Jeg behøver ikke være bekymret for, om du falder i søvn med det samme. Jeg har masser af tid. Jeg beholder dig bare her i bæreselen, mens jeg traver roligt rundt om spisebordet og venter på at optakten begynder. For i dag kommer der Silkeborg mod OB, og det bliver en god kamp, for jeg holder med Silkeborg, og de spiller godt for tiden, og det gør OB også, men det behøver du ikke at tænke på, for du kan bare ligge trygt ind mod mit bryst og trække vejret i din rolige rytme, som snart glider over i søvnen. Så skal jeg nok tage mig af optakten og reklamerne og første halvleg og reklamerne og pausen og reklamerne og anden halvleg og reklamerne og nedtakten. Og det meste af tiden kommer du til at ligge i din seng, mens jeg passer kampen, men hvis du skulle vågne, kommer jeg hen til din seng og holder dig i hånden (mens jeg har et øje på kampen), og hvis du skulle blive ked af det, kan jeg tage dig op og putte dig i bæreselen, og så går vi bare rundt om bordet endnu en gang, og så skal du nok falde i søvn igen. Og det bedste er, at det her kan vi gøre hver aften, så længe jeg bare sørger for at betale mit abonnement til Viaplay. For der er både mandagskamp og Champions League og Europa League og Superliga og Premier League og La Liga og Serie A og første division. Og det betyder, at der er en kamp til os hver aften, hvis vi bare er villige til at gå en smule på kompromis med kvaliteten nu og da. Og det er vi da, er vi ikke? Fodbold synes at have sådan en utrolig beroligende indvirkning på dig.
Som en del af ”jagten på den gode opdragelse” har jeg indledt et fodboldboykot. Altså et professionel-fodbold-boykot. Altså et professionel-fodbold-i-fjernsynet-boykot, som betyder, at jeg har opsagt mine streaming abonnementer og ikke længere har adgang til nogen kampe overhovedet. Det betyder ikke, at jeg ikke længere må have noget med professionel fodbold at gøre, men det betyder, at kampe skal ses på stadion eller høres i radioen. Eller læses om i Tipsbladet eller på nettet.
Og hvorfor har jeg så gjort det? Jo, det tog sit udspring en aften, hvor jeg var ved at putte min søn, mens jeg forberedte mig på at se Marienlyst-Hobro. Jeg overvejede, hvad jeg skulle oddse, hvilke chips jeg skulle spise, og hvilken undskyldning jeg skulle sende til min ven, som jeg egentlig havde lovet at ringe til, men som jeg alligevel ikke orkede at tale med- fordi jeg skulle se Marienlyst-Hobro. Og da var det, det slog mig. Hårdt. Jeg har jo slet ikke lyst til at se Marienlyst-Hobro. Marienlyst-Hobro er måske den kamp i de danske rækker, jeg er allermest ligeglad med, og alligevel har jeg nu brugt en putteseance til at fokusere på, hvordan jeg kan gøre den spændende. Eller bare tålelig. Hvad er det, jeg har gang i? Hvorfor er det, jeg bruger hver eller hver anden aften på at se ligegyldige fodboldkampe, når jeg har en familie, jeg kunne være nærværende sammen med i stedet?
Så nu har jeg gjort det. Opsagt mine abonnementer og købt et sæsonkort til FC Roskilde (som Silkeborg heldigvis er i række med). Og det har faktisk gjort mig mere nærværende, tror jeg. På nær søndag eftermiddag, hvor jeg ofte tager på stadion og styrter hjem og tænder for Liga, som jo leverer en enestående dækning af Superligaen. Jeg kan stadig opleve tankeflugt, når jeg eksempelvis skal putte mine børn, men måske er der alligevel sket en forandring til det bedre. Jeg stresser i hvert fald ikke længere over at blive færdig med godnathistorielæsningen, fordi jeg skal ind i stuen og følge en optakt til en eller anden kalorielet fodboldkamp, som alligevel ikke siger mig det store. Jeg bruger heller ikke tid på at tænke over, om jeg ser for meget fodbold, og om min kæreste virkelig mener det, når hun siger, at det er okay med hende, at jeg tager høretelefonerne på og forsvinder til Camp nou i to en halv time onsdag aften. Til gengæld nyder jeg mere end nogen sinde at komme på stadion. Som om jeg tager oplevelsen mere ind. Tidligere var det en overvejelse, om jeg overhovedet gad at tage af sted, men nu er det på en måde blevet ugens højdepunkt og der, jeg lægger kræfterne. Altså fodboldkræfterne. Og kun én gang om ugen.
Note: Til de fodboldinteresserede bør det tilføjes, at mit boykot har en undtagelse, der hedder fra runde 26 og et par måneder frem. Her kobler jeg mig på Viaplay og følger slutspillet samt afgørelsen i diverse ligaer og Champions League. Man skal jo heller ikke overdrive.
Tak fordi du læste med.
Hvis du har lyst til at læse mere om jagten på den gode opdragelse, kan du gøre det her.