Jeg elsker rygningen og al dens væsen. Elsker følelsen af det første sug og røgen, der breder sig i lungerne. Intet måler sig med øjeblikket, hvor man overgiver sig til lasten og giver sig hen til den aldrig svigtende tobaksekstase.
Og fredag-eftermiddagscigaretten er måske den bedste. Hvor man efter en lang arbejdsuge tager på bar, bestiller en stor fadøl, læner sig tilbage, suger ind og puster ud. Eller søndag-morgen-sammen-med-morgenkaffen-cigaretten, hvor man har fået rundstykker og bladrer i avisen og beslutter sig for at gå ud på terrassen og tænde en smøg. Eller den man får efter kraftpræstationer som fodboldkampe og sex, hvor kroppen er endnu mere modtagelig end normalt. Eller efter en god middag til en fest. Eller efter en lang tale fra den kedelige onkel. Eller når man har fået en god karakter til eksamen. Eller en dårlig. Eller leveret et godt oplæg. Eller et dårligt.
Og det er måske noget af det mest fascinerende ved cigaretter. De egner sig til utrolig mange begivenheder. Og situationer. Og højtider. De er velegnede til både bryllupper og begravelser. De er belønning og straf i samme ensartede indpakning, og vi bestemmer selv, om de skal være velfortjente gulerødder eller stressnedsættende nervemedicin.
Og så er det sejt at ryge. Jo det er. Alle de cool superskurke og rockstjerner gør det. Kig bare på Al Pacino, Bruce Willis, Bob Dylan og Kim Larsen. Tidligere gjorde de på scenerne og skærmen, nu gør de det backstage og uden for mediernes søgelys. Men de ved, at det er forbudt og rebelsk, og derfor bliver de ved (på nær Kim Larsen, som er død).
Og så udvikler det udholdenhed. Man skal være klar til at tage regntøj på og vade flere hundrede meter til det nærmeste sted, hvor man få afløb fra sin rygetrang.
Og så styrker det smalltalk-evnerne. Alle rygere har oplevet samtaler, der starter med ”må jeg låne din lighter?” eller ”må jeg købe en cigaret?” Og man ved jo godt, at den fedtede tokrone aldrig kommer i spil, men det er alligevel god rygerstil at finde den. Og så smalltalker man lidt. Og man bliver god til det. Og man kan overskue det, for en cigaret tager ikke mere end syv minutter, og man kan jo i udgangspunktet godt lide det andet menneske, fordi det også er en ryger.
Og så udvikler det selvironi. Når man vælger rygningen, vælger man det fejlbarlige, og der er som bekendt noget befriende ved mennesker, der ikke ser sig selv som perfekte.
Og så er rygere også glade og kreative. Nogle gange bliver det lidt påtaget hør-selv-hvor-sjovt-vi-har-det-i-rygeren-agtigt, men forbløffende ofte er det ægte. Forbløffende ofte opstår der øjeblikke i rygeren, hvor kombinationen af frisk luft, røg og rygersamvær giver gode grin og langt bedre ideer end dem, man kan fremtvinge på innovationskurser og til brainstormmøder.
Og alligevel ryger jeg ikke mere. Til trods for coolhed, udholdenhed, smalltalk-træning, gode grin, selvironi og kreativitet stoppede jeg for to år siden med at ryge og indledte en "længerevarende rygepause”. Men hvorfor dog det, når det nu er så åbenlyst cool at ryge?
