#61 Realitytjek


Foto: Unsplash.com


Jeg kan mærke, at realitygenren gør noget ved mig, og jeg har brug for at skrive om det. Jeg har kendt den, lige siden Thomas Mygind inviterede Bikerjens ud på en øde ø, og vi sad tryllebundne derhjemme og så, hvordan voksne mennesker røg i totterne på hinanden, fordi de bare måtte vinde det storslåede skelethovedtrofæ og den halve million. Senere oplevede jeg Paradise Hotel-feberen, da jeg som lærer var på lejrskole med en ottendeklasse, der nærmest brændte sammen, da de så finalen, og det var den forkerte person, der vandt. Over halvdelen af dem begyndte at græde, og jeg så teenagere løbe rundt og trøste hinanden på kryds og tværs, fordi deres fjernsynsveninde var blevet smidt ud på den allermest brutale maner. I sidste uge oplevede jeg en ny form for reality, da jeg faldt over en notits på bagsiden af Information, der fik mig til at spærre øjnene på. Jeg kaldte straks på min kæreste:

-Har du set, at der er en realitystjerne, der sælger sine brugte trusser til liderlige mænd for 7500 kr.?

-Ja, og hun har også skrevet positivt om sugardating.

-Alligevel vildt nok.

Men det måtte jo ske. Allerede den gang i sluthalvfemserne blev Bikerjens og Dan Marstrand ”brands”, der kunne leve af deres identiteter ude fra øen. De kunne holde foredrag og skrive bøger og gøre deres nye kendistilstand til en levevej. Så selvfølgelig kan de nye stjerner også det. De har endda den fordel med sociale medier, at de ikke behøver spørge nogen om lov, inden de råber ud fra hustagene. De behøver ikke vente på, at der kommer et produktionsselskab eller et forlag og vifter dem om næsen med en fed kontrakt. De ejer mikrofonerne selv, og alle de voksenfiltre, der tidligere adskilte realitydeltagerne fra realityseerne er fuldstændig forsvundet, så der er heller ikke længere nogen kontrol med indholdet, og de kan sige præcis, hvad de vil.

Så nu handler det bare om at få nogen til at lytte. For det er fedt at blive lyttet til. Det er fedt, når nogen følger og liker, og det er nederen, når læsertallene og seertallene går ned, og derfor gælder det om at blive ved med at være interessant. Og relevant. For der kommer hele tiden nye realitystjerner, og Paradise Hotel sover aldrig, så hvad fanden skal man efterhånden finde på at sige: ”Nu har jeg knaldet på tv. Jeg har slagtet min ekskæreste på sociale medier, og jeg har skændtes med min mor i den bedste sendetid. Hvad skal jeg dog finde på næste gang?”

Og der er jo penge i skidtet. Der står altid produktionsselskaber klar til at give de mest populære realitymennesker et skud airtime, ligesom kviklånsfirmaer, sugardatingportaler og botoxhjemmesider har brug for reklamesøjler- Så der er tale om et decideret ræs mod bunden, hvor det handler om at være grænseoverskridende på en måde, som tiltrækker den livsvigtige opmærksomhed, men som ikke skræmmer de loyale følgere væk.

Og jeg kan mærke, at jeg har ret ondt af de her realitymennesker, der bliver lokket ind i en negativ spiral og lever af suset fra opmærksomheden. For modsat popstjerner, forfattere, skuespillere og sportsfolk bliver de ikke målt på deres evner eller præstationer. De bliver målt på deres følelser og personlighed. Og risikerer man ikke at blive fuldstændig udslettet, når grænserne mellem reality og real life bliver udvisket, og man konstant bliver bedømt på, om folk elsker eller hader en? Det må være helt forfærdelig at gå rundt i Føtex og tænke på, at alle folk kender én for noget ekstremt og holder øje med ens udseende og humør: ”Så hun ikke bare helt vildt overdrevet ud?” eller ”sagde hun ikke noget dumt?”

Jeg tror, man bliver skadet i krop og sjæl, når man lever en tilværelse, hvor man hele tiden skal kigge på sig selv i forhold til ”de andre”. Hvordan vil de modtage det, hvis jeg flipper ud på min næste video? Hvordan vil de modtage det, hvis jeg græder over mit breakup? Jeg tror, man mister evnen til at mærke, hvordan man rigtig har det, hvilket er et paradoks, når nu ”ægte følelser” er det man sælger.

Men jeg er med på, at verden ikke er sort-hvid. Jeg forstår godt, at man bliver draget af de her universer. Jeg ser stadigvæk Robinson Ekspeditionen og bliver revet med over dramaer, der er så ligegyldige, at jeg for det meste lader som om, jeg ser dem med ironisk distance (efter at jeg har fortalt folk, at jeg læser en masse bøger). Men det er bare fandens godt tv. Det er godt produceret, det er dramatisk, det er underholdende, og det føles som om, det lige så godt kunne have været mig selv. Men jeg trøster mig ved, at deltagerne i Robinson i det mindste er ”gamle” og forhåbentlig har nogenlunde styr på, hvad de er gået ind til.

Tak fordi du læste med.

Du er velkommen til at skrive en kommentar, hvis du nogensinde har set reality-tv eller kender nogen, der har. Du er også velkommen til at læse en anmeldelse af bogen Frank vender hjem, som du kan finde lige her.

0 visninger