammenligne landenes skolesystemer, fordi verden var blevet globaliseret, og man havde fundet ud af, at landene med de klogeste hoveder ville gå den lyseste fremtid i møde.


Og så viste det sig, at danske børn slet ikke var så kloge, som vi selv gik og troede. Nogle troede, at Oslo var hovedstaden i Lapland og andre anede ikke en pind om pi, kvadratrødder og indskudte sætninger.


Selvom vi havde en svinedyr skole.


Så gik politikerne ellers bananas og fandt på en hel masse tiltag, som de troede ville gøre os dygtigere.


Først fandt de på at indføre en masse test og afgangsprøver, fordi de troede, at det ville få elever og lærere til at tage sig sammen og arbejde hårdere. Men det virkede ikke rigtig.


Så indførte de frit skolevalg, fordi de troede, at konstant konkurrence om eleverne ville føre til en sund pædagogisk kultur ude på skolerne. Men det virkede ikke rigtig.


Så gav de elever og lærere en masse I-pads og computere, fordi de troede, at det ville gøre os klogere. Men det virkede ikke rigtig.


Så indførte de en kanon i dansk og historie, fordi de troede, at lærerne ville lave bedre undervisning, hvis de blev frataget retten til at selv at vælge indhold. Men det virkede ikke rigtig.


Så gennemførte de en inklusionsreform, fordi de troede, at det ville give nogle bedre klassefællesskaber, hvis en hel masse specialskoleelever kom over de almene klasser. Men det virkede ikke rigtig.


Så startede de en kæmpekonflikt med lærerne i 2013, fordi de tænkte, at lærerne nok ville lave noget bedre undervisning, hvis de lige blev sat på plads en gang for alle. Men det virkede ikke rigtig.  


Så forringede de lærernes arbejdstid, fordi de troede, at flere lektioner og mindre forberedelsestid ville give bedre kvalitet i undervisningen. Men det virkede ikke rigtig.


Så gjorde de skoledagen længere, fordi de troede, at flere timer med dårlig forberedt undervisning ville gøre eleverne klogere. Men det virkede ikke rigtig.


Så gav de lærerne en masse digitale portaler i stedet for fysiske bøger, fordi de troede, det ville gøre eleverne dygtigere. Men det virkede ikke rigtig.


Så prøvede de at tvinge alle lærere til at arbejde målstyret, fordi de troede, at mindre frihed til lærerne, ville gøre undervisningen bedre. Men det virkede ikke rigtig.


Så indførte de AULA fordi de troede, at en hel masse kommunikation ville gøre samarbejdet mellem lærere og forældre bedre. Men det virkede ikke rigtig.


Så besluttede de sig for at sende lærere og pædagoger på en hel masse centralt bestemte kurser, fordi de troede, at eftervidereuddannelse fungerer bedst, hvis medarbejderne ikke har indflydelse på det. Men det virkede ikke rigtig.


Så de har faktisk prøvet en hel masse, men det er som om det ikke rigtig virker.


---


-Hey sønnike, sagde jeg ikke, at du skulle slukke skærmen, når din gamle far taler?


Hm....pyt med det. Det skyldes nok bare, at mit barn er så hyper-intelligent, at han både kan lytte og spille computer samtidig. Ja, nogle gange tænker jeg, at det her land slet ikke ville have problemer, hvis alle børn bare var ligeså enestående og unikke som mine.  


Tak fordi du læste med.   



 
 
 

Kommentarer


bottom of page