#47 Magtens grimme fjæs

Opdateret: feb. 23


Tegning: davidseeberg@hotmail.com


”Klare og enkle linier forstår børn bedst, og de lærer da efterhånden frivilligt at indordne deres øjeblikkelige og personlige tilbøjeligheder under hensynet til et hele og til en plan” (Kaper, 1923).


Jeg læste for nylig ovenstående citat i en tekst om straf og klasseledelse i folkeskolen, og det fik mig til at tænke over, hvordan min kæreste og jeg udøver magt herhjemme, når vi skal have vores drenge til at gøre noget, de ellers ikke ville have gjort. Og det sker ret tit. Det sker, når vi skal have dem til at lægge skærmene væk, når vi skal have dem til at spise grøntsager, og når vi skal have dem op i gear mandag morgen efter en alt for kort weekend.


Og selvom jeg tror, at min kæreste og jeg er rimelig gode magtudøvere, kunne jeg alligevel hurtigt komme i tanke om tre sætninger, der for nylig er kommet ud af min mund, som er virkelig idiotiske og viser, at jeg er langt bedre til pædagogik i teori end i praksis.


Idiotisk sætning nummer 1:

”Hvis du gerne vil spille I-pad i eftermiddag, tror jeg, det er en rigtig god ide, at du kommer med nu”


Her skal man forestille sig, at jeg kommer lidt stresset ned i SFO’en, hvor min ældste søn bestemt ikke mener, at han er færdig med at lege. Samtidig nærmer klokken sig 15, og jeg har lige i et blogindlæg pralet med, at jeg altid når at hente mine børn inden klokken tre, så vi arbejder med en rimelig stram deadline. Heldigvis har jeg lovet ham, at han gerne må spille I-pad denne eftermiddag, hvilket vil sige, at jeg ligger inde med et uhyre effektivt pressionsmiddel.


Og ja. Jeg ved godt, det er noget rod. For det første er jeg her med til at gøre I-pad’en til noget ophøjet og lækkert, som det gælder om at få adgang til. For det andet praktiserer jeg en belønning- og straf pædagogik, som bare er et tåbeligt spor at styre ind på. Det er selvfølgelig bedre end korporlig afstraffelse, men vel egentlig kun marginalt. Med overdreven belønningspædagogik risikerer jeg, at mine børn bliver ydrestyrede og kun gider gøre noget, når der venter en belønning. Jeg lærer dem også, at alt, hvad der hedder pligter og lektier, er kedelige ting, som slet ikke kan måle sig med lækre sager som I-pad og fredagsslik. Men jeg sagde det alligevel.


Idiotisk sætning nummer 2:

”Du opfører dig simpelthen så dårligt lige nu”


Her er der tale om en tirsdag morgen, hvor det regner, og den ældste søn nægter at tage sin flyverdragt på (ja, en klassiker). Og vi taler ikke bare om sådan en almindelig sløvsindig morgenbenægtelse. Nej. Vi taler om en ”jeg gør det ikke-færdig!-benægtelse, hvor det virkelig trækker op til konfrontation, og hvor det ender med, at den beklemte og tidspressede far bærer barnet hen til en stol, hvor han propper og møfler de demonstrativt slatne barnelemmer ned i en flyverdragt, mens han messende siger de forblommede ord: ”Du opfører dig simpelthen så dårligt lige nu”.


Ak. Suk. Støn. Ja, det er selvfølgelig en top-patroniserende sætning, der udtrykker noget i stil med: ”Din vilje sidder i min bukselomme, og det er mig, der er overdommer i verden i forhold til, hvad der er rigtig og forkert opførsel. Jeg ejer dig nemlig, hæ hæ hæ.” Det havde været meget federe, hvis jeg havde sagt noget i stil med: ”Nu skal du se. Jeg hjælper dig lige ned i denne her flyverdragt. Jeg kan godt se, at du synes, det er irriterende, men du ved, at jeg meget gerne vil have, at vi når hen i skolen inden klokken otte.” Sådan skulle det have været. Men sådan var det ikke. Langt fra. ”Du opfører dig simpelthen så dårligt lige nu!!!”


