#317 Kontorbørnene

For nylig blev jeg vist rundt på en folkeskole, hvor der var blevet indrettet et rum til nogle af de unger, der har det allersværest. Et bud på en såkaldt ”mellemform”, hvor barnet nogle gange skal være i den normale klasse og andre gange i det nye specialdesignede lokale. Lederen pegede stolt og forklarede, hvordan der var tænkt over detaljer som lyd, lys og farve. Hele vejen rundt var der afskærmninger med skillevægge, og hver elev havde sin egen plads ind mod væggen, hvor de kunne sidde med deres bog eller skærm uden at blive forstyrret: ”For de her børn har svært ved at koncentrere sig i fællesskaber med en hel masse andre”.

Nogle dage efter var jeg så ude og besøge en friskole, hvor rigtig mange børn var startet, fordi de ikke kunne finde sig til rette i folkeskolen. Flere af dem havde oplevet ”mellemformer”, specialtilbud og op til flere skoleskift. Jeg var så heldig at opleve en samtalestund, hvor flere af børnene sad i en rundkreds og talte sammen. Her er et par uddrag: ”Skolen er som en familie. Lidt som en portal, hvor alting bare er rart. Undervisningen er tit sjov. Her er der ligesom bare brug for alle”.

Efterfølgende talte jeg med friskolelederen og spurgte hende, om de også havde et rum til de elever der har svært ved at koncentrere sig. Jeg fortalte hende, om det specialdesignede lokale, jeg havde set på folkeskolen: ”Gud, det lyder jo helt forfærdeligt”, var hendes umiddelbare reaktion: ”De lærer dem jo bare at sidde på kontor, det er da ikke et liv for et lille menneske”. Jeg spurgte hende, hvad de gjorde på friskolen i stedet:

”For det første arbejder vi projektorienteret, så eleverne forstår formålet med at gå i skole. For det andet lægger vi utrolig meget vægt på håndværk, musikalitet og drama. Og så har vi pligter, hvor eleverne for eksempel selv skal gøre skolen rent. Vi gør meget ud af, at der er brug for alle, og at alle har noget at byde ind med. Og så laver vi specialaftaler med dem med helt særlige behov. Det kan være, at et par elever får lov til at gå ned i skoven og tænde et bål sammen med pædagogen. Eller en elev får lov at gå en tur med en kammerat. Vi vil gerne sætte dem til at være noget for hinanden, og så vil gerne have, at ungerne får en masse frisk luft og kommer hjem med røde kinder.”

Jeg var ret fascineret. Vildt at opleve to skoler med så forskellige syn på fællesskab og inklusion. Efterfølgende har jeg tænkt en del over, om ikke folkeskolen kunne finde inspiration i nogle af de private skoler, der påtager et socialt ansvar og faktisk lykkes med at skabe miljøer, der er så inkluderende, at også de skæve, de skøre, de anderledes og de indviklede kan føle, at de hører til og har noget at byde ind med.

Og jeg er helt med på, at der ikke findes snuptagsløsninger på komplekse problemer. Og jeg er helt med på, at folkeskolen ikke kan fungere som en friskole, fordi folkeskolen ikke har samme muligheder for fleksibilitet, korte skoledage og dispensation fra minimumstimetal og i det hele taget ikke har ressourcer nok til for alvor at spille lærerne gode.

Men måske er der alligevel noget inspiration at hente. I den projektstyrede undervisning? I troen på håndværk, musikalitet og drama? I de individuelle aftaler, hvor eleverne bliver sendt ud i naturen og får røde kinder? Mange folkeskoler står i den kommende tid over for at skulle omstille sig og inkludere flere børn i de almene klasser. Jeg håber virkelig, at man sørger for at tænke kreativt og skabe rammer for god undervisning og gode børneliv – i stedet for at bygge flere storrumskontorer med skillevægge til dem, der har svært ved at koncentrere sig.

Tak fordi du læste med.

Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 11 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her