#50 Far, hvorfor skal jeg ikke i skole?


Foto: unsplash.com


Ja, så har vi da i sandhed fået en ny situation. Jeg havde skrevet en tekst, hvor jeg filosoferede over, om vi skulle tage nye snakke med vores børn, om vi stod på toppen af en bakke eller ved foden af et bjerg i forhold til alvorligheden af coronavirus. Om det her var en verdenspolitisk begivenhed på linje med 11. september og finanskrisen, eller om det hele ville være glemt om et halvt års tid?


Man kan roligt sige, at Mette Frederiksen og hendes myndighedsmandfolk smadrede min tekst og gav svaret, da de på et pressemøde onsdag aften lukkede Danmark ned og dikterede, at alle offentligt ansatte i ikke-kritiske sektorer, skulle blive hjemme fra arbejde, og at alle børn og studerende skulle have fri fra uddannelser og skoler for at undgå smittespredning. Hun sagde også, at der ikke var nogen grund til at hamstre, men alligevel styrtede mange ned i supermarkederne, hvor de kunne stå og smitte hinanden i lange køer, mens de sikrede sig gær og mælk og toiletpapir, fordi de mente, at det var vigtigere, at de selv kunne komme på toilettet, end at deres naboer kunne. Men det er måske bare sådan, vi reagerer, når vi møder frygten. Samtidig med at jeg forargedes over hamstringsegoismen, åbnede jeg da også lige selv køkkenskabet og noterede med tilfredshed, at vi var ret godt kørende med ris, havregryn og nå ja, toiletpapir.


Man hvad skal vi så egentlig sige til vores børn, når de pludselig ikke skal i skole og institutioner, men i stedet blive derhjemme på grund af den sygdom, vi for få dage siden forklarede dem ikke var så alvorlig endda?


Ja, hjemme hos os er det nemt nok, fordi vores ældste søn er syv og og tror på hvad som helst, så længe vi bare siger det med overbevisning i stemmen. Vi har holdt fast i en sætning, der lyder nogenlunde sådan her: ”Man gør rigtig meget lige nu, fordi det kan være farligt for gamle og syge, hvis de får sygdommen.”. Og så ikke så meget mere. Og det er som om den sætning fungerer for en syvårig og giver ham fred til at lege videre med sine skildpadder og legetøjsbiler. Og eftersom han ikke har adgang til andre medier end os, er situationen nogenlunde nem at kontrollere. Herhjemme ligger udfordringen nok mere i, at vi selv bevarer roen og ikke overfører en irrationel utryghed til børnene.


Hvis jeg havde lidt større børn, tror jeg, at jeg ville gøre alt for at blive den ”myndighedsperson”, de kunne stole på. Jeg ville med andre ord blive deres Søren Brostrøm (ham sundhedsmanden der står og taler hele tiden). Han har nemlig en fascinerende evne til at formidle krisens alvorlighed samtidig med, at han vækker et samfundssind og giver én lyst til at spritte sine hænder, hoste i ærmet og gå i gang med at gøre rent med det samme.


Og så er han god til at sortere i fakta. Og det er der brug for. Jeg talte med mine studerende om situationen for nylig, og jeg kunne høre adskillige tolkninger og forståelser af omfanget og alvorligheden af COVID-19. Én mente, at det åd lungerne indvendigt, en anden, at børn blev lettere smittet end voksne, og en tredje, at der udelukkende var tale om medieskabt massehysteri. Der florerer et hav af dramatiske tabloidoverskrifter og dommedagsprofetier på etablerede og sociale medier, og det er fuldstændig tilfældigt, hvilke nyhedsbidder det enkelte barn lige får opsnappet i løbet af en dag.


Så jeg tror, at børneopdragelsesnøglen i denne situation er at blive barnets Søren Brostrøm og træde i karakter som en voksen, der tager ansvar for barnets medieforbrug (så der ikke går alt for meget BT og Ekstra Bladet i den), der formidler de vigtigste fakta på en måde, hvor man sørger for hele tiden at sige noget beroligende i overensstemmelse med sandheden. Der hele tiden ansporer til empati og samfundssind (ved at fortælle at det her er noget vi gør for de gamle og de sårbare) og træner deres handlekompetence ved at overbevise dem om, at deres egen indsats er vigtig.


For selvom det er en barsk situation for enhver familie, at man ikke kan gøre som man vil og deltage i de fællesskaber, man har lyst til. Ja, så er det måske også en mulighed for at rykke lidt tættere sammen (i overført betydning), lære hinanden endnu bedre at kende og mærke, hvordan det er at stå sammen om at hjælpe nogle medborgere, som man måske ikke kender, men som man alligevel er solidarisk med, fordi man ved, at sygdommen kan være farlig for dem.



---


Trygt og utrygt:


-Alligevel rart at have børn i et land, hvor man kan stole på sine autoriteter. Jeg er ikke i tvivl om, at politiet, sundhedsmyndighederne og politikerne arbejder konstruktivt sammen i sådan en situation. Og alligevel trygt, at den eneste sociale uro vi kan mønstre er en kamp om at få fat i den sidste pakke bleer nede i Bilka onsdag aften. Og også rart, at vi lever i et land, hvor vi tager hånd om hinanden, hvor vi sætter ind og hjælper de mennesker og virksomheder, der bliver hårdest ramt, og hvor der stadig er et relativt fintmasket sikkerhedsnet.


-På den anden side utrygt at have børn i en verden, der tilsyneladende er ved at gå fuldstændig agurk. Hvor epidemier raser, isen smelter, havene stiger, flygtninge bliver skudt ned med tåregasgranater i Grækenland, Storbritanien er på vej ud ad EU og den frie verdens leder hedder Donald Trump.


Så det skal man nok ikke tænke for meget over.


Tak fordi du læste med.








55 visninger