Hjemme hos os er vi tidsfascister og skoleentusiaster. Det betyder, at vi hver morgen henter vores ladcykel i skuret kl. 07:30, forlader huset klokken 07:40 og ankommer til skolen klokken 07:50, som er lige der, hvor skolens døre automatisk åbner. Vores ældste søn har derfor aldrig oplevet at komme for sent, ligesom han fra første skoledag har fået indpodet, at skolen er et meget vigtigt sted, hvor man altid møder op, med mindre man er syg eller helt undtagelsesvist får lov til at tage en fridag op mod jul for at komme i tivoli med sine forældre.
Men sådan er det ikke i alle familier. De senere år er der registreret stigende problemer med fravær i folkeskolen, og det er især i de hjem med det laveste uddannelsesniveau, at man oplever det højeste fravær. Derfor indførte den forrige regering, med støtte fra Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti helt nye fraværsregler i folkeskolen. De nye regler går kort fortalt ud på, at man i langt højere grad end tidligere skal registrere og sætte ind, når man oplever elever med fraværsproblemer. Mere end 15 procent fravær over en længere periode kan i yderste instans føre til, at familier bliver trukket i deres børne- og ungeydelse.
Jeg har en ven, der er skolekonsulent, som sidder og administrerer de nye fraværsregler og er vældig frustreret over, at de er så vanskelige at håndtere forvaltningsmæssigt. Samtidig er jeg omgivet af lærere og pædagoger, der bestemt ikke mener, det er nogen god ide at blande socialpolitik og skolepolitik og gøre skolen til dommer over svage familiers økonomi.
Selv kan jeg mærke, at jeg er splittet i spørgsmålet. At det her er et område, hvor jeg har flyttet mig holdningsmæssigt de senere år. For selvfølgelig er det ikke fedt i en skole, hvor skolen og forældrene skal samarbejde, som det udtrykkes i folkeskolens formålsparagraf, at den ene part bliver dommer over forhold, der bestemt ikke relaterer sig til traditionelle skoleopgaver, som at lære børn at læse og skrive og gebærde sig i et demokratisk samfund. Og samtidig er det vel vigtigere at fokusere på at få skabt nogle inkluderende fællesskaber, som børnene har lyst til at være en del af end at banke dem oven i hovedet, når de ikke er der. Så man kan sagtens argumentere for, at man er i gang med at blande pærer og bananer på en uhensigtsmæssig måde, og at systemet kravler ind under dynerne hos de mest udsatte familier…..men….man kan altså også argumentere for noget andet.
For mig at se er vi i skoleverdenen nødt til at nå til to erkendelser: For det første er vi nødt til at erkende, at vi har skabt en skole, der er elendig til at bryde negativ social arv. De fleste børn elsker folkeskolen og bliver gode til at tale og handle og lave gruppearbejde, men man kan næsten være sikker på, at hvis er man er født ind i en ressourcesvag familie, så er man stadig nederst i fødekæden efter ni år i folkeskolen. Og nu har vi i mange år forsøgt at løse problemerne med dialog og samtaler og møder med fagpersoner. Og vi har lavet procedurer og foranstaltninger og SSP og handleplaner, men det rykker bare ikke rigtig noget, og måske er det på tide at skrue på nogle andre håndtag.
For det andet bliver vi nødt til at erkende, at der er nogle familier i Danmark, der er så svage, at de simpelthen ikke i stand til at ændre adfærd, selvom de sidder ved nok så mange skolelederes mødeborde og ”erkender” at de bliver nødt til at handle anderledes. De magter det ikke i praksis. Og i sådanne svage familier er det ekstra vigtigt, at børnene kommer af sted. At de lærer, at man også skal i skole, når man er træt. At de lærer, at man også skal i skole, når der er fremlæggelse. At de lærer, at der er brug for dem, og at deres deltagelse er mindst ligeså vigtig som deres kammeraters.
I nogle af disse familier tror jeg, det kan hjælpe med håndfaste incitamenter i form af for eksempel en trussel om, at man kan miste børnepengene, hvis man ikke kommer i skole. At det kan være det, der gør, at forældrene alligevel tager kampen om morgenen, når barnet siger, at det ikke vil af sted. Og her er det vigtigt at huske på, at reglerne om fravær på en måde frikender skolen, der jo bare står med pligten til at registrere. Det er ”systemet”, der er fjenden, og skolen og forældrene kan samarbejde om at få barnet i skole.
Jeg siger ikke med dette indlæg, at frakendelse af børnepenge ved fravær er det mest begavede og gennemtænkte forslag, jeg nogensinde har hørt om i forhold til den omfangsrige og komplekse opgave det er at bryde negativ social arv. Det er naturligvis vigtigst at få skabt nogle inkluderende læringsfællesskaber og opbygget nogle relationer, så børnene finder det meningsfuldt at komme i skolen. Men jeg mener, at de nye regler om fravær i sin renhed og simple logik rummer et potentiale til at ændre samtalerne i nogle af de allermest belastede familier i landet- så de rent faktisk får sendt ungerne at sted- og det er vel forudsætningen, hvis folkeskolen skal være der, hvor de børn med den allertungeste bagage får mulighed for at skabe sig en bedre tilværelse end deres forældre.
Men det er saftsuseme svært. For er det her en brutal og menneskefjendsk retning, hvor vi gør fattige børn fattigere? Eller er det sådan noget, vi skal have mere af, hvis vi virkelig vil bryde med den negative sociale arv?
Tak fordi du læste med.
Hvis du mener noget om emnet, er du som altid velkommen til at skrive en kommentar eller oprette et indlæg i Jagtstuen.
Dette indlæg har også, i lettere redigeret form, været bragt i Politiken skoleliv d. 8/1 2020