-Hvorfor er du så sur, far?
-Det er, fordi Silkeborg er rykket ned igen.
-Jeg troede, silke var de bedste.
-Det er de på en måde også. I hvert fald til at rykke ned.
Når man holder med Silkeborg IF, findes der et tidspunkt hvert andet år, som man helst ville være foruden. Det er det tidspunkt, hvor man endnu en gang må indse, at klubben ikke har niveau til at konkurrere med de tunge drenge fra FCK og Brøndby eller de nytunge fra Aarhus og Herning (selvom vi altid vinder over AGF). Og egentlig heller ikke hold som Nordsjælland, OB, Aab, Esbjerg og Randers, selvom man godt kunne ønske det. Vi er henvist til den tunge ende, hvor vi skal dyste med hold som Sønderjyske, Hobro, Lyngby og Horsens om ikke at være de ringeste, og det ender vi så som regel med at være alligevel.
Men så rykker vi typisk op igen året efter og siger sætninger som: ”Nu bliver det anderledes. Der er sindssygt meget talent i det her hold. Mads Emil Madsen kan ende i Barcelona, hvis han fortsætter den udvikling”.
Men så går det, som det plejer: Forsvaret sejler, topscoreren flygter, og Peder Knudsen synker længere og længere ned i sin plastikstol. Endnu en gang er vi slået tilbage til start, og endnu en gang står den på Vendsyssel, Fredericia og Skive stadion i regnvejr.
Men hvorfor skifter du så ikke bare klub?, spørger dem, der ikke aner det fjerneste om fodbold. Og så må man kaste sig ud i en længere forklaring, hvor essensen er, at man ikke bare vælger en fodboldklub, som man vælger et par sko eller en feriedestination. Et fodboldtilhørsforhold er et spørgsmål om timing, tilfældigheder, geografi og familiefortællinger.
For mit vedkommende startede det med et eksistentielt valg, da jeg var 12 år, og mit land nykåret europamester. Jeg blev nødt til at interessere mig for fodbold. Og jeg blev nødt til at have et klubhold i Danmark. Jeg sad og så højdepunkter på TV2 fra superligaen, og jeg bemærkede, at der skete spændende ting i Søhøjlandet. Jeg kan ikke huske specifikke spillere eller resultater, men jeg kan huske, at jeg begyndte at se frem til klippene med Silkeborg, ligesom jeg begyndte at spidse ører, når ”sport på treeren” skiftede over til Silkeborg stadion. Jeg kunne lide deres stil, jeg kunne lide deres trøjer, og jeg kunne endda lide deres stadion med det underlige lille hus i det ene hjørne. Og i mit lokalområde skulle man som fodboldinteresseret vælge mellem Vejle eller Silkeborg (Horsens var ikke en mulighed i starthalvfemserne), og for mig var valget ikke svært. Det skulle helt klart være Silkeborg, selvom de fleste fra min klasse valgte Vejle, fordi deres fædre elskede legenderne fra Nørreskoven. Jeg ved ikke, hvad det var præcist, der gjorde udslaget, men jeg fornemmede gode vibrationer fra Søholt, og måske kunne jeg også lide at være ham, der gik mod strømmen og holdt med de andre.
-Mor, må jeg ikke komme op og se fodbold i Silkeborg?
-Jo, måske. Men du kunne jo også overveje håndbold. Det er også en spændende sport.
Varianter af denne samtale med forskellige forslag til alternative sportsgrene, aktiviteter og fornøjelser udspillede sig, inden min fodboldfjendtlige mor omsider overgav sig og indvilgede i at køre de 30 kilometer til Silkeborg og lade mig se en professionel fodboldkamp. Og jeg valgte min debutkamp med omhu. Det var d. 12 juni 1994, Silkeborg skulle møde Aab, og hvis Silkeborg vandt, samtidig med at FCK ikke vandt i Odense, ville Silkeborg blive danske mestre.
