#81 Vild og naturlig


Foto: Unsplash.com


Nogle gange tænker jeg, at mine børn udvikler et helt forkvaklet natursyn. Jeg voksede selv op på landet omgivet af højt græs, skove, insekter, humlebier og grankogler, og jeg husker mange øjeblikke, hvor mine lege tog udgangspunkt i naturen, og hvor jeg nærmest smeltede sammen med elementerne. Mine sanser blev trænet i at dufte, høre, mærke og smage naturen. Det føltes helt naturligt at lægge sig i det høje græs ved det lille vandhul og fange en tudse med de bare næver, ligesom jeg syntes, det var en fryd at løfte et stykke bark, fordi man vidste, at man nedenunder ville se et mylder af bænkebidere på flugt.

Mine børn er vant til noget andet. Den anden dag fandt min yngste en saks frem, fordi brændenælderne endnu en gang var på vej op af metalristen uden for vores dør, og vi har udviklet en vane med, at vi altid klipper brændenælderne i stykker, når de er på vej derop, hvor de kan stikke fødderne. De er også panisk angste for edderkopper. Og den yngste tror, at en ræv er en form for monster, der pludselig kommer springende og æder alt, hvad der rører sig.

Så måske er jeg ved at opdrage mine børn til at tro, at natur er noget, man klipper i, og som skal holdes i kort snor, så den ikke volder menneskene problemer. Men sådan er det måske bare, når den nærmeste natur, man har, er veltrimmede arealer som Roskilde Ring, Folkeparken og Dyrskuepladsen.

-----


Mine tanker fik ekstra næring for nylig, da jeg faldt over en udsendelse på Danmarks Radios hjemmeside, der hed ”giv os naturen tilbage”. Den blev jeg nødt til at se. Også selvom det var med Bonderøven.

Og lad mig afsløre med det samme: Det er fremragende TV. For det første fordi vi har et persongalleri, der fungerer. Vi har en gal sommerfugleelsker, en frisk Hjørringpige, en parcelhusborgmester, et par ekstremt rolige natureksperter, nogle kvindelige projektledere med masser af swung og så naturkendissen over dem alle, Bonderøven, der har besluttet sig for at rejse ud fra Kastanjegården for at redde verden. Og alle de disse eksperter og ildsjæle skal så ud og overbevise hjørringgenserne om, at de skal lade græsset gro og skabe vild natur i parcelhushaverne, på industrigrundene og i landbrugene. Og de lokale er mildest talt forbeholdne. ”Vi kan nu godt lide det sådan, som vi har det”, siger parcelhusægteparret. ”Så tror folk jo, vi er gået rabundus” siger virksomhedsejeren til udsigten om højt græs ud mod vejen.

Men de giver ikke op, naturelskerne. De holder borgermøder, hvor folk tropper op, fordi det jo er meget sjovt at se Bonderøven i virkeligheden, og "hvad er det nu for noget tosse noget, han har fundet på?" Og de mødes med mændene fra virksomhederne og prøver at forklare dem, hvordan de kan være med til at gøre en forskel. Og de mødes med mændene fra landbruget for at finde egnede naturarealer, og de taler med de vigtige mænd i kommunen. Man forstår, at vigtige beslutninger i Hjørring træffes af mændene, mens de mere udadvendte og her-kunne-vi-godt-bruge-et-frisk-smil-opgaver, varetages af kvinderne.


I programmet udfordres årtiers traditioner med klippede hække, slåede plæner, dyrkede marker og ”der-skal-ikke-være-noget-at-komme-efter-hed, og det gør nærmest ondt på nogle af haveejerne, når de skal forestille sig skvalderkål og mælkebøtter med vokseværk.

Og måske er det meget godt, at vi danskere lige får udfordret vores natursyn. Min kæreste og jeg mærkede selv parcelhave-normerne, da vi flyttede til Roskilde og for første gang skulle prøve at holde have. Vi ville egentlig gerne have en vild have, men for det første havde vi aftalt med vores udlejere at vi skulle holde den "pænt”, og for det andet havde vi naboer på begge sider at forholde os til. Så det blev hurtigt noget med, at jeg skulle tage mig sammen til at gå ud og slå græs, og min kæreste skulle tage sig sammen til at gå ud og luge ukrudt. Der var ingen af os, der havde det fjerneste imod langt græs eller ukrudt, men der eksisterer bare nogle stærke normer om, at alt sådan noget utøj skal holdes nede. Det ville være dybt kontroversielt, hvis vi bare lod det hele gro i to år, selvom det jo på alle måder må siges at være det mest naturlige – det er helt klart disse alt-skal-klippes-ned-normer, der er årsagen til, at vores børn kommer til at vokse op uden have.

Så hvor er det bare fedt, at Danmarks Radio kravler ud af DR-byen, bliver aktivistiske og prøver at gøre verden til et bedre sted (det samme med bonderøven i øvrigt), og hvor er det fedt, at en kommune som den i Hjørring udfordrer borgerne til at tænke anderledes i en højere sags tjeneste.

Og så pyt med, at der er en fortællestemme, der er alt for overdrevet dramatisk i stemmeføringen, uden at han i øvrigt siger noget dramatisk. Og pyt med at vi bruger lidt for lang tid i den friske Hjørringpiges baghave. Sådan er det nok bare med fjernsyn, der skal samle hele nationen. Og for nylig var jeg til en familiefest, hvor flere af deltagerne talte om at lade græsset gro, og måske er der faktisk tegn på, at det her vil sprede sig (jeg er jo ikke på sociale medier, så det her kunne godt være et af de eksempler, hvor jeg er den sidste til at opdage en folkebevægelse, der allerede er i fuld sving, men i så fald bakker jeg op).

Herhjemme tror jeg vi starter med at lade ukrudtet vokse mellem fliserne under vores borde-bænke-sæt, og så vil jeg lade den kæmpestore mælkebøtte uden for vores hoveddør stå, så børnene i det mindste kan se et enkelt stykke med helt vild natur.

Tak fordi du læste med.


Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 15 år. Husk også at du altid har mulighed for at skrive en kommentar eller oprette et indlæg i Jagtstuen.

44 visninger