top of page

#320 Fodbold er ikke for børn


I søndags var jeg ovre i vores fælleshus og se FCK og Midtjylland spille 1-1 i en kamp, der potentielt kunne afgøre det danske mesterskab. I pausen gik min kæreste hjem for at se, om den syvårige sov, og det gjorde han næsten. Han havde dog lige åndsnærværelse nok til at åbne det ene øje og spørge: ”Hvad står der i kampen?” Han kunne nemlig ikke se den, fordi der var kampstart klokken 20. Og det er det samme med Champions League, det kan han heller aldrig se, fordi der er kick off længe efter hans sengetid. Og landsholdet, som han lige lærer at kende til slutrunderne, men så glemmer alt om igen, fordi det er blevet en tradition, at landskampe skal være forbeholdt fadølsdrikkende og fjernsynskiggende voksne i ”bedste” sendetid. 


Som om der sidder en gruppe jakkesætsklædte fodboldbosser i DBU, FIFA og UEFA og har besluttet sig for at destruere fodboldens fødekæde:


-Hvordan kan vi sikre, at ingen børn og unge ser kampene?


-Jeg har det! Vi placerer dem så sent, at de helt sikkert sover.


-Men folk gør jo alverdens ting for deres projektbørn. Kan vi ikke gøre det endnu sværere?


-Jo, vi gør billetterne svinedyre, så det mindst koster 600 kroner for en plads i Parken.


-God ide. Men ser de dem så ikke bare i fjernsynet?


-Jo, men så må vi sørge for, at tv-pakkerne bliver så dyre, at i hvert fald de fattige og mest ressourcesvage bliver sorteret fra.


-Jeg synes, vi har fundet en god case med pokalfinalen. Her bliver kampen vist på en skjult kanal, samtidig med at stadion er så småt, at kun de mest hardcore fans bliver lukket ind. Jeg tror faktisk, vi omsider har nået målet om en stor kamp, hvor der ikke er et eneste barn til stede.


-Fedt. Det er vigtigt, at fodbold bliver forbeholdt de gamle og de rige. Så det bliver eksklusivt. Og lækkert. Og så skal vi bare sørge for at få kradset nogle penge ind her og nu, så vi selv, og spillerne, kan få nogle eksorbitante millionlønninger. Og så pyt da med fremtidens fans. Vi kan jo ikke tænke på det hele?


-Nej, hvad bliver det næste? At vi også skal tage hensyn til klimaet og lade være med at sende spillerne rundt i fly hele tiden- eller selv droppe vores privatfly?


-Ja, eller lade være med sælge kød og alkohol på stadion?


-Ha ha ha ha ha. Den var fandeme god.


-Nej, vi skal selvfølgelig gøre, som vi altid har gjort. Lade det frie marked styre og sørge for at så få børn som muligt kigger med.

 

 

Tak fordi du læste med.



Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 11 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her






 
 
 

Comments


bottom of page