-Far, jeg håber snart, der bliver krig.
-Hvorfor dog det?
-Jo, for så vågner Holler Daske
Det var egentlig en ret spontan beslutning at tage til Kronborg. Vi stod over for tre fridage med strålende solskin og ikke ret meget på programmet, og så spurgte min kæreste, om vi ikke skulle tage på endagstur. Hun foreslog Kronborg, og det viste sig, at ingen af os havde været inde på slottet, ligesom ingen af os havde gået rundt i Helsingør, selvom vi begge to havde overvejet byen, da vi besluttede os for at flytte fra København. Jeg tror, vi begge havde tænkt, at Helsingør er en ”rigtig” by med sin egen historie, med gamle bygninger, kunst og kultur og identitet, som man kender det fra de ældste byer i Danmark. Og så havde vi bare ikke fået tjekket den mere ud. Formentlig, fordi den ligger helt skævt i forhold til vores familier i Jylland, og fordi vi var begyndt at indlede en seriøs flirt med Roskilde.
Men nu skulle det være. Nu ville vi finde ud af, om det var en cool by med et cool slot og måske et sted, vi kan flytte til, når børnene en gang er blevet store.
---
Da vi ankom med toget, fik jeg med det samme indtryk af en overskudsby. Man kører ind i en overdådig stationsbygning, som signalerer ”endestation med stil”, og når man træder ud i det fri, kan man se Øresund til højre og Kronborg lige fremme, hvis man ikke bliver forstyrret af Sverigesfærgen, der ligger og minder om, at Helsingør ikke kun er kultur og gamle dage. Helsingør er også transport, transit, kommercialisme og spritstive svenskere. Men lad nu det ligge.
Vi besluttede at traske et smut op ad gågaden og proviantere, og man mærker sådan en pinsesøndag, at Helsingør er en by, der hviler i sig selv. Velklædte unge mennesker på fortovscafeerne, økologisk is og fair trade kaffe, mærketøjs- og specialforretninger og en helt anden levende gågade end de halvtomme spøgelsesbyer, man ser så mange steder en togturs tid fra København.
Vi tog vores flæskestegssandwich med ud til slotsområdet, hvor der er masser af steder, man kan spise sin medbragte mad. Man kan sammenligne området lidt med Kastellet, hvor der også er en masse volde, hvor man kan ligge og slænge sig i det gode vejr.
Da vi kom tæt på slottet, faldt snakken automatisk på dets tidligere funktion som beskyttelse mod indtrængende fjender. Man føler virkelig, man træder ind i historien, når man kommer igennem portene, forbi voldgravene og de opstillede kanoner, og det er svært ikke at sige ting som: ”Så har der garanteret stået en masse soldater oppe på de skrænter der” og ”forestil dig, hvis man kom sejlende derude og skulle angribe sådan et slot”. Der gik under ti sekunder, før vores syvårige søn havde udnævnt sig selv til dronning og os andre til hendes majestæts betroede undersåtter.
Når man nærmer sig indgangen, kommer man forbi et lille hyggeligt billethus, hvor de kunne fortælle os, at det kun koster 95 kroner pr voksne at komme ind, og at børn under 18 er gratis. Det viste sig så, at vi lige nåede med til prisen uden for højsæsonen, hvor det koster 145, men det er jo også billigt, når børnene ikke koster noget. Man skal så lige være opmærksom på, at man ikke kan have klap- og barnevogne med ind på slottet, hvilket giver god mening, men også gør det lidt vanskeligt med små børn (og for mit vedkommende betød, at jeg måtte bære en del rundt på den treårige, der ikke lige havde taget sin vandrehat på dén dag).
Nå, men vi kom ind og hold da op for et prinse- og prinsesseslot. Jeg må indrømme, at jeg blev blæst rimelig meget bagover, både af størrelsen, men også af stilen, der er så eventyragtig, at man næsten ikke tror sine egne øjne. Det er fuldstændig som at træde ind i et eventyr af H.C. Andersen, og jeg kan godt forstå, at Shakespeare blev inspireret, da han vandrede rundt i disse omgivelser og tænkte ”at det bliver jeg da vist nødt til lige at nævne i en af mine tekster”. Der er gigantiske vævede tapeter, dronninge- og kongesenge (hvor de sjovt nok sov i det mindste rum, for det var det eneste, man kunne holde varmt), en spektakulær riddersal og et kontor med blækhus og fjerpen, hvor adelen fik besøg af Tycho Brahe og andre videnskabsfolk, og hvor Christian den Fjerde sad og funderede over ”at det i grunden kunne være sjovt med et rundt tårn inde i København.” Der er storslåede skorstene, middelalderlige toiletter og møbler så massive, at man får ondt i ryggen bare af at tænke på at flytte dem.
Den syvårige var også svært imponeret, da han på et tidspunkt stod i et lille aflukke og nød udsigten over Øresund:
-Det her kommer jeg til at huske i resten af mit liv.
Til sidst måtte vi et smut i kasematterne, som de underjordiske gange hedder, og som man kan huske på, at de næsten hedder det modsatte af ”madkasserne”. Vi havde gemt dem til sidst, fordi den syvårige så meget frem til dem, (og han er sådan en, der gemmer det bedste til sidst), men her blev vi faktisk en lille smule skuffede. Selve Holger Danske leverede varen og var ved at skræmme livet af begge drengene på grund af de ganske fine lyseffekter, men der var ikke så meget andet dernede (måske var noget afspærret pga. coronaen), men i beskrivelserne får man indtryk af en form for underjordisk stisystem, og det var der bestemt ikke tale om. ”Kælderrum med statue” havde været mere passende.
Men alt i alt var det strålende. Og godt formidlet. Der var ikke alenlang tekst, men gode korte beskrivelser af de enkelte rum og funktionaliteten og ofte lige et par spændende detaljer til at sætte tankerne i gang. Personalet virkede også topengagerede, og jeg overhørte flere eksempler på spontan historiefortælling til nysgerrige gæster, og det er jo altid fedt på et museum.
Da vi bagefter sad og spiste is i ”Brohuset” blev vi enige om, at det her var et sted, vi godt kunne besøge igen, og vi blev også overraskede over, at klokken ikke var mere. Men det er nok, fordi det er så nemt at komme dertil. Der er ikke unødig transporttid, og det er ikke sådan en attraktion, hvor man står i alenlange køer for at få lov at blive en del af festen.
Så hvis du er sådan en med små børn, der gerne vil på overskuelig endagstur i nærheden af København, er Helsingør og Kronborg slot i høj grad et besøg værd - især når solen skinner og udsigten over Øresund rigtig kommer til sin ret.
Tak fordi du læste med.
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 15 år.