Idiotisk sætning nummer 3:

”Hvis du vil med, så er det nu. Men vi kan da også bare blive hjemme”


Her skal man forestille sig, at vi skal i Tivoli, og at barnet har fået fri for skole, men alligevel snøvler så massivt med morgenritualerne, at vi muligvis misser den planlagte togafgang. Ja, og så siger jeg altså ovennævnte idiotiske sætning.

Og den er jo virkelig idiotisk. For én ting er at bruge trusler i sin opdragelse. Noget andet er at bruge tomme trusler. Der er jo lige præcis nul procent sandsynlighed for, at drengens snøvleri fører til, at han alligevel ikke får den lovede tur i Tivoli. Det eneste formål med at true ham er at forsøge at plante en form for frygt i ham, og jeg tror da nok, vi lærte af Sovjetunionen og Det forsømte forår, at frygt ikke er den mest sympatiske eller hensigtsmæssige følelse at styre efter. Men alligevel var det den sætning, der røg ud af munden, da jeg stod og kiggede på mit ur og ville have junior til at slippe sin Paw Patrol figur og tage sine vinterstøvler på øjeblikkeligt.


----


Men hvorfor er det, at vi siger disse idiotiske sætninger, når vi nu godt ved, at de er idiotiske?


For det første tror jeg, det handler om en følelse af magtesløshed. Jeg siger altid mine mest idiotiske sætninger, når jeg har forsøgt at være diplomatisk en syv otte-gange uden effekt og derfor har brug for nogle stærkere redskaber. Og man må jo (heldigvis) ikke slå sine børn, så hvad pokker skal man gøre for at få krapylerne til at makke ret i de mest tilspidsede situationer?


For det andet tror jeg, det handler om rastløshed og en lyst til at komme hurtigt videre. Jeg tror, at alle forældre kommer til at true eller lokke deres små børn med I-pads eller sukker en gang imellem, fordi det simpelthen er den mest effektive metode til at få børn til at gøre, som man gerne vil have. Og det er bare enormt fristende, når man ved at sætningen: ”Så får du lov til at spille, når du kommer hjem” vil løse alle motivationsproblemer på et splitsekund. Det kræver overskud at finde energien til at gå ind i konflikterne og derfor bøjer vi nogle gange af, selvom vi godt ved, at det er forkert.


For det tredje tror jeg, det handler om, at vi ikke er vant til at forholde os til os selv som magtudøvere. Vi vil gerne være gode demokratiske forældre, der får vores børn til at makke ret ved hjælpe af gode argumenter og det helt særlige bånd, vi har fået skabt. Derfor bliver vi taget på sengen og mangler et beredskab, når vores indre Stalin pludselig træder frem mandag morgen i køkkenalrummet. Vi ved simpelthen ikke, hvad vi skal sige, og derfor siger vi det første det bedste, der falder os ind.


Men hvad skal man så gøre for at undgå det? Jeg ved ikke, om der er så meget at gøre ved det. Måske har Kaper ret, når han siger, at det handler om ”enkle og klare linier” og at have en plan med det, man foretager sig. Men måske handler det også om, at vi som forældre erkender, at det er okay, at vi udøver magt, selvom vi har lært i skolen, at magt er en grim ting. Vi kommer konstant til at skulle tvinge vores børn til at gøre noget, de ellers ikke ville have gjort, så vi kan ligeså godt lære at stå ved det og gå ind i konflikterne med åbne øjne. Hvis vi reelt mener, at vores magtudøvelse er legitim, kan det vel ligefrem være, at vi kommer til at agere naturligt i situationerne -så barnet inderst inde oplever, at ”det er okay, selvom det er strengt” Og hvis vi så også er i stand til at give en dybfølt undskyldning, når vi alligevel kommer til at sige noget idiotisk, så er vi nok nået langt. For det er vist bare en naturlov, at børn skal bringe deres forældre i ubalance, så de nogle gange kommer til at fremstå som nogle magtfuldkomne bestemmerfjolser.


Tak fordi du læste med.


Hvis du mener noget om emnet, er du som altid velkommen til at skrive en kommentar eller oprette et indlæg i Jagtstuen



Artiklen, som jeg refererer til hedder "straf som penibel ledelsesform", er skrevet af Helle Bjerg og Hanne Knudsen og findes i bogen Klasseledelsens dilemmaer. Dafolo. 2014.

0 visninger