Jo, det skyldes ganske enkelt, at rygning med små børn er blevet så besværligt, at det ikke længere er sliddet værd. Jeg oplevede det allerede på Amager (af alle steder), hvor jeg gik ture med barnevogn for 5-6 år siden og røg cigaretter og mærkede, at folk begyndte at kigge skulende efter mig. Især Emaljungamødrene og stavgængerne fra den lokale stavgængerklub var på tæerne, og nogen sagde direkte til mig, at jeg burde stoppe og om jeg vidste, hvad passiv rygning kunne gøre ved mit spædbarn. Derefter begyndte jeg at finde steder, hvor jeg kunne ryge i smug. Jeg listede rundt i klitterne ved Amager strandpark, fandt de ”usynlige” bænke på kirkegården og udkanten af Nettos parkeringsplads, hvor jeg kunne stille barnevognen, så andre ikke kunne se den. Men det var ikke sjovt at ryge i smug. Rygning skal være afslappende og rart, ikke noget man gør, mens man tripper uroligt og kigger sig over skuldrene. Og jeg var overrasket over, at jeg i den grad var modtagelig for andre menneskers reaktioner. Men det var jeg. Jeg troede, jeg var ligeglad og hvilede i mig selv og alt det der, men jeg måtte sande, at social udskamning er stærk medicin og rygning-med-små-børn er helt utroligt kontroversielt i vores samfund og ikke mindst i en storby som København.
Da vi flyttede til Roskilde, besluttede jeg, at jeg kun ville ryge, når jeg ikke var sammen med børnene. Men det var heller ikke optimalt. Det betød, at jeg glædede mig til min kæreste kom hjem fra arbejde, så jeg kunne styrte ud og tænde en cigaret. Det betød også, at jeg tænkte uforholdsmæssigt meget på cigaretter, mens jeg var sammen med ungerne - og at jeg glædede mig til at komme på arbejde, så jeg kunne holde nogle gedigne rygepauser.
Min afhængighed trådte frem på måder, jeg ikke havde oplevet før, og jeg oplevede for første gang, at det var cigaretterne, der styrede mig og ikke omvendt. Når man får sine smøger i en lind strøm, mærker man ikke misbruget, men når der pludselig er begrænsninger, træder trangen frem og bliver tydelig. Jeg ville hellere ryge end være sammen med mine børn, og selvom jeg har stærke følelser for cigaretter, føltes det alligevel temmelig forkert.
---
Så da vi så skulle på familiehøjskole for et par år siden, kunne jeg ikke overskue det mere. Jeg så for mig, at jeg ville være den eneste forælder, der røg, og at jeg skulle finde gemmesteder og snige mig om hushjørner og sidde og spise ved siden af perfekte mødre, der ville rynke på næsen og spørge, ”om her ikke lugter rimelig meget af røg.” Og det magtede jeg ganske enkelt ikke.
På vej fra toget op mod højskolen røg jeg tre knastørre cigaretter og besluttede mig for ikke at ryge mere i løbet af opholdet. Det måtte sgu da være muligt at klare en enkelt uge uden smøger. Sådan. Væk med jer, elskede små cigaretter. Og så blev en uge til to og der begyndte at gå sport i det, og pludselig var der jul, og så føltes det på en måde åndssvagt at begynde igen.
---
Men når jeg bliver gammel, vil jeg tænde op igen. Så vil jeg have et hus ned til vandet, hvor jeg kan sidde og nye solopgangen over en kop kaffe og en smøg, ligesom jeg vil have et rum med storskærm og samtlige tv-stationer, hvor jeg kan sidde og se fodboldkampe, mens jeg ryger. Men til den tid har videnskaben forhåbentlig også givet mig en hjælpende hånd. Jeg forestiller mig en cigaret, der smager fuldstændig som dem, vi kender i dag, men hvor det i stedet for nikotin og tjære vil være grøntsagsdampe, der breder sig i lungerne. Og folk vil kigge beundrende på mig og sige: ”Han må godt nok være sund ham der, så meget som han ryger. Og hvor ser det dog sejt ud, når han holder cigaretten på den måde. Ja, han minder faktisk lidt om Al Pacino”. Men der går jo desværre nok lige nogle år endnu.
Tak fordi du læste med.
Husk at du altid har mulighed for at skrive en kommentar eller oprette et indlæg i Jagtstuen. Det kunne være så hyggeligt.