Vi blev placeret foran løbebanen på den ene langside, og jeg glemmer aldrig synet af et tætpakket Silkeborg stadion, hvor nervøsiteten sitrede, og hvor cirka hver tredje stod med en form for radio for at følge udviklingen i den anden kamp. Jeg tror, det gik op for mig der, at fodbold er meget mere end bare en sport. Fodbold er passion, fodbold er følelser, og fodbold er en anledning til at give los for alle de inderste glæder og frustrationer. Og et fodboldstadion er et sted, hvor folk forenes på tværs af indkomst, status, hudfarve og hvad ved jeg. Jeg kender ikke andre steder, hvor spontane knus og samtaler trives som på et fodboldstadion, når der er gang i en af de der helt særlige kampe.
Efter et drama af Shakespearske dimensioner lykkedes det Silkeborg at blive mestre, og jeg spurgte min mor, om jeg måtte løbe ind på banen, og til min store overraskelse sagde hun ja. Jeg løb ind sammen med tusindvis af andre, og ved et lykketræf kom jeg op på siden af Morten Bruun, og som jeg husker det, kiggede han på mig og holdt en arm om min skulder - men jeg er i tvivl om, om det bare er min fantasi. Men jeg er sikker på, at vi løb en runde i vild eufori, og jeg er sikker på, at luften var fuld af champagne og fadøl, og jeg er sikker på, at det var denne eftermiddag, at jeg fandt ud at, at SIF altid skulle have en særlig plads i mit hjerte. Det her var ikke bare en almindelig oplevelse, og det her var ikke bare en almindelig fodboldklub.
I de kommende år brugte jeg uhørt mange konfirmationspenge på tøj, flag, hatte og billetter, og jeg missede ikke en eneste hjemmekamp i de næste par sæsoner. Senere, da jeg gik på gymnasiet, besluttede jeg mig for at være imod professionel fodbold, men fulgte alligevel diskret med i sportsnyhederne og avisens resultatoversigter, ligesom jeg måtte synke en ekstra gang, da jeg efter en idrætstime fik stjålet min Morten Bruun-trøje fra sæsonen 94/95 (jeg savner den stadig).
Da jeg blev far, bevægede jeg mig ind i en ny fodboldfase. Vi boede på Amager og havde stor tv-pakke, og min søn lå tit på min brystkasse, mens vi så Silkeborgs kampe, og da han blev lidt ældre, lærte han at skråle Silke, silke, silke, Silkeborg.....” og 1,2,3 Thomas er en mur” til stor fornøjelse for kunderne i den lokale Netto. Selv nu hvor han er blevet syv, vil han altid være Silke, når vi spiller i stuen, og så skal jeg være ”dårlig AGF-målmand”, så han er sikker på at vinde.
Men stadionbesøget er begyndt at spille en anden rolle for mig. Det er blevet et fristed, hvor der ikke er nogen familieforpligtelser, og hvor jeg ikke er nogens mand eller far. Et fristed hvor der ikke eksisterer andet end det, der sker på banen, og jeg tager somme tider på stadion alene, fordi jeg faktisk nyder stilheden i larmen og nyder, at jeg kan fordybe mig i spillet på en anden måde, end når jeg er sammen med andre. Så stadion er på en måde blevet et sted, jeg tager hen for ikke at være småbørnsfar i et par timer.
Men hvis jeg er rigtig heldig, kommer der en dag, hvor min søn begynder at spørge, om han ikke må komme med på stadion, og så vil jeg sige: ”Okay, sønnike. Siden du bliver ved med at plage, giver jeg dig lov til at tage med ud og se silkedrengene på Køge stadion på søndag.” Og så vil han sidde tryllebundet i 90 minutter, mens Okkels, Lind og Mattson rundbarberer værterne, så Stephan Petersen river sig i håret i frustration over sit klubskifte. Og bagefter vil han rejse sig op og klappe tungt i sine små håndflader: ”Nu forstår jeg, hvorfor fodbold er så fedt, far. Og jeg vil også holde med Silkeborg for evigt”. Og fra den dag vil vi altid være to til at tage silkeelevatoren op og ned igennem rækkerne.
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 15 år. Du kan som altid skrive en kommentar eller oprette et indlæg i jagtstuen, og hvis du godt kan lide fodbold, kan du også overveje at læse om min årlige fodboldboykot eller læse en af mine anmeldelser af børnevenlige fodboldstadions.
Tak fordi du læste med.
